En blog om livet.

Hmm... Hvad sker der lige med det der Facebook...?

Min ældste søn er lige blevet 11 år og går i 4. klasse. Alligevel vil jeg under ingen omstændigheder have, at han får en Facebook profil...endnu. Det har været et tilbagevendende emne efter jul. Scenariet udspiller sig således.

Ældste søn går rundt og ser lidt sur ud og jeg spørger, hvad der er galt. "Hvooorfooor må jeg ikke få en profil på Facebook - det har alle mine venner".

Mor trækker vejret i en diplomatisk kunstpause og giver den korte version:"Det må du ikke fordi aldersgrænsen er 13 år og din far og jeg har besluttet, at det ikke et medie for børn"

Andre gange har svaret indbefattet de lange pædagogiske forklaringer om, hvorfor jeg ikke mener, at Facebook er et område han skal bevæge sig alt for meget rundt på endnu....! Det er et medie for voksne, der kræver indsigt og viden i at bruge det hensigtsmæssigt. Der er alt for mange skjulte muligheder for mobning, mærkelige voksne mennesker, fake-profiler, voksne med dårlige intentioner.

Men det lader ikke til, at de ellers så fornuftige forældre i hans klasse er enige! For langt de fleste har en profil. Jeg fatter det simpelthen ikke...! Ved næste forældremøde bliver jeg nødt til at drøfte det for at høre hvilke begrundelser andre forældre har for at at lade deres 10 og 11 årige børn drøne rundt på Facebook. Måske er det bare mig, der ikke har set de vise sten ud i de gode argumenters fornuft....?

Og så til noget helt andet....Det er dælme blevet FORÅR!!! Og hvor jeg dog bare trænger til sol, varme og energi.....

Og hold op, hvor er jeg bare glad for det!

Det er forår, når eftermiddagene er lyse, kolde og fulde af sol mens rester af sne kæmper for overlevelse i vores baghave.

Det er forår, når mine 3 herlige unger kan hygge sig sammen udenfor en time efter vi er kommet hjem fra børnehave og sfo.

Det er forår, når jeg nyyyyyder at trække den mindste sol ned mod mit ansigt og stille mig, så ansigtet vender lige mod lysningen

Det er forår at stå der midt i nydningen.

Det er forår. I går tog hele familien ud til stranden for at nyde solen - troede vi. Men vi blev overrasket af en ordentlig omgang hagl og efter en time tog vi hjem igen til kaffe og boller - herligt indkøbt i Netto, da der ikke havde været tid til at bage nogen.

Se, det er forår, når det går den vej. Forår mod håb om forandring og kærlighed.

Det er der, at jeg ved, at der er udveje ud og veje ind til livets sødmefuldhed igen.

Jeg må til det igen. Få noget professionel hjælp til at hjælpe med at rode op i mit indvendige kaotiske tankemylder. Det er nemlig i perioder ved at overtage hverdagen lidt for meget. Mine tanker, spekulationer og alt og hint. Jeg har svært ved at mærke mine egne grænser i øjeblikket. Er der det mindste i skolen omkring mine børn spekulerer jeg alt for længe.

Jeg drømmer om nogle grimme episoder fra min barndom og mellemste søn reagerer på den mindste ændring i mit humør ved at blive ekstra eftertænksom, overfølsom og pylret, hvis han er faldet i fodbold, haft en diskussion med en ven og han spekulerer meget over sin mormors helbredstilstand for tiden. Det er ikke let og jeg mangler overskud til at kunne være der for ham.

Så jeg starter op igen i professionel behandling og har fået en tid d. 29. marts, hvilket jeg glæder mig til. Jeg ved jo, hvor effektiv terapeutisk behandling har været tidligere i mit liv, så det må jeg i gang med igen.

Begge drenge har legeaftaler i dag og det er ude hos andre, så det er dejligt at få lidt ro.

Vejret er fantastisk. Solen skinner og man kan næsten tro på at foråret snart kommer.

sidder et lille barn og ryster

bag den mørke lukkede dør med et sort dørhåndtag

hun mærker afvisningen og håbløsheden og sorgen

i hele sin lille krop

omgivet af voksne der ikke forstår

og som driver psykisk vold på den lille sjæl

bag den mørke lukkede dør med et sort håndtag.

Den runde bøjle med det grønne acrylstrik er beklædt med ret og vrang

som et symbol på en lille pige

der fik alt for mange klø i erindringens ulidelige spor.

Den fandens barndom forfølger i mørke nætter

når manden og børnene sover roligt

og minder om den lykke der alligevel kom forbi

i en mærkelig parallel til denne smerte

akkompagneret af den runde bøjle med acrylstrik.

at høre noget mere fra hende?

Jeg ved det ikke. Her har været stille på bloggen et stykke tid, men der har været mange gode oplevelser her i IRL, der har krævet min energi og planlægning. Jeg er rigtigt glad for mit arbejde, trives med mange udfordringer og arbejdstiden passer rigtigt godt med mit familieliv, da jeg har fri kl. 15.00 3 dage om ugen, en dag kl. 17.00 og en dag kl. 14.00. Så det passer godt.

Jeg savner TID med mine nære veninder. Jeg har 6-7 af dem og i øjeblikket ser jeg dem alt for sjældent synes jeg. Jeg SAVNER dem og vi har da også en del kontakt med sms, telefonsamtaler og Facebook, men det er bare ikke det samme. Nu skal jeg ud at spise med min mødregruppe på fredag. Det er også alt for længe siden jeg har set dem, så det bliver rigtigt hyggeligt.

De fleste af mine veninder begynder at have lidt ældre børn - i børnehave- og skolealderen. Ja, vi skal sågar til konfirmation hos vores venners barn i april. Det bliver rigtigt hyggeligt og jeg glæder mig meget. Det er utroligt, at hun nu er en ung kvinde som jeg kan huske helt tydeligt da hun var få dage gammel og jeg så hende ligge i en vugge på sygehuset. Det var tider.

Jeg har netop afholdt fødselsdag for 2 af børnene og vores tætte venner med børn og det var bare super hyggeligt. Jeg savner bare mere tid, men det kommer nok en dag - igen.

Og så er der jo lige den veninde med et lille barn som jeg også gerne snart vil se. Jeg tror du læser med og vid, at jeg glæder mig til at se dig igen - forhåbentligt snart....

Den fedeste koncert er netop ovre med den danske konge af pop.

Den danske udgave af Julio Iglesias med sort hår har netop givet den uforbeholdent gas i aften. I en kæmpe arena stuvende fuld af kvinder fra starten af 20´erne til langt op i 50´erne er jeg netop kommet hjem fra den fedeste uforbeholdne koncert. Der blev danset, drukket cola og sunget med på hits fra 80´erne, 90´erne og 00´erne.

Han leverer varen, ham Thomas. Lyd, scene, lys og tiden var helt perfekt. Gassen var afstemt i forhold til kor, trommer og Thomas stemme. Der var mange mennesker, men ikke for mange. r Der var sørme også røgfrit. Min første røgfrie koncert af slagsen. Det siger vist lidt om at det er længe siden at jeg har været til koncert, men det skal der ændres på, skal der. Jeg overvejer sågar en Sanne Salomonsen koncert samme sted d. 12. marts, men jeg ved ikke om det lige spænder af.

Nu sidder jeg her. I roen og med bassen duvende for øret. Jeg lugter lidt af sved og parfume efter at have svedt og danset og skreget med og bare mærket livet i de 2 timer det hele varede. Det føltes som et splitsekund og så var festen fordi. Vi var alle helt enige om at vi havde fået noget for pengene. Oplevelse, underholdning og fedt musik. Så kan man vist ikke forlange mere.

Ellers er der bare sket så mange gode og positive ting, men jeg er dælme for træt til at gengive dem her. Nu vil jeg sove. En lang weekend venter med fødselsdagsfest for  Mindstepigen og Ældste søn på søndag.

Der sker stadig mirakler på jord.

Det er mandag. En helt almindelig mandag. Og så er alt slet ikke som det plejer på denne mandag. Det er vinterferie for rigtigt mange, arbejdsdag for færre og for os på denne lille matrikel er denne mandag et lille mirakel. Et mirakel, et lysglimt, en lykke, et bevidsthedsudvidende øjeblik.

Du har taget avisen, min dreng. Jeg registrerer det ikke helt før end jeg lytter koncentreret. Jeg stopper med at hænge vasketøjet op ude i bryggerset og lytter. Lytter lamslået. Der er helt stille foruden din stemme. Du læser næsten flydende op af avisen. Jeg står stille og lytter igen. Det bliver ved. Din lyse stemme læser højt for mig. Det flyder i et fint tempo og der er ingen hakken. Så kigger jeg på dine hænder. Din langfinger er ikke placeret under teksten som den plejer, når du skal læse. Det er dine øjne, der styrer og holder fokus.

Så får vi øjenkontakt. Jeg smiler til dig. Et stolt smil breder sig på dit ansigt og der er stjerner i dine blå øjne. Jeg kan mærke, at tårerne slører mit blik og jeg må synke kraftigt for at de ikke skal trille ned ad mine kinder. Da er det, at det slår mig. Det er jo et mirakel. Et af hverdagens små mirakler. Du bryder tavsheden min dreng med "Moar, går det ikke godt med at læse".

Jeg lader vasketøjet ligge og sætter mig overfor det. "Jo, min dreng - det går rigtigt godt". Jeg er stadig rørt og kan mærke stoltheden komme op.

Der er så mange facetter i denne oplevelse. Jeg bliver så stolt af min dreng. 3 måneders træning begynder at give pote. Træning hver eneste dag. Vi har ikke hoppet over en eneste dag. Træning. Hver dag. Alle dage. Nu begynder øjnenes muskler så at arbejde så godt sammen, at det ikke længere er nødvendigt at følge med i teksten med en finger under hvert ord for ikke at miste ståsted. Samtidigt er det også en vigtig lektie til mellemste søn. Det er muligt at ændre svære vilkår ved vilje, indsats og træning. Ved udholdenhed og vedholdenhed er det muligt at opnå fantastiske resultater.

Vi er ikke færdige med træningen, slet ikke. Men mellemste søn holder en velfortjent pause i de 3 dage, hvor han er på ferie hos reservebedsterne. Så er vi klar på endnu en omgang frem til påske.

For så kan jeg nemlig lige få lidt ro og fred i mit hoved. Holde en weekend, hvor jeg kan sove længe, ikke blive vækket adskillige gange om natten, læse en avis, min middagsmad i fred, få malet alle de rum, hvor der er fuld at tuschstreger, slappet af i min hjerne, ikke glæde mig til mandag, hvor jeg skal på arbejde og kan spise min frokost i fred og mærke det savn, der også ville opstå naturligt.

 Jeg SAVNER ro og FRED og føler mig så latterlig fordi jeg ikke har overskud på overskud på overskud.

Jeg ville sådan ønske at jeg havde nogen jeg kunne sende hende på ferie hos en HEL uge, så jeg kunne få lidt ro og overskud.

Hun er en helt særlig kaliber. Intelligent, udfordrende og konstant i gang og jeg trænger sådan til lidt ro. Jeg har indre uro over at alt ser så hærget og slidt ud her.

En mærkelig blanding af ord kendetegner overskriften i aften. Jeg ved det, men det var hvad jeg oplevede i dag.

Jeg var på virksomhedsbesøg på en lille skøn og rå plet på Danmarkskortet i dag. En lille lystbådehavn, hvor der er aktivitet om sommeren og fuldstændigt dødt om vinteren hvis det ikke lige var fordi det hele skete inde i lagerhallen.

Jeg ankom ca. 15 minutter for tidligt før den aftalte tid. Til en lille havn fuld af frosne lystbåde strandet og omkranset af smuk, rå grødis, hvor der er enkelte pletter af skummende fråde, der duver op af grødisens vindrette formationer. Hvidt, gråt, blåt og mere hvidt. En enkelt hvid måge med det største sorte næb roder med sit sorte næb nede i grødisen. Der var ikke et øje i sigte. Stilheden var larmende, smuk og vidunderlig.

Vinden var isnende kold. Hård, rå, smuk og ubarmhjertig. Jeg mærkede kuldens rå berøringer, men jeg blev fyldt af glæde og ro. Måske burde jeg opsøge disse steder noget oftere. Jeg havde et fantastik virksomhedsbesøg, hvor alt passede som hånd i handske. Jeg har haft disse stemningsbilleder i mit sind, mit hjerte hele dagen og følte mig i et sjældent øjeblik fuldkommen lykkelig ved at stå der sammen med mig selv, havet, himlen og det jeg oplevede som et strejf af Guds nærvær.

Med dette tager vi hul på en dejlig weekend med besøg af gode venner, overskud og vinterferie til drengene. De skal besøge reservebedsterne nogle dage i næste uge og glæder sig meget.

Hvad I alverden foregår der i knoppen på dem?

Nu er der igen et forfærdeligt sørgeligt eksempel på en familietragedie af tragiske dimensioner.

De blev slået ihjel. Af deres far. Deres primære omsorgsperson som de sikkert havde elsket, været hengiven overfor og ikke mindst loyal i den skilsmisse deres forældre netop gennemgik.

Så var de der alene med deres far, der forvandlede sig til en vanvittig galning, der tog livet af dem på den mest grusomme vis med både knivstik og kvælning. Hvor må de have været hårrejsende, skrækindjagende bange da det gik op for dem hvad deres far ville gøre ved dem.

Jeg kan bare ikke tåle det længere. Jeg bliver så påvirket og ked af det, når børn bliver behandlet så grusomt.

Børn, der lider. Børn, der oplever grusomme begivenheder. Det er bare ikke i orden og jeg aner ikke, hvor man gemmer magtesløsheden hen, vel?

Det er ligesom den lille pige, der døde af hede på bagsædet af farens bil i sommers. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at hun kæmper sig ud af autostolen og ligger der i bunden af bilen og lider.

Med disse dimensioner i baghovedet sætter jeg pris på mine ungers levendehed. Deres larmende livsfuldhed her i livet og i vores lille hus. Jeg tænker på hvor stille der vil være hvis de ikke var her og tanken fylder mig med rædsel.

Klokken er 3.38 konstaterer jeg i en lettere bedøvet tilstand af søvnens REM periode.

Jeg sætter mig op med et sæt og mærker angstens sved pible frem. Jeg kan høre lyde i køkkenet af et menneske, der bevæger sig. Jeg prikker hårdt til Manden, der overhovedet ikke reagerer før end jeg hvæser indædt og meget stille:"DER ER NOGEN I KØKKENET DER IKKE SKAL VÆRE DER OG DET ER NAT".

Jeg er da lettere panikslagen og uden at tænke mig om farer jeg op og ind i stuen og kigger mig desperat om efter et passende slagvåben, der kan få denne indtrængende idiot til at fortrække. Manden reagerer alt for langsomt og falder gudhjælpemig over sine egne ben på vej ud af sengen, så der lyder et højt klask. Der står jeg i stuen. Lydene i køkkenet forstummer og jeg er dødsensangst lige indtil små trippende fødder på vej ud af køkkenet står i stuen...

Nej, det er dælme ikke en indbrudstyv. Det er en lille listetyv, der også går under navnet Mindstepigen på denne blog. Der står hun og kigger op på mig med en banan i hver hånd. Sirligt skrællede og halvt spiste og hun siger som den mest naturlige ting i verden:"Moarr, mig var sulten og så fandt jeg bananer. Nu skal vi lege, ikk´ moaarrr".

Nej, min søde lille ven. Det kan du edderfløjteme tro vi IKKE skal. Jeg slapper dog helt af igen, adrenalinet og hjerteslaget normaliseres og jeg kommer til at grine. Af alt. Mindstepigens små bananer. Manden, der stadig roder rundt på gulvet og nu endelig er kommet på benene og vader ud på toilettet alt i mens han er ved at ramme dørkarmen. Jo, han ville sgu ikke have været en stor hjælp med hans langsomme reaktionsevne. Så står vi der og jeg griner hysterisk. Af lettelse. Af mangel på søvn og en tilfredshed over, at den bette trold selv kan finde ud af stå op og sørge for sig selv, hvis hun en anden gang får lyst til to bananer - midt om natten.

Nu sidder jeg så her. Helt skeløjet af træthed. Forude venter en lang arbejdsdag med mange gøremål.

Og så skal jeg forresten huske at købe bananer i dag.....

Min dejlige veninde fra studietiden skulle være kommet forbi til kaffe i aften. Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at se hende, da vi sidst så hinanden før jul. Hun er alene, barnløs, leder i en stor daginstitution og fuldt optaget af mange frivillige aktiviteter. Hun er samtidigt meget knyttet til sin familie. En halv time før forventet ankomst fik jeg en sms om, at hun ikke kom, da hendes elskede gamle mormor på 90 år lige var død i eftermiddag.

Det gjorde mig ondt at høre, da jeg ved hvor meget min venindes mormor betød for hende. Min veninde har ingen børn og er en reservemoster for sine søstres børn og også den, der fortsat var meget tæt knyttet til sin mormor.

For mormoderen var det en ønskedød. Hun var stille sovet ind i døden om natten og da hjemmehjælperen fandt hende om morgenen lå hun helt afslappet og rolig i sin seng. Det var ingen tegn på dødskamp eller at hun skulle have været ved bevidsthed da hun døde.

Jeg ringede min veninde op og vi snakkede en halv time om forløbet. Hun var meget ked af det, selvom hun godt vidste, at døden kunne komme når som helst i en mormors alder.

Alligevel er det mærkeligt, ikke? Vores generation af mormødre og farmødre er den sidste generation af de kvinder, der udelukkende levede for familien, børnene og børnebørnene. Samtidigt boede de ofte tæt på eller så kom man på gode lange ferier hver sommer. Jeg siger ikke, at det altid var ideelt, men det slår mig igen og igen, at vi på nogle områder har mistet noget af det helt nære og og livsnødvendige i forhold til at leve sammen som familie på godt og ondt. Ja, min egen families dysfunktionelle rød er det ikke det bedste sammenligningsgrundlag, men min gamle senile farmor på 95 år tilhører også den generation. Hun har altid været hjemmegående og sørget for min far og faster og været mit holdepunkt i forhold til nærvær og kærlighed.

Sådan er livets cyklus. Vi bliver født og vi dør. Det store mellemrum midt i mellem har vi en forbandet pligt til at udfylde bedst muligt.

What to to?

I fredags tog Mindstepigen en halv bøtte voks og smurte ud over alt håret i et ubevogtet øjeblik. Det er vasket 4 gange siden og det ser stadig så forfærdelig fedtet og grimt ud.

Er der nogen, der har et godt råd til hvordan jeg kan få vasket voksen ud? Jeg er ved at blive vanvittig. Hun er fuld af alverdens gale streger igen. Hun har malet i alle rummene, kan slet ikke følge med, malet med tusch på gulvet, vil ikke beskæftige sig selv i 5 minutter ad gangen og har alverdens andre mærkelige gøremål for.

I mandags havde hun stoppet 2 rosiner så langt op i næsen, at der måtte 2 sygeplejersker til at holde hende på skadestuen for at undgå at der skete skader i næsen, da lægen skulle tage dem ud med en tang. Jeg var helt grædefærdig over, at hun skreg som en stukket gris, men det var jo nødvendigt. Jeg nægtede at holde hende, da det viste sig at det blev nødvendigt. Bagefter måtte hun komme op til sin mor for at blive trøstet.

Hvad gør man lige ved det der klamme voks?

Det budskab har mellemste søn taget til sig. Han har brugt flere timer i sin sfo på at tegne tegninger til Haiti. Tegninger, som præmieres med kr. 10,- hvis de afleveres på det lokale bibliotek. Det har den pædagogiske leder taget til sig og ungerne tegner alle på livet løs. Der er indtil nu tegnet tegninger for kr. 1500,- og mellemste søns klasse har planer om at tegne videre hele eftermiddagen.

Da mellemste søn kom hjem i går havde han næsten ikke tid til lektier og træning, da han jo flere gange utålmodigt sagde:"Hvornår kan jeg få fri til at tegne tegninger og redde menneskeliv"? sagde han flere gange. Ja, hvad siger man lige til det?

Jeg synes, at det er rørende. Han stod op kl. 6.00 i morges og tegnede 3 tegninger og har planer om at ville donere kr. 50,- fra sin sparegris. Jeg har lovet ham, at jeg fordobler beløbet, hvis han stadig holder fast ved den smukke idé, når vi kommer hjem fra arbejde og sfo i dag.

Ældste søn har også tegnet tegninger, men han er gået radikalt til værks og har på eget initiativ meldt sig til at samle ind på skolen med indsamlingsbøtter fra Dansk Røde Kors. Det er dejligt, at de vil hjælpe. Omsorg, næstekærlighed og lidt interesse for omverdenen i et humanistisk perspektiv. Det rykker.

Så sidder jeg her igen. Dødtræt helt ind i knoglerne, men kan ikke sove. Jeg har et hæsblæsende program for tiden. Mindstepigen er syg og har holdt mig vågen de sidste nætter. Jeg er så træt og bliver så overspændt i alle musklerne.

Så sidder jeg her. Har haft en hyggelig aften i en gammel venindes selskab og drukket te og spist dadler. Hun er af anden etnisk herkomst og vi har arbejdet sammen i perioder igennem årene. Det var bare så hyggeligt at få snakket igen, men jeg er træt. Kan mærke hovedpinen bag øjnene, men kan ikke sove. Der er tankemylder om morgendagens mange gøremål. Det er hårdt med mellemste søns træning. Der er ingen tvivl om, at det hjælper. Det tager bare så meget tid i hverdagen. Kræver struktur, overskud og overblik. Mellemste søn tager det så flot og nu kan jeg begynde at se, at den hårde træning giver små bonus´ser på flere niveauer, som min trætte hjerne ikke kan finde ud af at formulere.

Jeg håber, at jeg snart kan sove. Ellers bliver morgendagen ikke nem.

Gaabbb. Jeg tænker meget på min mor i øjeblikket. Det er ikke let.

Ja, her har Mindstepigen været syg siden lørdag og jeg er ved at være godt brugt i kroppen og i hovedet, da hun KUN vil sidde på os. Hun kan ikke sidde alene 5 minutter og se fjernsyn. Hun klynker, hvis jeg går på toilet og hun ikke kan stå ved siden af og rykke i mine bukser. Og jeg er ved at få spat. Spat af jammer og klynk. Spat af feber og snot. Spat af, at vi ikke har noget netværk, der kan hjælpe os under ungernes sygdom. Svigermor er rigtigt sød til at komme og hjælpe, når hun kan, men hun arbejder hele ugen. Der er ingen udover Manden og jeg.

Mellemste søns træning skal også passes og Ældste søn vil også gerne lege lidt med sine venner. Det er bare så svært at nå omkring det hele. I dag ser det ud til at vende for Mindstepigen. Hun havde ingen feber til morgen, men er fortsat pylret. I dag blev Manden hjemme og i dag er det så min tur. I morgen ved jeg ikke hvad vi gør. Der håber jeg, at hun fortsat er feberfri og nogenlunde frisk til at komme afsted.

Manden og drengene var i Kbh. i weekenden og jeg var alene med Mindstepigen. Jeg havde besøg af min gode veninde fredag aften, hvor vi åd nachos og drak rødvin. Lørdag vågnede Mindstepigen med feber og snot. Jeg skulle have besøg af min kusine og hun kom alligevel på trods af advarsel om sygdom. Det var rigtigt, rigtigt hyggeligt og meget forunderligt at kigge på en jævnaldrende kvinde, der af udseende ligner min mor end jeg selv gør. Det var godt nok forunderligt....Lørdag nat var helt gal med Mindstepigen, der klynkede og jamrede hele natten. Søndag måtte jeg aflyse en aftale med en anden veninde, da både Mindstepigen og jeg var helt brugte og færdige. Jeg er bare ikke god til det natteroderi. Jeg bliver 4 år igen, kan ikke magte noget og græder hele tiden af træthed. Jeg ville sgu nok ikke have mange chancer under et jordskælv som det i Haiti, hvor det ene rædselsbillede vælter ind efter det andet så snart man åbner fjernsynet for bare at få en anelse adspredelse. Det gider hun nemlig heller ikke. Mindstepigen. Ingen fjernsyn eller børneserier for børn kan fange interessen. Nej, hun vil gå rundt og klynke lidt i et tonefald, der går lige ind og lammer enhver handling og initiativ. Øv. Jeg er bare så træt.

Og for pokker. Hvor gør det ondt at se et land som Haiti blive så ramt. Jeg har doneret de første kr. 500,- og kan kun opfordre andre til at gøre det samme i et beløb, de nu kan afse.

Vi skal godt nok vænne os til al den træning nu hvor hverdagen er kommet i gang igen med alle vores gøremål. Mellemste søn var til det andet klinikbesøg i fredags og jeg skal love for, at vi blev introduceret til en masse nye øvelser, der skal forbedre hånd-øje-koordinationen og øjenmusklernes vandrette bevægelse. Der skal laves daglige øvelser for 30-40 minutter og i weekenden gik det også godt nok. Mellemste søn er motiveret og klar, men hold da op, hvor er det svært for ham. Han bliver virkelig udfordret på det han ikke kan og det er er lidt smertende for mig som mor at blive konfronteret så kontant med, hvor svært det er for ham. Jeg vidste jo godt, at det ville blive lidt en bakkedal og vi forsøger at dele træningen op. I dag blev jeg ringet op nede fra sfo´en og mellemste søn ville gerne lege med sin gamle svømmemakker. Vi var først hjemme kl. 17.00 alle mand hvor efter jeg skulle i gang med mad, alt i mens mellemste søn gik balancebom 10 minutter. Jeg skal love for, at han er blevet god til både at gå forlæns og baglæns.

Jeg ved jo godt, at han nok skal blive bedre til de nye øvelser. Jeg kan bare se, at det udmatter ham rigtigt meget og efter træning i aftes fik vi også det største nedsmeltningsudbrud i mange måneder. Det var slet ikke rart og kl. 19.30 blev der sagt godnat til en meget træt dreng.

Lille skat. Jeg må holde om og holde ud og så forsøge at mobilisere en masse energi. Det skal vi sørme. Der er ikke noget valg i forhold til, at vi skal holde ved og i med den træning, der så tydeligvis hjælper dig meget. Der er sket fremgang i alle øvelser siden starten i december.

Hmm...

Snakken om miljøbevidsthed har gjort indtryk. Jeg har tænkt meget over det fælles ansvar for ikke at bruge løs af verdens ressourcer uden tanke for, at der også kommer en tid efter os. En tid til vores børn og børnebørn og resten af jordens befolkning.

Paradoksalt nok satte en verdensomspændende kulde ind lige efter fiaskoen i København. Det var godt nok et kedeligt slag mod mennskeheden. Jeg var fuldstændig desillusioneret på menneskehedens verden efter klimatopmødet i København, men prøver at rette en mere positiv vinkel på, at der er en gryende bevidsthed i gang. Så jeg håber, at verdens ledere strammer sig an næste gang. For  5 år siden var der ingen miljøbevidsthed hos den amerikanske præsident og det må siges at have ændret sig i mere positiv retning med præsident Obama. Jeg kan håbe, at tiden også arbejder i Kina, hvis ikke det bliver for sent.

Nå, men om alt er, så har jeg tænkt over, hvad vi kunne gøre mere end vi allerede gør i klimadebatten. Vi har en bil, der er helt ny, kører 23 km på literen og vi bruger den max. 3 gange om ugen. Der er installeret elsparepærer i 80 % af vores lamper. Køleskab, vaskemaskine og tørretumbler er skiftet ud de seneste 2 år. Halvdelen af året er tørretumbleren ikke i brug. Der er sparedimser på alle vandhaner osv. Alligevel kan vi gøre mere

På den korte bane har vi besluttet at gøre følgende 3 ting

• Få skiftet vores 6 liters toilet til en moderne ifö ting med 2 og 4 liters skyl i løbet af februar

• Prøve at købe det vaskemiddel Active Gel, der i flere forbrugerundersøgelser har vist sig at indeholde langt færre kemiske stoffer til gavn for miljøet, men endnu bedre. Det skulle kunne vaske rent på 30 grader, hvilket kunne reducere vaskemaskinens forbrug af el med 40%. Jeg er flasket op med at vaske på 90 og 60 grader, så jeg skal lige overbevises om, at det kan lade sig gøre. At vaske rent og ordentligt.

• Inde 2 elspareskinner til stuens samling af tv, dvd-afspiller og internetopkobling og mellemste søns lille fladskærm og ps2 afspiller. Det er der de største samlinger af elforbrugende apperater bruges.

På den lange bane vil vi efterisolere vores loft med at isolere med 15 mm . ekstra. Det er ret nemt, da det blot er at fordele det oven på det lag, der allerede isolerer på vores krybeloft.

På den endnu længere bane hedder det nye vinduer og døre, men så gammelt er huset ikke endnu.

Så håber jeg, at vi har gjort blot endnu et skridt mere og at vasketøjet vitterligt også bliver rent på 30 grader. Så må vi se, hvad der yderligere kan gøres. Det er i hvert fald så vigtig en sag, at vi simpelthen ikke kan tillade os at forbruge løs uden omtanke.

God snedag derude....Prr....

Helt ærligt. Nu gider jeg ikke mere sne. Sne, sne, sne, sjap, sjap og sjap og efter en hård nattefrost. Is, is, is og mere is. Det er overhovedet ikke spor fedt vil jeg bare hilse og sige. Det var fint i juleferien med alt det der hvide sne, kælkebakker, et møgbeskidt bryggers med indtørret vand på de varme gulvklinker.

Lad os bare indrømme det. Snevejr er ikke til fortravlede forældre, der skal have hverdagens logistik til at hænge sammen og skal vente på busser, der ikke kommer, vådt tøj, indtørrede hvide pletter overalt på mine støvler og bukser p.g.a salten, der ligger overalt. Isen ligger tommetykt over alle vegne.

Snevejr - forsvind. Jeg gider ikke mere. Jeg har taget mit bøvl og faldt så langt jeg var i dag med en intens brændende smerte i halebenet, der nær havde resulteret i at jeg havde kastet op så ondt gjorde det i nakke og hoved.

Sne - forsvind.

Ja, det er lige hvad jeg har. Tømmermænd. Jeg har ikke været til en seriøs voksenfest nytårsaften de sidste 10 år. Uden børn og en sengetid, der nåede kl. 4.30 inden jeg gik i seng. Manden og jeg på en madras hos Mandens søster. Vi fik danset, fjollet og grinet højlydt af halvsjofle vittigheder, der mærkværdigt blev sjovere i takt med, at jeg fik mig nogle gevaldige flotte drinks i bedste Sex and the City stil med skrå vinglas med en masse røde drinks, der smagte af jordbærsmoothie. De unge damer i selskabet stod for selve blandingen og jeg lod mig bare rive med. Det smagte nemlig fantastisk.

Det nye år. Jeg bliver 37 år i det år. Der er mange tanker og håb om det nye år. Jeg håber, at jeg får endnu flere givende relationer i mit liv og for mine børn er mit største ønske, at mellemste søn får udviklet sit samsyn ved hjælp af den indsats der ligger forude og som bliver meget krævende i 2010, da det er daglig træning i en travl hverdag. Men for pokker. Det betyder jo intet i mod hvilken betydning det vil få for for hans liv fremover. Jeg håber, at Mindstepigen fortsat udvikler sig i samme forrygende tempo som hidtil og at Ældste søn bliver en anelse mindre præteenageagtig og begynder at bevæge sig lidt hurtigere end kun set på fodboldbanen de sidste måneder. Jeg håber, at de må få mange sejre og lære af den modgang de også skal og vil møde i det nye år. Jeg vil forsøge at guide dem igennem ud fra bedste evne sammen med Manden.

Jeg ser frem til mange flere udfordringer på mit arbejde. Et arbejde, so mjeg er virkelig glad for. Det bedste arbejde i årevis. Der bliver tid til både kurser og konferencer om den sidste nye viden indenfor de forskellige fagområder. Det er fint nok. Skønt at have den rette hylde, rent erhvervsmæssigt. Jeg forsøger at holde fast og ved i den viden, når jeg synes, at det er svært.

Næste år må jeg igen bruge mange kræfter på at holde min dysfunktionelle familierelation i en passende afstand fra mit eget liv, som jeg bruger meget energi på at opretholde i nogle sunde og rationelle mønstre, der kan sikre en fortsat sund og normal udvikling for mine børn. Det er nu engang mit lod, at det er blevet således. Jeg forstår ikke hvorfor og ved ikke om det er tilfældighedernes mærkelige sammenfald. Jeg må lade være med at tænke så mange introverte tanker, men kanalisere al den udvikling ud i nogle mere hensigtsmæssige strategier.

Men det ser jeg frem til. At deltage i livet i det nye helt friske år - 2010, som jeg glæder mig til.

Det er årets sidste dag og den er 5 minutter gammel. Jeg sidder her og burde gå i seng, men jeg er bare så glad. Jeg fik endelig en dag i tiltrængt fred og ro, da Manden tog hele børnebanden og kørte sydpå og jeg har haft en HEL dag alene i selskab med en af mine bedste veninder. Vi har været på hard core tilbudsjagt, snakket, vendt verdenssituationen, bandet over januar måneds alt for mange og store regninger, mænd og moderskabets mange facetter. Hold kæft, hvor vi elsker vores avl. Helt ind i den inderste og dybeste sjæl. Jeg ville gå igennem vand og ild for dem. Den helt store lykke er, at når Mindstepigen kommer ned under dynen i morges, stikker sine små kolde fødder ind mellem mine lår og ligger sig helt op af mig og siger, at jeg altid vil være hendes mor og hun siger:"Moaar, kys mig på kinden". Se, det er pokkerme lykke, der vil noget. I det øjeblik er det der livet giver mening.

Alligevel har det bare været fantastisk med den ro og tilgængelighed jeg har haft til at gå rundt og alligevel ordne en masse praktiske ting i mit eget tempo.

Det er årets sidste dag. Det har været et vanvittigt, fantastisk, krævende, delvist lykkeligt og hårdt år.

Jeg vil ønske alle mine mange læsere et godt nytår.

Jeg sender hermed en efterlysning ud på steder, hvor ferieramte forældre kan tage på rekreation. Nu er julen ovre og NU trænger alle vi forældre til fred og ro. Specielt os,der har stået for hele julehalløjet med indkøb, forberedelse, indkøb, madlavning i massevis og gæster i en lang kø. NU trænger vi til ferie.

Hvor tager vi hen? Nogle gode råd? Det skal være et sted, hvor jeg kan få mindst 6 timer i fred og ro til at læse de bøger jeg fik i julegave, hvor jeg ikke mindst 10 gange i timen skal afbrydes med "Moaarr, kom her", Mindstepigen, der smider tøjet, Ældste søn, der højlydt keder sig og går rastløs rundt og ruller med øjnene, at han ikke lige kan lege i dag, mellemste søn, der rager alting ned, en vaskemaskine, der skal tømmes for at fyldes op på ny, en far, der sender mange sms´er om at min mor igen har det dårligt og ja, hvad skal jeg gøre? En mand, der er så træt, at han først registrerer og svarer efter ungerne har kaldt 4 gange: "Faarrrr" hvor jeg er på kogepunktet af irritation.

Jo, jeg er skønt at være sammen med ungerne, men det er  f.... også hårdt arbejde at have en intelligent tumling om benene på én konstant, da hun ikke sover middagslur længere og kun kan fanges og fastholdes i børnedvd i højst 15 minutter ad gangen. Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg kunne gøre mig nogle forestillinger om hvor sindssygt hårdt det er for en person som jeg, der er så lydfølsom.

Da nabodrengene stod her i formiddag sendte jeg dem hjem igen. For første gang i historien. Jeg orkede det simpelthen ikke. 5 børn og det lydniveau, det giver. Jeg orker det ikke. Jeg er alene med ungerne hele dagen, så det skal være så let som muligt. Jeg gider ingen legekammerater i dag og jeg gider slet ikke at det larmer, så jeg bliver fuldstændig forvirret og skrupskør. Så jeg kunne bare så godt bruge lidt fred og ro og et par bedsteforældre at smide dem hen til, så jeg kunne være alene i mit hus uden at jeg altid skal tage væk for at være lidt alene. Jeg har brug for være alene HER!

Så hvor tager vi hen - vi ferieramte forældre?

Selvom det er jul lige om lidt, så er vi gået i gang igen med træningen af mellemste søn. Træning af balance, øjenmuskler og individuel træning tilpasset øjnenes forskellige funktionsniveau. Det er et træningsprogram, der tager 20-25 minutter og vi har været i gang i 4 dage. Der er aftalt 3 nye tider i synsklinikken i januar og februar 2010, hvor der vil ske en løbende opfølgning, undersøgelse og introduktion til nye øvelser. Mellemste søn er heldigvis ved godt mod nu, da han går til øvelserne med stor omhu. Vores reservebedstefar har været på banen og lavet en gangbom på 2,5 m til træning af balancen. Den skal vi have hentet mellem jul og nytår. Jeg har bestilt et balancebrædt på nettet, der forhåbentligt kommer mellem jul og nytår.

Jeg er spændt på hvordan det hele skal tilpasses dagligdagens mange andre pligter, når vi skal starte i det nye år igen. Jeg håber, at jeg har overskud nok til at få det hele til at hænge sammen. Jeg har det svært med, at jeg kan blive så irriteret over mellemste søns langsomme tempo i forhold til læsning, men jeg behersker mig og roser og opmuntrer. I aften lærte han for første gang nogensinde at lave en perfekt kolbøtte med de rigtige rundinger og den helt korrekte fremdrift, der gør, at han kommer helt rundt i rulningen og kan komme op og stå uden at skulle sætte en hånd i gulvet og rejse sig op. Det er et stort fremskridt da vi i sidste træningsforløb havde mere travlt med at han overhovedet fik slået nogle kolbøtter uden at kaste op. Nu laver han 40-60 kolbøtter med fokus på at lave dem "ordentligt". Han bliver drejet rundt på kontorstolen både mod og med uret 8 gange hver. Vi træner krydshop mellem højre og venstre og at hoppe i sprællemand. Der er introduceret de første øvelser for øjnene med klap for øjet. Det er mange gentagelser, så jeg håber, at de mange lovende resultater også viser sig hurtigt for mellemste søn, så han selv kan mærke resultatet af træningen.

Nu er det jul - lige om lidt. Alt er købt ind og pakket og klart. Mandens søster har boet hos os siden mandag og passet drengene, der har fri fra skole. Der har været det herligste snevejr og Manden har brugt mange timer på at grave den fedeste snehule ude i haven flankeret af den store trampolin midt på græsplænen vi aldrig fik stillet væk i år. Der har været besøg af nabodrengene i dag nogle timer. Ældste søn fik feber i morges, så jeg ved ikke om vi skal besøge deres mormor og morfar i morgen. Vi skal holde julefrokost sammen d. 25 og d. 26. kommer svigermor og tager ungernes faster med hjem. Jeg glæder mig til at holde jul, men jeg er også træt for tiden. Forsøger at holde ud og ved og lave nogle rare ting med ungerne.

Glædelig jul.

Jeg føler mig ensom i dag. Det er denne ekstensielle ensomhed, der tynger mig voldsomt i dag. Jeg ved jo, at den går væk igen og prøver at holde fast i det, men alligevel gør det ondt i sjælen i dag. Jeg prøver at holde fast og holde ved, men det er svært, når tårerne triller i modsætning til det fantastiske vintervejr udenfor.

Jeg husker tilbage. Min krop husker uden tid og sted. Jeg kan være både 5-10, 15, 25 og 35 år. Den følelsesmæssige hukommelse i min erindring har ingen biologisk alder. Den rækker ud og igennem alle årenes tider. Som en rød tråd igennem tiderne for mit liv. Fra min barndom. Jeg kan ikke finde ud af at bede om hjælp til at komme ud af det, måske fordi min stolthed forhindrer det? Eller også er jeg bare sådan indrettet, at jeg i de dage ikke kan føle andet end min egen  smerte?

Jeg er ked af i dag. Ked af min familiemæssige skæbne. Ked af, at min mor kun trække vejret ved hjælp af konstant iltforsyning. Ked af, at min far er sådan en elendig én af slagsen og ked af, at jeg i sjældne øjeblikke som nu bliver som en klynkenisse, der kun kan føle sig så helvedes ynkelig og latterlig. Måske skal vi have lov til mærke disse svære stunder, hvor jeg ville give en halv million for at være en anden end nu? Der er bare intet opbyggende og konstruktivt i det.

Jeg kan også mærke, at ked-af-det-heden skyldes verdens begivenheder de sidste døgn. Jeg er ked af at konstatere, på sådan et rent ekstensielt plan, at menneskeheden ikke fatter alvoren, den endelige alvor af den globale opvarmning, der er i gang med at ændre vores klode for altid. Jeg fatter det ikke. Statsmænd, ledere og udsendte. Come on, hvor svært kan det være? Hvis ikke vi handler nu så bliver en katastrofe af dimensioner, vi slet ikke kan fatte i løbet af de næste 20-100 år.

For helvede da.....

har jeg brugt en uges tid til at summe og reflektere lidt over. Jo mere, jeg læser og forstår den neurologiske sammenhæng bag samsynsproblemerne, der er funderet i vanskeligheder i de sansemotoriske områder og så den viden jeg har erfaret mig om de 6 øjenmusklers indbyrdes betydning, så bliver jeg eftertænksom.

Det er ikke let at lade være med at tænke på alle de fejldiagnosticerede børn i de danske skoleklasser, der er vurderet og testet som ordblinde med indlæringsvanskeligheder, når problemet er af en langt anden neurologisk baggrund. En viden, der mærkværdigvis slet ikke er integrereret i de danske retningslinjer for Sundhedsstyrelsens forebyggende program for børn, her under forebyggende grundige synstest, der ville afsløre, at der i hver klasse sidder 1-2 børn med samsynsproblemer. Problemer, der ville kunne løses forebyggende ved hjælp af et intensivt træningsprogram i et forholdsvis kort tidsrum set i relation til et livs længde. Et træningsprogram, der ville være langt billigere end den specialundervisning, der alligevel ikke nytter noget hos de børn, hvor det er samsynet, der er problemet.

Mellemste søns faster fik det konstateret for 2 år siden i en alder af 20 år. Hun har altid læst meget langsomt, været diagnosticeret som ordblind, byttede rundt på b og d og kunne max. læse 30 sider uden at blive meget træt i hovedet, få spændingshovedpine og blive irritabel p.g.a sviende øjne med tåreflod. Efter 5 måneder med et intensivt træningsprogram læser hun nu mere end dobbelt så hurtigt og har i de 2 foregående år læst flere bøger end et helt liv tilsammen. Der er ingen ord hun ikke kan læse nu, selv lang sammensatte og svære navneord. Hun siger nu, at hun kan læse 50-80 sider med samme hastighed uden at blive træt. Det er en forrygende fremgang selv så sent i livet og da mellemste søn ikke er ældre vil han få et langt bedre resultat.

Det er endnu mere foruroligende, at børn med samme problemer som min søn ikke opdages i folkeskolen, da min erfaring er, at lærerne intet kender til det. I mit arbejde er jeg i gang med lave en erhvervsevnebeskrivelse af en ung kvindelig lærer, der netop har taget de kurser, der skal til for at blive speciallærer i folkeskolen i dag. Hun kendte intet til det, da vi kom til at tale om det ved en ren tilfældighed. Det er da tankevækkende! Mellemste søns lærer kendte heller ikke til problemet, men har lyttet, forstået og været interesseret i at høre mere. Her taler vi om en ambitiøs, dygtig og ung lærer, der heller ikke kender til problematikkerne. Jeg har læst mig frem til, at børn bliver testet forebyggende for samsynsproblemer i Norge, Tyskland og Finland inden skolestart! Man kan undre sig....!

Behøver jeg at fortælle, at det tog cirka et kvarter at skrive dette indlæg alt i mens Mindstepigen har sat vaskemaskinen i gang uden tøj og tændt for tørretumbleren fordi hun ville tørre sin dukke, som netop har haft hovedet i toilettet fordi den skulle tisse....?! Den ryger ud asap - ikke om jeg vil have sådan en klam dukke nogen steder med alle de bakterier. Jeg trænger til at sove. Jeg er syg. Svigermor er her i denne uge. Herligt, men lige nu er hun med drengene nede for at kælke og Mindstepigen sover ikke længere middagslur, så der er ingen pauser....! 

tror jeg nok.

Livet sker i rivende fart for tiden. Jeg mangler tid og omtanke til at sætte mig ned og reflektere sådan lidt over det hele. Det sker ikke for tiden. Der er ellers nok at fortælle om og fastholde om hverdagen. Min Mindstepige viser flere og flere tegn på at være højt begavet på samme niveau som sin Ældste søn, men det er alligevel for tidligt at udtale sig sikkert om det. Hun reflekterer og spørger til abstrakte begreber på et niveau, der ikke er normalt hos andre 2-årige - dog snart 3-årige børn. Hun er en igangsætter, charmerende, sprogligt stærk og ved efterhånden at få mere ro på sine aktiviteter i takt med, at hun har fået sproget som en stærk medspiller i sin måde at agere i verden på. Hun tegner meget og tegner fine huse, sole, togbaner og legoklodser, som hun går op i. Hver eftermiddag efter skole og vuggestue laver hun og brødrene lange og komplicerede togbaner, der bugter sig ud af værelserne og ind i stuen, hvor jeg må se godt efter for ikke at snuble. Vi var til juletamtam i vuggestuen i går, hvor 3 hold forældre uafhængigt af hinanden kom hen for at fortælle, hvor klog og smuk de synes Mindstepigen er. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg da voksede flere centimeter af stolthed.....:-)! Det synes jeg jo også, men en mor er da for pokker aldrig særlig objektiv, vel...!

Jeg har det faktisk ganske fint for tiden, selvom jeg plejer at blive ramt lidt af "vinter-blues" p.g.a mørket og de korte lyse dage, men jeg er bare så glad for mit arbejde og glæder mig til at komme afsted hver dag, så det hjælper også på motivationen tror jeg. Ja, det er den bedste arbejdsplads jeg nogensinde har haft, så jeg er glad for, at jeg skiftede i sommers. Her er faglige udfordringer, sjove og gode kolleger, god kantine, god løn og en arbejdstid, der ikke kan være bedre i forhold til små børn. 

Vi har haft lidt sygdom et par dage. Det betød desværre også ,at mellemste søns tid hos optometristen blev udskudt, men vi går i gang næste fredag, hvor han skal have sat den første del af træningsprogrammet i gennem. Jeg ringede til optometristen og fysioterapeuten på den pågældende klinik i går, da jeg har spekuleret over, om mellemste søns samsynsproblemer kan forventes at nå et normalt niveau. Jeg kan læse mig frem til, at det sker for 8 ud af 10 børn, men jeg havde alligevel brug for at få problematikken vendt. Det gjorde jeg så - lidt nervøs - ringede jeg op. Jeg fik en rigtig god snak og begge mænd fra klinikken var enige i, at mellemste søns samsynsproblemer er af sådan en grad, at det vil kunne trænes op til normalt niveau i løbet af 6-8 måneder. Jeg kneb en tåre af lettelse, da jeg lagde røret på.

Nu er det snart jul. Juleaften bliver vi os selv og Mandens lillesøster, der kommer d. 21 og passer drengene indtil vi har juleferie d. 23. december. Det bliver godt og jeg glæder mig til julen i år. Hvis min mor kan holde til det skal vi have julefrokost med dem 1. juledag og være sammen med svigermor og søster d. 26. Den 28. december skal jeg op og besøge min kusine for første gang i 25 år. Vi glæder os begge til at mødes og se om der er basis for udvikling af en yderligere familierelation. Det ville være dejligt. Vi er jævnaldrende og hun har også 3 børn.

Nå, dagens dont kalder. Jeg må hellere få lavet lidt, selvom det går langsomt i dag.

For dælen da. Det har været en jubel dag.

En af de helt gode. Min Mindstepige er nemlig ved at være renlig, så hun laver både stort og småt på toilettet og har sine mange ritualer omkring det for tiden. Hun fortæller gerne og højlydt om hvad hun laver og inviterer brødrene ind for at beundre efterladenskaberne. Det stopper jeg dog, da det sørme lige bliver en tand for meget....!

Samtidigt fik jeg bare det bedste brev fra Pladsanvisningen, der havde en glædelig nyhed. Vi har fået Mindstepigen i den børnehave, hvor mellemste søn gik og som var vores 1. prioritet. En fantastisk lille børnehave med fuld madordning, 24 børn, god personaledækning, nogle fantastiske personaler og en årlig lejrtur. Jeg er simpelthen bare så lykkelig for, at hun også får lov til at få 3 vigtige år i den børnehave! Det er simpelthen den bedste nyhed længe!

endnu engang.

På torsdag skal vi i gang med at få lagt et træningsprogram for mellemste søns problemer med samsynet. Jeg er fortrøstningsfuld og optimistisk, men også en smule utålmodig. Jeg kunne gå i gang i dag, hvis det skulle være. Ja, tænk programmet er så effektivt, at vi har fået stillet udsigt, at vi får alle pengene tilbage, hvis ikke mellemste søns samsyn bliver normaliseret i løbet af 3-6 måneder. Det er da en garanti, der er til at føle på. Det betyder ikke så meget - det med pengene - vi er i den heldige situation, at det skal nok vi nok klare, men det er da en garanti, der giver blod på tanden.

Nu har jeg brugt et par dage på at fordøje det. Sandheden. Den instinktive fornemmelse jeg fortsat havde om, at der fortsat var noget galt. Den motoriske træning sidste år rykkede mellemste søn i yderst positiv retning i social henseende. Han er nu dagligt i fuld leg med sine kammerater og har mange legeaftaler.

Alligevel kunne jeg mærke, at der var noget galt. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre for Manden mente ikke, at der var noget. Klasselæreren har heller ikke bemærket noget. Sidste konsultation var fuld af gode ord om en dreng, der trives langt bedre end sidste år.

Jeg har lært meget om den sansemotoriske trænings betydning for koncentration, indlæring og udholdenhed og jeg kunne mærke, at der kunne gøres mere for mellemste søn. Når vi skal læse kan han læse mange svære ord, men han bytter rundt på b og d, "den og det", "her og har", skal have vand hele tiden og på toilettet og gnider øjnene gevaldigt. Jeg synes fortsat ikke, at der er sket fremskridt i læsehastigheden det sidste halve år. Han har fået tjekket øjnene hos sundhedsplejersken, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at den lille tavle med lysende bogstaver på er meget ufuldstændig i en vurdering af øjnenes funktionsniveau.

Derfor fik vi ham testet for øjnenes indbyrdes funktionalitet hos en optometrist og fysioterapeut, der er specialiseret i denne form for undersøgelse.

Det var en ganske nedslående oplevelse! Fredag tog Manden ham til en screening. Mellemste søn har store problemer med samsynet. Venstre øje fungerer kun 20% og det højre øje fungerer med 50% i samsynsprøven. Det var ganske nedslående for både Manden og jeg. Optometristen var meget overrasket over, hvor godt han forstår at kompensere for sine svagheder, men det er jeg ikke. Jeg har set det før. De fagpersoner, der er omkring mellemste søn opdager ikke, hvor hårdt han kæmper og kæmper for at kompensere for sine svagheder.

Jeg er frustreret over, at det danske sundhedsvæsen har disse store huller i deres forebyggelsesindsatser. Det er en simpel undersøgelse. Det betyder konkret, at øjnene har svært ved at samarbejde, når der skal læses og bogstaverne hopper rundt på linjerne.

Øv, for pokker da!

Når det så er sagt så er der rigtigt gode muligheder for at træne øjnenes samsyn, så det bliver alderssvarende med store resultater for koncentration, udholdenhedstræning og læsetempo. Vi skal i gang med et træningsprogram, der dagligt skal gennemføres 20-30 minutter. Hver 3. uge skal mellemste søn igen screenes og øvelserne tilrettelægges derefter. Desværre er der ikke offentligt tilskud til den slags træning, der både er dokumenteret og evident. Det kommer til at koste adskillige tusinde kroner, men den må vi finde i vores budget og jeg overvejer at ansøge om at gå et par timer ned i arbejdstid om ugen de næste måneder.

8 ud af 10 børn med så dårlige resultater som mellemste søn får et alderssvarende syn. Det er motivation nok, men alligevel ved jeg, at der igen kommer bakkedale op og ned. Jeg bliver bare helt træt ved tanken, men igen må jeg glædes over, at det er opdaget nu og ikke i 2. klasse, hvor kravene bliver større. Jeg må tage en dyb indånding og tænke på, at det er en styrke at leve i en tidsalder og et samfund, hvor jeg kan foretage disse ændringer sammen med ham og Manden.

Sådan er det. Alligevel synes jeg bare, at det er så synd for min elskede dreng, at han også skal slås med det.

Øv

hos reservebedsterne. Denne weekend skulle drengene have været på weekend hos reservebedsterne og de havde glædet sig umanerligt meget.

Tirsdag fik vi en sms fra den kvindelige reservebedste, at de desværre blev nødt til at aflyse. Denne gang fik vi den virkelige årsag. Hun er blevet ramt af en depression, hvilket hun også havde for 5 år siden. Jeg blev glad for at få en forklaring, selvom det var svært at skulle forklare drengene årsagen til det. Jeg har skrevet en del frem og tilbage med hende, da jeg synes det er enormt synd for hende. Jeg har selv haft 2 svære depressioner og jeg kender det dyndvand, der holder ubærligt fast i én. Det er svært at se nogen vej ud. Hun er startet på medicinsk behandling og håber, at hun kan nå at tage det lidt i opsvinget, så det ikke accellerer.

Der er flere facetter i det. Det er enormt synd for hende og jeg er glad for endelig at kende den reelle årsag til, at de har været mentalt fraværende det sidste halve år. Jeg håber meget for hende, at hun snart får det bedre og jeg har tænkt mig at skrive til hende et par gange om ugen, hvilket hun skriver, at hun er meget glad for. Ældste søn har også skrevet en del med hende. Jeg må vente med de spørgsmål jeg har i forbindelse med deres eget biologiske barnebarn og så mine børn. Det er ikke tidspunktet at tage dem, når hun har det så skidt.

Denne weekend står på hårdt arbejde med gode mennesker. I dag har mellemste søn leget hos en klassekammerat og jeg har kigget mig omkring i stuen endnu engang og konstateret, at jeg snart gerne vil have nogle nye møbler. Mine flotte lædermøbler er fuldstændig kradset i stykker visse steder af Mindstepigens negle, men det må vente et stykke tid endnu. Vi får besøg af faster og kæreste i dag, der skal overnatte til i morgen.

Endelig skinner solen en dag. Det er dejligt og jeg håber, at november har flere af dem.

Det har jeg altså været i de sidste dage.

I fredags fik jeg nemlig den almindelige influencavaccine, men jeg skulle så også have den nye vaccine mod svineinfluenzaen, da jeg er i en risikogruppe og har valgt at få den.

Det har dælme været en mærkelig oplevelse. Min venstre skulder hævede til dobbelt størrelse og blev meget øm fredag aften. Nu er hævelsen og ømheden væk og erstattet af en blågullig plamage. Det var lige det, det lille svin blev sprøjtet ind.

Jeg har haft en knaldende hovedpine i 2 døgn, kun holdt nede af regelmæssige panodiler og en del ubehag i kroppen. Det var kun det lille svin med en enkelt krølle. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan det bliver, hvis ikke vaccinen når at virke ordentligt inden jeg måske bliver ramt af et stort svin med en megakrølle et sted derude i virkeligheden i morgen. I bussen, i vuggestuen, på arbejdet eller i biografen som jeg egentligt skal i morgen med en veninde. Jeg har ikke haft en seriøs influenza i mange år fordi jeg er blevet vaccineret og har aldrig mærket nogle konsekvenser af den almindelige vaccine.

Vi har 7-9-13 endnu ikke haft brug for at tage barnets 1. sygedag i år - hverken Manden eller jeg, men vinteren er selvfølgelig også først lige startet. Vi må se, hvor galt det går...!

Jeg håber, at hovedpinen er overstået i morgen for ellers bliver det en megalang dag på arbejdet.

slægter sin storebror på i alle henseender.

Min ældste søn er højt begavet, rigtigt højt begavet. Jeg kan se, at Mindstepigen har mange af de samme slags. Skal kun have vist tingene én gang. Snakkende, rationaliserende, styr på sproget i en meget varierende og tænkende grad. Hun kan give udtryk for komplicerede følelser som vrede, sorg, skuffelse, glæde og begejstring i de rette sammenhænge.

Hun er en social magnet i vuggestuen. I gangsættende, udfordrende, sød og omsorgsfuld. Vores pædagog på stuen kommenterede det flere gange i den her uge og jeg har også tænkt tanken de sidste måneder. Hun er ualmindeligt charmerende og forstår at få brødrene til at danse efter sin pibe.

Hun er blevet knap så udfordrende i sin søgen og reflekterer nu selv over, at det nok ikke er så heldigt at tegne med tusch alle steder for så bliver mor her jo noget stram i betrækket. Desuden giver hun så ubetinget meget kærlighed til alle dem, der står hende nær. Manden, drengene, farmor, fars kusine, faster, mormor og en anelse morfar. Hun omtaler dem alle ved navn og er i fuld gang med at udrede hvordan vi er i familie sammen og hvem der er mor og far til hvem. Det går hun meget op i.

Desuden er hun bare så ualmindelig smuk og dejlig med sine regelmæssige ansigtstræk, store blå øjne, glimtet i dem og en stor krølhåret manke. Jeg elsker hende bare så ufatteligt højt og er så glad for, at vi fik et barn mere, selvom det til tider har været og fortsat vil være svært at nå det hele for at få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg har besøg af svigermor denne weekend. Hun rejser hjem i morgen aften og vil igen efterlade mig med en lille tomhed, men også en langtoverskyggende glæde over, at hun er der for os og at kærligheden lyser ud af øjnene på hende, når hun er sammen med børnene.

Jeg savner dig.

Jeg elsker dig.

Jeg forstår ikke hvor du blev af.

Jeg ville ønske vi kunne ses igen. Det er umuligt. Det vil aldrig ske, men derfor kan jeg jo godt drømme om det.

I mine drømme (dem, der næsten ikke er nogen af for tiden) håber jeg, at vi mødes. I mit sind.

Der var en gang. Mon du stadig tænker på mig?

Pas nu godt på dig selv, min gamle veninde.

med mange aktiviteter lader søvnen vente på sig.

Jeg har massive søvnproblemer i øjeblikket. Kan ikke sove om natten og går rundt som en zombie om dagen uden energi og overskud. Jeg går for sent i seng for jeg er bange for, at jeg ikke kan sove. Tankemylder. Kværnen. Tanker om alle de ting jeg skal huske at gøre. Mit hoved, der spænder af mangel på søvn.

Mon der er noget at gøre ved det - ud over - at tage sovepiller, hvilket jo ikke er særligt hensigtmæssigt.

Gab....!

Det kan man vel egentligt ikke i en relation, der ikke er af blodets bånd.

Sagen er den, at reservebedsternes datter er flyttet hjem til Danmark i sommer. De første måneder boede datteren naturligt nok hos reservebedsterne indtil de flyttede til en anden landsdel for få uger siden. De har medbragt reservebedsternes første biologiske barnebarn, en sød lille dreng vi har set flere gange.

Jeg har lige siden haft sådan en mærkelig fornemmelse!

Jeg tror, at det startede, da der sidste vinter ikke længere blev strikket sokker til mine børn, men der i mod syet masser af tøj, dyner og ikke mindst udstyr til det kommende biologiske barnebarn, der på daværende tidspunkt boede i udlandet. Min fornemmelse blev tydeligere da vi besøgte dem et par gange i løbet af sidste vinter, hvor vægge, reoler og køkkenskabe er klistret til med billeder af det nye barnebarn. Der hænger ganske vist også et enkelt af drengene, men det var dem de fik i julegave. Mindstepigen er aldrig kommet i ramme. Jeg havde en mærkelig fornemmelse af en lille sorg i maven, da vi kørte hjem, men jeg prøvede at skubbe fornemmelsen væk. Manden er et meget større menneske end jeg på det punkt og mente, at det var meget naturligt, når nu det første biologiske barnebarn blev født.

Måske var det også da drengene ikke kom på sommerferie i år, da der ikke var plads i huset p.g.a datteren boede der med sin søn og mand.

Måske var det også der, da de til mellemste søns fødselsdag kom for sent og gik alt for tidligt fordi de skulle hente svigersønnen ud fra et bestemt tidspunkt.

Måske var det også da kvinden så helt stresset ud i hovedet ved tanken om at der ville blive alt for trangt i huset i efterårsferien, hvor de egentligt havde lovet drengene, at de måtte komme, men ikke lige havde overvejet, at datteren og svigersønnen boede der endnu. Manden ville ikke skuffe drengene og foreslog, at de kunne komme at bo i stuen, hvilket fik det mest skuffede udtryk frem i ansigtet hos ældste søn. Da de var taget hjem, alt for tidligt, sagde han med gråd i stemmen, at han ikke derop, når deres barnebarn var der, for så var der ikke tid til at snakke med ham.

Måske var det der, at jeg opfandt en lille hvid løgn om sygdom i de 2 dage og selv aflyste, da jeg overhovedet ikke kan bære at føle, at mine børn kommer på "nåde" - så hellere selv passe dem!

Måske var det der, da det igen blev efterår og vinter og der fortsat ingen sokker kom. Jeg spørger ikke længere efter at have spurgt et par gange, hvor svaret var, at der ikke lige var det største overskud nu. Det respekterer og forstod jeg fuldt ud ind til jeg så den kæmpe pakke af tøj, der var lavet til deres biologiske barnebarn.

Måske var det da det igen var på mit initiativ, at de skal derud næste weekend da drengene har spurgt til det flere gange.

Måske var det da de aldrig svarede på om mindstepigen måtte komme ud et par dage midten af oktober, hvor både Manden og jeg var fuldstændigt udkørte.

MÅske er det derfor, at jeg har valgt, at jeg ikke længere selv tager initiativet næste gang.

Vi havde en rigtig hyggelig søndag. Det er derfor, at det er så svært at komme ind på emnet for jeg er virkelig i tvivl. Kan jeg overhovedet "forvente" noget eller skal jeg bare være glad kontakten, selvom jeg synes den er blevet noget til side sat af dem det sidste år? Jeg ved heller ikke om jeg selv har lyst til at blive ved med at glo på alle billederne af den - i øvrigt søde dreng - uden der i det mindste er et par af mine, hver gang vi besøger dem?

Er det urimeligt at forvente noget?

Eller lyder jeg bare smadderforkælet?

Var det i dag vi søgte efter reservebedster ville jeg primært søge efter nogle uden børn. Så det kan jeg kun råde andre til i samme situation.

Vil jeg så lukke mine øjne med sindsro og håbe inderligt på, at Gud er et sted derude?

Vil jeg huske noget som helst eller vil min hjerne være vissen og død i mit kranium sammen med alle de erindringer og erfaringer jeg gjorde mig undervejs i livet?

Vil det hele være forgæves i et højere åndeligt og spirituelt niveau? Er det mon reelt til stede. Det spirituelle og det åndelige? Er det overhovedet en Gud og hvilket altomsluttende Intet er det så i grunden? Er der ikke en modstrid i det altomsluttende Intet og kan det overhovedet lade sig gøre?

Vil jeg huske fantastiske aftener som i aften, hvor jeg har siddet med rigtigt gode venner og deres børn og drikket vin, kaffe, juice og spillet spil til de er taget hjem?

Vil jeg huske de gode samtaler jeg havde med min venindes store teenagedatter, der skal konfirmeres til foråret? Forstod jeg pludselig der det jeg ikke helt forstod før? En dyb og inderlig glæde over også at  være blevet mor til en lille pige, selvom det var svært i starten, da jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle være mor for en lille pige? En dag sidder jeg måske der med min egen datter og udveksler samme betragtninger og forunderligheder?

Husker jeg den kærlighed og glæde og samhørighed, der vitterligt er i mellem mine børn meget af tiden? Husker jeg min skønne Mindstepige drøne rundt i stuen med et kæmpe gevær for at skyde sine brødre i en herlig leg med et brølende inferno af lyde og høje hvin og en mor, der ikke kan holde larmen ud pga. min sensivitet og alt for gode hørelse.

Husker jeg de lange dage i Dahab, hvor jeg snorklede og badede dengang for mange år siden?

Det går så forbandet stærkt. Det der liv. Gid jeg kunne blive 200 år. Jo ældre jeg bliver jo mere elsker jeg livet og ville ønske, at det aldrig stoppede.

I morgen får vi besøg af reservebedsterne. Det er et stykke tid siden. Jeg glæder mig.

Da Manden og jeg besluttede at få 3 børn havde vi nok forventet, at vi godt kunne deponere vores balkort, biografture, kæresteture til London og Paris og alle mulige andre steder, der ikke er for børn. At få så mange børn ville sikkert betyde endeløse af tomme dage i kalenderen lænket hjemme på matriklen i en tæt og altomsluttende symbiose. Mor, far og mange børn.

Sådan blev det bare ikke. Slet ikke. For pokker da. Jeg fester igennem. Går til koncerter, ferniseringer, foredrag om blive bedre forældre, laver mad til sammenskudsgilder, jeg går på havevandringer og tager mange ture i naturen. Jeg har et socialt liv, der sparker røv til alt hvad jeg tidligere har oplevet og giver selv den vildeste partygirl kamp til stregen. Problemet er bare, at det ikke er mit eget.

Med 3 børn bliver man nemlig inviteret meget ud. Rigtigt meget endda. Det bliver sikkert til et halvt hundrede arrangementer om året. Stik lige den, kære singlepige. Jeg har aldrig før gået til så mange ferniseringer, fester og koncerter. Pinlig ædru. Der er røget mange glas alkoholfri gløgg ned i svælget i endeløse arrangementer i vuggestuer, børnehaver og skoleklasser. Disse skønne arrangementer er fulde af umælende og ligblege vinterbørn med giftiggrønne 11-taller under næsen, der alle burde have været hjemme 3 dage ekstra. Men når vi alligevel var forsamlet kunne vi jo lige så godt drikke glöggen sammen med Søren Banjomus som skøn underlægningsmusik.

Plakater, grimme tegninger i børnenes børnehaver, halve mælkekartoner med spirende karse, groteske lerfigurer og teaterprojekter er blevet gransket og beundret med anerkendelse. Som regel er et jo smadderhyggeligt og går ofte godt, for det er jo mine børn det handler om og jeg ville gå rundt med et lysende stempel i panden "dårlig forælder", hvis jeg ikke stillede op til hvert eneste arrangement.

Det gør jeg da. Med svingende indsats og formkurve. For med alle de arrangementer hver måned kan man umuligt være helt på toppen hver eneste gang. Så sniger jeg min købepizza ind på sammenskudsbordet. Uheldigvis sammen med hende den åleslanke mor, der smiler sødt med en nervøs trækning i kinden, der som den mest naturlige ting i verden pakker sine hjemmelavede nøddebrød ud og stiller dem ved siden af min købepizza. Skidt med det. Alle bliver glade og min pizza forsvinder som det første på bordet. Måske tror nogen af de andre endda, at det var mig, der havde de fine nøddebrød med til buffetbordet alt i mens jeg smiler så meget, at jeg får kramper i tandkødet.

Andre gange går det dog knap så let og glat. Jeg må krybe til korset og sige, at jeg er gået fuldstændig kold på kostumer. Husk, da jeg var barn,var vi klædt ud én gang om året. Til fastelavn og dermed basta. Sådan er det bare ikke mere. Halloween, grimme græskar og temafødselsdage er ikke noget, der sådan forsvinder lige så let som de udskårne stykker i min købepizza. Herhjemme vælter det ind med dejlige invitationer, der opfordrer ungerne til at komme udklædte som en figur fra Harry Potters verden (og du må sørme selv bestemme hvilken), som en Halloween fætter i et grimt kostume fra fætter BR eller som deres ynglingsfigur. Denne mangfoldighed af kostumer har gjort mig mæt og det var med stor ro, at jeg meddelte mellemste søn, at han ikke kunne komme til endnu en Halloween fødselsdag i lørdags, da vi skulle til FAMILIE fødselsdag. Sidste år til fastelavn faldt jeg for alvor igennem, da jeg (GLEMTE)!, at der var fastelavn i sfo´en og måtte aflevere en pissesur mellemste søn, der ikke var klædt ud som Darth Vader ligesom alle de andre. Min søn blev desværre forevigt uudklædt og pissesur af en mere entusiastisk forælder, der havde taget fri den dag og filmet børnenes tøndeslagning - og min fallit..

Nu skal I ikke tro, at jeg ikke vil bage nøddebrød og tage fridage og videofilme. Jeg vil også bare gerne se mine egne venner og det bliver sværere og sværere at få puttet dem ind i kalenderen, når den ene lørdag er fælles fødselsdag, den næste lørdag er arbejdsdag i vuggeren med efterfølgende spisning og den tredje lørdag er skovtur med én af klasserne. Derfor må jeg se at blive et medlem af gruppen "Sorte mor", der vil til at tænke lidt mere på sig selv og mine behov for socialt samvær fremfor ungernes. Det må være mit nytårsfortsæt..

Lad mig nu se, hvor længe den holder. 

Åh, hvor bliver jeg dog misundelig på dem, der lige kan skippe deres 2-årige barn af hos nogle bedsteforældre et par timer lige i nærheden.

Der er et leben ind og ud af bryggerset. Støvler, der skal sættes på plads. Cykelhjelme, vanter, tasker, fodboldsko, endnu flere støvler, vasketøj, tørrestativ og alt muligt mærkeligt, der altid hober sig op derude. Det ringer på døren. Op og i - op og i. Nabobørn, der vil ind og ud af døren. Kammerater.

Det ser herrens ud. Mindstepigen, der KONSTANT, KONTINUERLIGT OG HELE TIDEN forsøger at tage sine strømpebukser af,  tegne på døren og ikke mindst slippe ud af bryggerset er til at få pip af. Jeg elsker mine unger, mit liv, men for H......hvor jeg dog trænger til lidt fred og RO til at ordne alle mine foretagender, vasketøj, gulvvask og ikke mindst tid og ro til at få organiseret næste uge oppe i mit hoved. Der er ingen ro, ingen pauser og ingen tid til mig selv lige nu.

Lige nu har jeg læst mig inde på toilettet med computeren for at få 5 minutters ro, men nej. Der har ind til nu været 3 forsøg på at åbne døren, Manden kalder fordi han vil have, at jeg skal tage Mindstepigen. Det har ringet på døren 2 gange og jeg sidder forgæves her og forsøger at få lidt ro på mit liv.

Hele denne uge har kaldt på 4 arrangementer i skolen. Onsdag og torsdag var der de obligatoriske skole-hjem-samtaler, lørdag var der Halloween-fest i mellemste søns klasse, som han ikke kunne deltage i, da vi var til 60 års fødselsdag og i dag skal Manden og mellemste søn være sociale med gåtur i skoven. Jeg er så alene med Mindstepigen og 2 af ældste søns kammerater. Jeg får så besøg af en gammel veninde jeg ikke har set i over 1 år. Jeg håber, at jeg får lidt mere overskud, når hun kommer for lige nu har jeg bare lyst til at råbe....

"Lad mig dog sidde til jeg er FÆRDIG......"

Toilettets ukrænkelige frihed må snart indføres.

Mon Manden nogensinde fik vasket gulv?

Jeg må hellere åbne døren og se efter.....

Det savner vi en smule. Det er ikke ældste søn, der mangler legekammerater i nærområdet, men der i mod mellemste søn. Eller rettere det er mig, at vi mangler nogle legekammerater i nærområdet til mellemste søn. Ældste søn har 2 legekammerater, der bor i gå afstand fra os fra skolen, men mellemste søn mangler lidt netværk i lokalområdet.

Vi bor tæt ved en folkeskole med mange børn. Vi har valgt at sende vores børn i privatskole, da folkeskolen ikke er særligt velfungerende og jeg gik der selv i 10 år med mange dårlige erfaringer. Ja, det var godt nok i 1980´erne, men jeg mener, at det er vigtigt, at man kan støtte 100% op om sine børns skolegang og jeg er ikke sikker på, at ldet ville være muligt at undgå negativ indflydelse fra mine egne dårlige erfaringer.

Men fakta er, at jeg synes vi mangler et lokalt netværk for mellemste søn. Han har 3 gode kammerater i skolen, som han hovedsageligt leger med efter skoletid. De spiser somme tider sammen efter skole, hvilket er rigtigt hyggeligt. Behovet er mere det spontane - en lørdag formiddag eller en søndag eftermiddag. Vi har nogle rigtigt gode nabodrenge, eom mellemste søn ofte leger med. Jeg synes bare, at det kan være sårbart og ville gerne have mulighed for at kunne ringe til 1-2 andre kammerater i nærområdet. Mellemste søn er glad for at spille fodbold og jeg overvejer om det kunne være en mulighed at melde ham til fodbold i lokalområdet, da han derved ville møde flere kammerater på sin egen alder. Nu skal mellemste søn jo bare have et par flere skub i forhold til at føle sig tryg nok til at gå på opdagelse og på besøg hos nye kammerater. Jeg ved ikke om en tilmelding til fodbold ville have nogen positiv effekt på fritiden udenfor fodboldtimerne?

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne få etableret et netværk for sensitive børn i min by, men både indmeldelse i hsp-foreningen, tilmelding til et lukket forum og kontakt til en familiebehandler for hsp-børn har ikke givet nogen bonus. Så kender du en sød, fantasifuld, kreativ og sød dreng på 8-10 år, der også er særligt sensitiv hører jeg gerne gerne fra dig, hvis du bor i Århus.

Er der nogen, der har gode erfaringer eller idéer til skabelse af lokale netværk?

Eller sidder du med en dreng, der minder om min mellemste søn og som også mangler nogle flere særligt sensitive venner, så kontakt mig på min blog. Du skal helst komme fra Århus området, så afstanden ikke er et logistisk problem.

Ved vandets duvende lyde vi sammen går

i morgen, til livets ende i de næste tusind år.

Forsøger at samle de mange tusinde skår

Sådan er det til tider. Når tanker, visioner og minder blander sig sammen på denne søndag i efterårsferiens sidste tid, hvor jeg har høj feber og en hård influenza, der næsten får mig til at hallucinere. Hurra for panodiler, der kan slå feberen ned.

Manden henter drengene hos svigermor i dag, så jeg er heldigvis alene i min feberdøs. Alene og fri. Alene og ensom. Alene og fuld af rysteture. Fuld af den ekstensielle ensomhed, der er væk igen i morgen. Jeg skal bare være, holde ud og kognitivt bruge de redskaber jeg har inden jeg synker hen i selvmedlidenhedens kvælende univers, der forhindrer al initiativ.

Livet er nemlig godt. Livet er nemlig fantastisk. For at være der og erkende det præcise faktum er det åbenbart mit lod at mærke ensomheden til tider. Jeg har i denne sommer lært gode flere naboer at kende og udvidet mit nære netværk i området, hvilket er en stor glæde for mig. Jeg er i grunden ret sej og den største bedrift, der er lykkedes det sidste år som mor er den positive udvikling jeg kan se, at mellemste søn har gennemgået det sidste år. Jeg tænker med gru på hvor bekymret jeg var sidste år og se ham nu!

Nu skal jeg vist stoppe dette indlæg uden hale, mening eller sigende indhold. Men jeg sidder her og er vist bare et menneske, der i dag er alene som den dag jeg blev født og som jeg vil være den dag jeg skal dø. Jeg håber, at jeg har styrke og udholdenhed og mulighed for at blive mindst dobbelt så gammel som jeg er nu for at være her og følge mine børn og bare elske livet så højt som muligt så længe mine tanker fortsat er klare og til stede i en form for virkelighed.

Sådan må det være. Ævle, bævle, nævle. Godnat herfra. Jeg vil sove igen.

Om mindre end en time ringer det på døren.

Udenfor vil min søster og hendes dødsure kæreste stå. De har aldrig lært, på trods af adskillige henstillinger, at tage skoene af, når de kommer indenfor hos os. Det kan gøre mig edderspændt trekvart rasende!

Nu har jeg så mange overvejelser gående på, om jeg skal bede dem om at tage skoene af med sure miner i timer som retur. Jeg kan mærke irritationen starte helt nede i min mave allerede nu. Ja, måske skulle jeg holde mund for husfredens skyld, MEN JEG VIL IKKE HAVE JORD OG ALT MULIGT KLAMT IND I MIT HUS BARE FORDI DE IKKE GIDER TAGE SKOENE AF!!!

Hvad gør jeg? Måske skulle jeg bare bede Manden om at sige det?

Det regner kort for dernæst at forsvinde. Vige for solens kolde stråler, der oplyser jord, vand, himmel og bladernes mangfoldighed af farver til et betagende syn. Jeg går der midt mellem træerne i en valgt ensomhed for at restituere sjæl og krop, der alt for længe har kørt i et alarmberedskab. Jeg må sadle lidt om, værne min sjæl og psyke endnu mere i disse måneder, der går inden min mor måske dør.

Lægerne har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har heller ikke. Hun blev dødsdømt for 3 år siden. Hun lever stadig, men hvilket liv og hvilken ret har jeg til at dømme? Det kan kun Gud, men jeg forstår på ingen måde planen med denne her situation. Hun lever nu igen dybt afhængig af ilt i næsen døgnet rundt og med en intensiveret selvoptagethed af sygdom, iltmålinger, frustration og bitterhed. Mine forældre har ingen omgangskreds overhovedet, så de forsøger at komme af med alt deres opsparede bitterhed til mig og måske også min søster. Det ved jeg ikke, da jeg aldrig snakker med hende. Det er i sær min far. Det har betydet, at jeg sjældent tager mobilen, når han ringer. At han ikke altid bliver lukket ind, hvis han er i dårligt humør og jeg ved, at alt han vil er at sidde og brokke sig over livet og min mor og alt det, der gik galt. Jeg må bede ham gå. Han bliver tøsefornærmet og går ud, men jeg kan ikke holde det følelsesmæssige snylteri ud længere.

Så sker der det jeg oplevede i lørdags. Jeg orker og kan ikke rumme mine børns naturlige og livfulde gøren og laden. Min psyke og sjæl er suget tør for mental overskud, engagement og levendehed. Jeg bliver stresset, hidsig og ked af det over at jeg ikke kan rumme dem på den måde jeg så gerne vil og ved, at jeg kan, når jeg har overskuddet

Lørdag blev alligevel en dejlig dag. Mellemste søn tog med en kammerat til et Halloween arrangement det meste af dagen og ældste søn tog hjem til en kammerat og overnattede. Søndag var en rigtig dejlig dag, hvor jeg lavede en stor æblekage af naboens mange æbler og vi tog en tur ud til en fantastisk stor park vi har i nærheden af vores bopæl og gik en lang tur. Der var nærvær, snak, leg på legepladsen for Mindstepigen, røde kinder og 2 timers trav i benene før vi tog hjem og fik kaffe og æblekage. Det var en rigtig dejlig dag.

I går kom svigermor, den guldkvinde. Hun passer alle 3 unger i dagtimerne de næste 3 dage inden hun tager drengene med hjem på ferie resten af ugen. Vi henter dem på søndag, hvor Mandens lillesøster og kæreste også kommer. Det plejer altid at være hyggeligt. Jeg er så dybt taknemlig for den del af familien, men hvor kan jeg savne at være blodsbeslægtede med nogen udover mine børn, hvor vi kunne fungere bedre sammen. Jeg har en stor familie på min mors side og er netop blevet kontaktet af en jævnaldrende kusine en times kørsel fra mig, der rigtigt gerne vil mødes og have kontakt. Hun er rigtig sød og jeg har ikke set hende i 28 år. Vi er jævnaldrende og hun har også 3 børn. Måske er der alligevel en åbning der, så jeg også kan få lidt mere af min "egen" familie.

Solen skinner og træerne er så smukke. Jeg er tilbage på sporet igen og Manden overvejede jeg altså ikke at skifte ud for alvor. Det var blot udsigten til ro og fred nogle dage om ugen, der lige var meget tillokkende, men kun i nogle fragmenter af denne søndag.

I morgen er det min elskede farmors 95 års fødselsdag. Vi skal holde fødselsdag her sammen med mine forældre og så desværre min søster og hendes kæreste. Det bliver anstrengt og jeg ved, at jeg må bide tænderne sammen, når både min far, søster og kæreste sidder på deres flade r.. uden så meget som at tage en tallerken med ud. Der skal rengøres en del service, som skal afhentes dagen efter i vores carport. Jeg holder ud ved tanken om, at det slet ikke var tænkt, at min dejlige farmor skulle blive så gammel. De sidste 5 år har ikke været gode for hende. Hun har altid været en dejlig farmor på sin egen måde og den eneste jeg kan huske af min bedsteforældre. Hun sanser ikke ret meget længere, men jeg vil alligevel gerne hjælpe hende til at få én af de sidste skelsættende oplevelser med i denne verden.

Og nu må jeg hellere få lavet noget. Den frokostpause er vist ved at være forbi...!

Nu har jeg lyst til at fortælle jer lidt om morgenlykke her på matriklen. Jeg er sikker på, at vi har en helt special og udmattende én af slagsen.

Klokken er nu 10 og dagen er allerede gammel her og morgenlykke er at være her alene i 2 timer med Mindstepigen og være nød til at låse dørene ind til drengenes værelser, bryggerset og toilettet for at være sikker på at få bare 10 minutters ro og fred efter ikke have siddet ned hele formiddagen.

Det er at opdage, at Mindstepigen endnu engang har brugt sit kreative talent på at dekorere flere vinduesrammer, paneler og vægge og sågår 2 døre med en rød og gul tusch. Tuscher som jeg i aftes i satte 3 m. over gulvhøjde.

Det er at have brugt 4 omgange grænsesætning i forhold til, at Mindstepigen stadig tror, at det er august og tager alt sit tøj af i ubevogtede øjeblikke.

Det er at opdage, at ældste søn kl. 8.00 i morges tog Mindstepigen med på trampolinen i haven. Jeg gik på toilet. Manden var gået til bageren. I de 4 minutter jeg var på toilettet måtte jeg stoppe midt i mit forehavende, da ældste søn råbte fra haven, at hun tog alt tøjet af. Jo, så hoppede hun da uden en trevl på kroppen i oktober måned i 13 graders varme. Var der nogen, der lige gad at sende en underretning. Jeg måtte op på trampolinen og indfange hende med det resultat, at mit knæ vred rundt og gjorde stjernehamrende ondt. Jeg måtte lægge bånd på mig selv for ikke at ruske hende hårdt i min paralyserende smerte.

Det er at opdage, at Manden resignerer i forhold til Mindstepigens stærke personlighed og lader hende rende rundt over det hele med et stykke æble, banan og pære hver time.

Det er at blive vækket kl. 5.50, da mellemste søn larmer/råber inde på sit værelse ind i en lille elektronisk dims, der kan gentage alt hvad han siger.

Det er at opdage, at jeg indtil nu ikke har siddet ned og 2 af mine kopper kaffe er blevet kolde.

Det er at reflektere over, hvorfor det egentligt var at jeg giftede mig med Manden og at det måske bare var meget nemmere at blive skilt, så jeg i det mindste havde ro og fred i mit hoved hveranden uge og dermed blive den overskudsmor jeg gerne vil være.

Det er at opdage, at min far har sendt 2 sms´er her til morgen om at min farmor mangler cigaretter og nyt undertøj. Ja, for pokker. Så køb da det til hende. Du har jo ligesom ikke andre end dig selv at pille navle i.

Det er at opdage, at jeg faktisk slet ikke ser frem til fridagene med Mindstepigen i efterårsferien, da jeg ikke orker al den uro.

Det er at opdage, t hun har tømt alle mine tamponer og revet dem i stykker.

Det er at opdage, at jeg faktisk ikke har haft mulighed for at være i mit eget hjem i halve år uden at have haft bare nogle timers ro og fred uden børn.

Det er at opdage, at mellemste søn har sovet for lidt, da han stod op kl. 5.50 og allerede har beriget dagen med 2 "nedsmeltningsudbrud".

Det er at opdage, at jeg er træt helt ind i mine knogler.

Jo, det er morgenlykke her på matriklen.

Ja, aftenens børnefødselsdag for mellemste søns klasse er netop forbi og jeg sidder her ør i hovedet efter 3 hektiske timer med nogle vidunderlige, krævende og selvoptagede projektbørn. For det er lige, hvad de er.

Vi holdt børnefødselsdag i aften for en helt almindelig klasse, hvor de fleste forældre er repræsenteret i den øvre middelklasse og med en gennemsnitsalder, der generelt er 5-15 år ældre end Manden og jeg. Og hvad er der så lige med den aldersgruppe, der har fået børn sent og i snit 1-2 stykker? Enkelte af forældrene er så pylrede og så egocentriske på deres børns vegne, at jeg krøller fødder i skoene af forundring og irritation.

2 af drengene har svære sociale problemer og er vitterligt nogle skønne, men grænseløse børn, der har uro, mangel på sociale kompetencer og forældre, der vimser omkring dem og siger nærmest opgivende, at de ved slet ikke, hvordan de skal få dem med hjem.

Jeg skulle lave 4 store pizzaer til 19 børn, da alle børn havde tilmeldt sig. Én af drengene er, rent ud sagt, en dreng der er pakket ind i vat. Uselvstændig pga. hans forældres manglende krav og tiltro til, at det nok skal gå, når han begynder at pylre og ikke vil lade sin mor gå. Så stod jeg der med moderen, som havde aftalt med sin dreng, at han bare skulle sige til os, hvis han gerne ville hjem pga. hjemve og at han blev hentet 45 minutter før festen sluttede, da han var blevet så frygtelig ulykkelig over, at det gik ud over hans faste tv-program. Så stod jeg der, halvvejs forkrampet i et smil, der nok ikke virkede helt ægte og sagde:"At det var da helt i orden", alt i mens min mavefornemmelse bestemt ikke var enig og det var kun med nød og næppe jeg kunne undertrykke en irritation.

Helt ærligt - festen er til det fastsatte tidspunkt og ikke til den enkeltes godtbefindende, så må barnet faktisk hellere blive væk! Det giver en utrolig dårlig fornemmelse af, at det faktisk ikke handler om fødselsdagsbarnet, men gæstens individuelle behov og der er slet ikke tænkt på, hvordan det vil virke på min søn, hvis flere bare 

Helt ærligt, jeg har ikke tid til at tage en masse individuelle hensyn til en fødselsdag, der varer 3 timer. Manden og jeg har faktisk ansvaret for, at alle 20 børn får en god oplevelse, noget at spise og viden om, at jeg er tilgængelig som voksen for alle inde i køkkenet, selvom jeg er i fuld gang med at lave mad, mens Manden arrangerede skattejagt.

Bortset fra det så var det en rigtig god fest. Mellemste søn er puttet nu og glad og tilfreds med, at de sidste 2 dage har stået i hans tegn med 2 fødselsdage i træk. Først for familien i går og så for klassen i dag. På søndag kommer nogle venner med deres børn og reservebedsterne og så er det også slut for denne omgang. Så venter Mindstepigens og Ældste søns fødselsdag efter jul.

Jeg er dælme træt. Skal ærligt indrømme, at de her klassefester dælme ikke for forældrenes skyld. Det er en af forældreskabets mange pligter, der følger med en god barndom. Det er det hele værd, når mellemste søn siger "Tak for en god dag, moar", da han skulle sove.

Så nu er det dælme Mette-tid med et stort glas rødvin.

Verden udvikler sig i rivende hast omkring min ældste søn. Han bliver ældre, mere moden og dybt reflekterende. Han er en følsom og yderst intelligent dreng, som også skal have sin del af opmærksomheden. Jeg skriver ikke så meget om ham fordi det altid bare kører på skinner med livet omkring ham. Masser af kammerater, en motorisk begavelse med en bold og læringen i skolen klarer han lige til venstrebenet.

Han er bare så dejlig og helt igennem fantastisk. Han er en dreng med mange aktiviteter både hjemme og ude. Vi må derfor sommetider lige holde lidt fast og finde de små øjeblikke af intimitet og kærlighed, der får fortroligheden frem.

Derfor har jeg opfundet et nyt begreb med ham, der hedder "samtaler i nattemørket". Om aftenen, når han ligger i sin højseng ligger jeg mig på madressen nedenunder og der i mørket, hvor vi kun hører stemmer og ser silhoutterne danse mod vinduet og den gadelampe, der svagt oplyser vejen udenfor - der ligger vi. Stille og roligt og snakker. Det er der jeg får hans mange og dybe tanker om livet at vide. Det er der, hvor jeg nyder klangen af hans stemme fortælle om det liv, der er hans. Det er der jeg hører om at de faktisk allerede er begyndt at lege "S, P eller K" på lejrturene i klassen. Det er der han fortæller mig, at 2 af pigerne fra hans klasse har sendt ham sms´er om, at de godt kan lide ham. Sms´er han ikke har svaret på, da han stadig ikke helt har set fidusen i det andet køn. Jeg tænker også på, at han snart bliver 11 år og er både fysisk og psykisk meget moden. 156 cm høj, bred over skuldrene, str. 39 i sko og med de muskuløse ben som veltrænede voksne mænd har.

Det er der jeg mærker i hver en celle, hvor højt og inderligt jeg elsker ham og jeg erkender, at han ligner mig så meget. Hans stædighed og sårbarhed i en hjerne, der til tider tænker hurtigere i komplicerede strukturer end flertallets. Det er der, at jeg forstår ham inderligt. Det er der jeg forundres og ydmygt erkender, at jeg har skabt dette fantastiske væsen som er en del af mig, men alligevel helt sin egen. Det er der i disse erkendelsesstunder, at jeg erkender i stykvis da den fulde, inderlige og rummelige forståelse ikke er helt mulig i en træt hjerne efter en lang arbejdsdag. Det er der, at jeg hører om, at han i sjældne øjeblikke er bange for, at hans far og mor skal dø før han bliver voksen. Det er der, at jeg forstår kærlighedens betingelsesløse væren og eksistens.

Det er der, kærligheden føles nærværende og kraftfuld.

Det er der jeg erkender, at jeg forstår en flig af kærlighedens uendelighed.

Ja, så står verden ikke længere.

Et fagligt dilemma. En ret speciel sag havnede i dag på mit bord med ordren dikteret fra højeste chefniveau stilet direkte til mig.

"Lav venligst en beskrivelse af denne borgers mulighed for placering på arbejdsmarkedet i henhold til Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats."

Normalt er det jo en arbejdsopgave jeg går til med stor engagement og iver, men her studsede jeg lidt.

Vi taler om en ung mand på 18 år, der har en lav begavelse med en intelligenskvotient på 74, han har "larmende" ADHD med en stor grad af "H´et" krydret med et massivt hashmisbrug. Han er aggressiv, kan højst klare samvær med 2 mennesker ad gangen. Han kan ikke sige sit efternavn eller huske sit cpr.nr.

Så jo, kære chef. Det er da lige opgave til højrebenet, ikke!

Det er simpelthen udenfor al menneskelig anstændighed, at sådan en ung gut ikke tilbydes et velkvalificeret bofællesskab, en pension og nogle rammer, hvor han kan få et liv med livskvalitet.

I stedet bor han hjemme hos sin dårligt begavede mor og nu vil man gudhjælpeme også kræve, at han skal "udredes" og møde op til en aktivering, når han ikke engang kan tage bussen. Tidligere sagsbehandler havde også "sanktioneret" hans kontanthjælp, da han ikke var mødt til samtale. Hallo mand økseskaft siger jeg bare...Han kan jo ikke engang læse og har ikke nogen til at hjælpe sig med det.

Noget skal ske i denne sag og jeg skal dælme nok finde ud af hvad, så han ikke skal opleve en masse komplicerede forløb, som på ingen måde er meningsfulde for nogen som helst.

Et "insider-indlæg", men det fylder mig i selv her efter fyraften. Det plejer det ikke, men her må galskaben have en ende.

har jeg endnu engang forsøgt at skrive mig ud af det indre kaos, jeg har for tiden, men det vil vist ikke lykkes.

Mellemste søn har nabodrengen på besøg. De spiller playstation efter timers leg ude med at lede efter pantflasker.

Vi var på besøg hos min "netveninde" i Ålborg i går. Hele familien sammen med en anden familie med 3 børn. 10 i alt. Det var rigtigt hyggeligt i det, der måske var eftersommerens sidste varme dag. Vi fik kaffe på terrassen og det var rigtigt hyggeligt.

Alligevel sidder jeg så her og føler mig tom og urolig. Uro over en masse bekymringer, hvis realitet jeg snart kan blive i tvivl om. Det går rigtigt godt med mellemste søn. Jeg kan sagtens se det. Alligevel går jeg til tider rundt med denne uro omkring ham og hans trivsel. Manden forstår det simpelthen ikke. Han kan slet ikke mærke den lille uro jeg kan føle til tider, men som måske er reel - måske ikke. Jeg ved det ikke.

Og så er der jo historien om min mor. Det har været en utrolig hård uge, men hun lever endnu. Jeg kan næsten ikke holde ud til at skrive hele forløbet endnu. Bare tanken herom gør mig så træt, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte.

Så er det jo lige huset. Det trænger i den grad til en overhaling. Der er utroligt så meget alle de unger trækker ind i huset med deres sand, jord og cykler, traktorer, støv og rod.

Og Manden ja, han sover en sjælden lur. Mindstepigen drøner uroligt rundt i soveværelset og vil ikke sove. Jeg får simpelthen pip. Hendes ynglingsbeskæftigelse i øjeblikket er at finde en ledig kuglepen, tusch eller andet og så overtegne alt hun kommer i nærheden af. Både ældste søns reol, dørene, gulvet og sågår fliserne i badeværelset har fået en omgang. Denne uro og det ekstra arbejde det medfører gør mig vanvittig og så er hun billigt til salg.

Lige indtil hun kommer og lægger sit lille hoved i mit skød og siger: "Mig er mors lille guldklump".

Så forsvinder skyerne, regnen og tristheden for en stund. 

Jeg sidder her.

Kigger på de fantastisk smukke blade udenfor i det strålende solskin. Sommeren bliver ved og ved og ved.

I mit indre er der kaos og dyb frustration, sorg og angst. Ordene kan ikke komme ud - desværre.

Jeg plejer at kunne tømme mit indre for ord ved skriveprocessen. I dag virker det ikke. Jeg er så tom, har konstant ondt i maven og ingen appetit.

så har jeg ingen jeg kan kalde mor mere.

Det bliver tomt, men også en lettelse, når du ikke er mere. En stor rungende tomhed over, at vi aldrig mere skal gøre de få ting vi alligevel fandt glæde ved - sammen som voksne.

I min barndom var der ikke meget at glædes ved. Alt for meget sorg og smerte og forkerthed.

Nu er jeg voksen. Barndommens gade er forlængst forbi. Alligevel græder jeg som om tårerne aldrig vil stoppe lige nu.

Jeg forstår, at dit liv synger på sidste vers. Det er så skide fucking uretfærdigt, mor. Du er ikke ret gammel. Come on. 20 år ældre end jeg og alligevel fysisk så slidt og nedbrudt som en 99-årig. Andre kvinder i din alder render rundt efter børnebørnene, går på shoppingture med deres voksne døtre. Andre løber marathon eller har kun lidt problemer med gigt.

Men du ligger der. På sygehuset. Som en olding, gispende efter luft og med endnu en infektion, du ikke kan få bugt med på trods af medicin. Du kan næsten ikke gå på toilet uden støtte og hiver efter luften i et kvarter efter du har været på toilet af anstrengelse. Din hud hænger mellem dine ben som fiskehud, der ligger over dit bryst, der er som en tønde.

Det er så FORFÆRDELIGT og SKRÆKINDJAGENDE at se hvad dit misbrug har gjort ved dig her i livets vinter. Jeg er bundulykkelig og stanghamrende arrig på dig.

Da du blev mormor for første gang skete der en positiv udvikling i vores samvær. Du blev blød i øjnene og kærlig i dine kærtegn overfor ældste søn. Du forgudede ham og omvendt. Da fandt jeg en form for tilgivelse for alt det, der gik galt.

Nu mister ældste søn snart sin mormor. Jeg græder ved tanken om at skulle fortælle ham den dag du er død. Det er aldrig rart at skulle gøre sit barn ked af det.

Jeg tænker på de gode minder jeg har om dig. Prøver at have dem i fokus og glæde mig over, at det var det vi fik. Minderne bor i fortiden, men jeg bliver nødt til at hente dem frem i den hårde nutid og glæde mig over dem i den kommende fremtid.

Lige om lidt er du her ikke mere. Jeg vil aldrig nogensinde mere kunne kalde nogen for mor. Tankerne og erkendelsen om dette får tårerne til at danne floder på mine kinder i denne sene aftentime, hvor Mandens søster ertaget hjem efter nogle hyggelige timer sammen. Jeg sidder her alene og Mindstepigen sover og billederne af min mor i hospitalssengen får tårerne til at løbe som de ikke har gjort meget længe.

Jeg er ulykkelig og bange i min ekstensielle ensomhed som intet kan fjerne lige nu.

Mor, hvorfor er det så svært???

Det er længe siden, at jeg har skrevet om mellemste søn på denne blog. Vi har haft en lang og god sommer, hvor vi tydeligt kan mærke, at mellemste søn er blevet ældre, mere kropsligt og socialt udholdende.

Han bliver 8 år om få uger. Kigger jeg tilbage på det sidste år er der sket en kolossal udvikling på alle fronter. Hans fysiske og psykiske selvværd, hans veludviklede empatiske evne og ikke mindst en positiv udvikling af det filter, der er med til at sortere, ordne og udholde alle de massive sanseindtryk vi konstant bombarderes med. Han bekymrer sig ikke længere om de praktiske forhold, der skal til for at få hverdagen til at glide. Ikke ensbetydende med, at han ikke ved hvorledes tingene forholder sig, men en tillid og bevisning om, at det ikke er hans ansvar, om der er mælk i køleskabet. Han bekymrer sig aldrig længere om der er mælk i køleskabet eller græder over, at han har glemt sin danskbog i skolen. Det var så fortvivlende som forælder at opleve, da vi aldrig har skældt ham ud over det. Nu glemmer han meget sjældent sine skolebøger, men sker det en enkelt gang trækker han bare på skuldrene og siger, at han nok skal huske den til dagen efter.

Han er netop stoppet med at gå til sansemotorisk træning. Der er sket en stor udvikling, men fakta er, at det var svært at inspirere ham til at udføre alle øvelserne længere. Han vil hellere lære at løbe på rulleskøjter, løbe, hoppe på trampolin i haven med sine venner, lave alverdens boldlege i skolegården i frikvartererne. Han bliver måske aldrig den helt store fodboldspiller, men det er fuldstændig ligegyldigt! Han har fået lyst og energi til konstant at være med og er sjældent den sidst valgte længere. I 0.klasse lavede vi en aftale om, at han hver dag skulle være med i mindst 2 former for boldleg i løbet af dagen. Nu laver han næsten ikke andet, hvad enten det er fodbold, firkant, mur, stikbold og andre navne, hvis konkrete indhold jeg ikke kender. Når jeg henter ham i skolegården går han aldrig rundt med hatten op om ørerne alene eller sidder for sig selv i klassen og er dødtræt. Han er som oftest i gang med at lege, drøner rundt ude på boldbanen, leger fangeleg eller kommer mig løbende i møde med et "må jeg komme med den og den hjem eller må de komme hjem til mig".

Det betyder ikke, at alt er fuldstændigt lyserødt. Mellemste søn vil altid være et særligt sensitivt gemyt, der også trives godt i eget selskab med at bygge lego, finde på og opfinde. Jeg kender ingen, der kan få så meget ud af en pind, noget papir og tape som mellemste søn. Han har en fantasi og kreativitet, der i den grad er timer til mange timers leg i enerum. Han kan have enkelte sjældne dage, hvor han er helt færdig og tænker alt for dybt over alvorlige emner. Når jeg skriver alt for dybt er det fordi jeg så inderligt mærker mit eget lille indre barn i den sammenhæng. Jeg forstår ham fuldt ud og fortæller ham, at jeg også tænkte så dybt over tilværelsen i hans alder, men at det også er vigtigt bare at være til, lege, glemme og være en dreng på 8 år med krudt i bagdelen. Jeg er ikke sikker på, at han er færdig med at træne særlige sansemotoriske øvelser, men det skal være kombineret med en særlig sportsform for at holde hans interesse. Jeg er i gang med at undersøge hvilke muligheder, der findes i min kommune herfor.

Det er hvad det står på denne eftermiddag. Hver søn har en ven med hjemme, så jeg har i skrivende stund besøg af 4 knægte. De er heldigvis velfungerende allesammen, så jeg har såmænd ikke mere at lave af den grund. Jeg kan jo sidde her og slappe lidt af inden Manden vender hjem med Mindstepigen. Så kommer der først gang i gaden. Ældste søn hopper ude på trampolinen sammen med sin ven og mellemste søn og hans ven som i øvrigt hedder det samme, har gang i en leg inde på værelset. De har vist planer om at spille fodbold på et tidspunkt alle 4.

Menuen er af den lette slags. Det er 3 liter indkøbt koldskål med kærnemælk, bananer og kammerjunker sammen med andet frugt, brød og så disney slik til dessert. De bliver nemlig alle 4.

Når det foregår på denne måde er det helt fantastisk. Så føler jeg mig i harmoni med min mor-identitet. Jeg vil så gerne give dem disse minder, hvor de kan huske, at de havde vennerne på besøg på solskinsdage, der aldrig ender, selvom dagene er blevet korte nu. Det er i disse små splinter af tid, af evighed, at begrebet lykke kan mærkes. Selvom min mor fortsat er på sygehuset og nok aldrig kommer hjem mere, så føles livet alligevel lykkeligt, rent og smukt i disse øjeblikket. På kanten af en knivsæg balancerer livets store op- og nedture. I øjeblikket er det en optur. Det er fredag, det er weekend og solen er forhåbentligt fremme hele weekenden.

VORES BIL står i garagen. Helt vores er den så ikke alligevel. Vi har jo bare lejet den, men vi har den fulde brugsret over den. Den står der bare og vi skal ikke dele den med nogen. Den kom i går. Manden og drengene skal til Tyskland i morgen og jeg skal være alene med Mindstepigen. Jeg skal nok besøge min mor og måske besøge reservebedsterne på søndag. Drengene skal på efterårsferie derude. Lørdag aften får jeg besøg af Mandens søster og kæreste til aftensmad. Det bliver rigtigt hyggeligt.

God weekend derude......

Vi havde en særdeles heftig og følelsesladet debat om retten til at bære burka i det danske samfund. Diskussionen har baggrund i en konkret episode med en kvinde, der bar burka til en jobsamtale med en mandlig jobkonsulent. Jeg deltog ikke i diskussionen (da jeg simpelthen er så dødtræt i disse dage.....), men lyttede blot. Der fremkom mange argumenter for og i mod. Nogle argumenter var bedre fremførte end andre med perspektiver i flere lag og jeg blev selv udfordret i mit syn på sagen.

Er jeg i mod burka? Ja, det er jeg! Jeg synes, at denne klædedragt  repræsenterer et fanatisk synspunkt, som jeg på ingen måde kan støtte hverken socialt, kulturelt eller menneskeligt. Jeg er generelt i mod alle former for fanatisme. Diskussioner, holdninger, emner og objekter, der bliver sort/hvide i deres præsentation bryder jeg mig ikke om. Burkaen provokerer en nervøsitet i mig. En angst for tider jeg kan være på vagt over i forhold til den stigende fanatiske religiøsitet der breder sig i store dele af verden i disse år.

I Danmark ser vi hinanden i øjnene, når vi taler. Vores relationer bygger på gensidig tillid, der bygges op ved blandt andet de ansigtsudtryk vores dialoger er funderet på. Udtrykket i øjnene og ansigtet generelt er en stor del af vores verbale og non-verbale kommunikation. Jeg har selv haft kontakt til rabiate burkaklædte kvinder via mit arbejde, der på ingen måde ville stå til rådighed for det danske arbejdsmarked.

Og det provokerer mig. Helt ærligt. Burkaen forhindrer arbejde indenfor næsten alle erhverv. Så derfor må valget af burka være selvfinanseret - helt ærligt! Jeg er i mod at udbetale offentlige ydelser til mennesker, der på ingen måde har nogen fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne. Offentlige ydelser skal ikke være en indirekte statsstøtte til en accept af en religiøs fanatisme vi på ingen måde ønsker indført i Danmark.

Jeg er betænkelig ved et forbud. Retten til at være klædt som vi ønsker bør gælde for alle i det private rum. Til gengæld er jeg mere tvetydig, når det gælder det offentlige rum. Desuden er der enkelte kvinder, hvis mænd tvinger deres koner ind i disse sorte spøgelsestelte i et demokratisk og ligestillingsorienteret samfund. Det kan mændene gøre kvit og frit uden konsekvenser, da det er et retsløst område - indtil videre..!

Er det egentligt i orden?

Ja, jeg tænker lidt over det for tiden. Jeg ORKER ikke min mors hospitalsture længere. Det er så flovt at være vidne til, at hun kommer ind med en kuldioxid forgiftning forårsaget af, at hun ikke vil have fast ilt og igen har spist for mange piller i en giftig kombination som hendes krop slet ikke kan klare. Hun er så modbydelig overfor sygeplejerskerne og lægerne, der kun forsøger at hjælpe hende. Jeg er så flov over hendes opførsel. Fuldstændigt blottet for grænser og hæmninger. Jeg forstår det slet ikke, selvom jeg ved, at hun er alvorligt syg. Hun er så ond i sulet, vil ikke tale med mig.

Jeg ORKER ikke mere og har lyst til at tage en lang sten og knuse fortænderne i den i ren frustration til tider. Andre gange er jeg bare så ligeglad - som nu - hvor jeg fungerer fint med arbejde, unger, venner og alle de gøremål der er. Ingen i sygehusvæsenet kan forstå hvilken belastning min mor udgør for os allesammen og tage hånd om en behandling, der også inkluderer psykisk førstehjælp. Problemet er også lidt, at hun støder alle fra sig med sin utroligt ubehagelige og perfide facon. Nu er hun igen ude af intensiv terapi afsnittet og på en almindelig medicinsk afdeling og vil igen ikke gå til kontrol, tage iltpræparaterne og tage ansvarligt hånd om sin sygdom.

Det "værste" ligenu er at jeg er så skidehamrende ligeglad.....!

Ja, så sker det vist endelig noget på den front. Spørger vi vennerne har vi vist snakket frem og tilbage om den bil de sidste år. Jeg har været ved at blive vanvittig af at handle ind på cykel til 5 mennesker, selvom Netto ligger lige i nærheden.

Det har taget mange overvejelser frem og tilbage, men nu er den vist i hus og bestilt. Vi har valgt at privatlease af mange årsager, men det vigtigste er, at der ingen tab er på at anskaffe sig en leasingbil. At købe en ny bil, der dækker vores behov vil koste mindst kr. 250.000,- og jeg nægter at give så meget for en bil. Det primære er, at den ruller i carporten senest om en måned.

Det har været en af de gode weekender, hvis man lige ser bort fra, at min mor røg ind på sygehuset igen i dag og jeg igen skulle stresse rundt endnu engang.

Vi havde besøg af vores rigtigt gode ven i går. Det er ham, der skal flytte til København. Det er rigtigt trist, når jeg tænker efter, men jeg forsøger at holde den positive vinkel og tænke på, at han glæder sig og får mange nye jobmæssige udfordringer i den famøse by på Sjælland. Han skal flytte sammen med sin søde kæreste og han er meget lykkelig. Det er det, der betyder noget. Så må vi bare se ham og hende på nogle andre betingelser. De har lejet en kæmpe lejlighed på Vesterbro, hvor vi snildt kan overnatte, hvilket de også har sagt vi skal. Så er det bare os, der skal tage os sammen og komme afsted. Derfor er det jo også godt, at vi nu får en bil. Så er det lidt lettere at komme afsted. Ja, så bliver jeg da lige lidt glad igen. En bil. Hvor fedt. Det bliver lettere i dagligdagen, når det regner eller der skal hentes børn rundt omkring. Det var rigtigt hyggeligt i går. Manden hjalp dem hele dagen med at pakke en flyttebil og så kom de herhen til kaffe og aftensmad og Mindstepigen charmede til den store guldmedalje. Nabodrengene kom og legede med drengene udenfor til det blev mørkt.

I dag fik vi besøg af min veninde, hendes kæreste og deres gudeskønne lille datter på 3 mdr. Nej, hvor var hun lækker og så lille og smuk med store blå øjne, sorte svungne øjenbryn og fint rødgyldent hår. Åh, hvor det kløede i mine æggestokke. Tænk, at jeg aldrig mere skal få sådan en lille baby. Min veninde er 35 år og det er deres første barn. De har kun kendt hinanden i et par år og hun troede aldrig hun skulle blive mor. Så det er en stor fornøjelse at se og mærke deres inderlige glæde over det lille mirakel, de har fået. Hun er en fantastisk lille én! Mellemste søn legede med nabodrengene hele dagen. Ældste søn var til fodboldkampe det meste af dagen og var meget træt, da han kom hjem. Nu sover de alle og jeg har været oppe hos min mor, der fysisk allerede har rettet sig en del, men bad lægerne om at slå hende ihjel. Hun ville næsten ikke tale til mig, så jeg gik kort tid efter....

I morgen er endnu en dag. En ny uge.

Der er 2 drenge i mellemste søns klasse, der i den grad er urolige, svære at fastholde, laver ballade, driller de andre og har i den grad svært ved de sociale spilleregler. Den ene dreng er nærmest udenfor pædagogisk rækkevidde.

Han har samtidigt ingen venner  i klassen. Mit hjerte har altid haft et svagt punkt for de børn, der er lidt udenfor. Jeg ved, hvor ondt det kan gøre som forældre at konstatere, at der ens barn kan have det svært i fællesskabet af forskellige årsager. Den ene dreng har det ikke bare svært. Han ved slet ikke hvordan han skal begå sig. Han driller, slår, kalder de andre børn n grimme navne og har for længe siden fået prædikatet...."A..... driller". Min egen søn vil overhovedet ikke lege med ham, selvom jeg prøver at appellere til hans forståelse af, at A har det svært og gerne vil være med i fællesskabet selvom han ikke ved, hvordan man gør.

Det er et svært dilemma. Jeg har ikke nogen nær kontakt til A´s forældre, men ved at de er fortvivlede over situationen. Jeg føler mig på en måde ansvarlig. Ikke personligt, men som en del af et klassefællesskab, men sådan en opgave løftes kun i flok og der er flere af de andre forældre, der er blevet alvorligt træt af de drenge. Det forstår jeg også godt. Jeg er det jo også, men alligevel har jeg det svært med, at de bare skal sejle i deres egen sø og gøre livet endnu mere surt for de andre drenge.

De har fået en striks dansklærer i år. Det er end ikke tilladt at hoste i hendes timer. Min søn siger, at det er en del uro i timerne og drengene ryger udenfor døren konstant eller bliver truet med at komme på skoleinspektørens kontor. Jeg gruer da også for hvad det kommer til at betyde for læringsklimaet på sigt. Mellemste søn keder sig for tiden i timerne siger han fordi han skal sidde og lære bogstaverne som han kan i forvejen. Jeg er spændt på at komme til forældremødet i september. Så må vi høre, hvad der skal ske eller hvad man kan gøre?

Hvad gør man? Det er en balancegang at skulle acceptere og forstå disse drenges situation samtidigt med at de andre børn føler sig krænkede og kede af at blive drillet og kaldt grimme navne.

Ja, dig derude der har stjålet min elskede gamle cykel.

Det er bare for surt og jeg er eddikesur på dig, der har stjålet min cykel ved højlys dag. Min elskede gamle blå Winthercykel med en sadel, barnestol og cykelkurv. Jeg har kørt utallige ture med alle 3 unger på den cykel og har du taget den, dit store rø....!

Hvad bilder du dig ind? Det kan godt være at det bare en gammel samling aluminiumsrør, men det er nerven i mit logistiske mareridt hver eftermiddag, når utallige unger skal indfanges og bringes hjem til arnen. Nå, men jeg må jo ud at kigge på en ny cykel, hvis jeg ellers kunne finde tid til det.

Begge drenge er startet i skole igen. Ældste søn vil gerne argumentere og insistere på sine synspunkter i enhver sag, men er alligevel ikke ældre end at jeg skal kysse ham godnat hver aften og synge en godnatsang efter eget valg. Han går til fodbold 2 gange om ugen og synes selv han skal have en masse nye rettigheder i familien, men kommer alligevel og lægger sit store hoved ind til mig, når han er ked af det. Jeg konstaterede lige, at hans vinterstøvler skal være en str. 39....! Han når mig til næsen så lige om lidt kigger han ned på mig og så er jeg for alvor blevet gammel. Jeg husker stadig tydeligt, da han ikke fyldte mere end halv sofa dengang i 1999.

Mellemste søn er glad for at komme i skole igen. Det går simpelthen over al forventning. Han er fagligt dygtig, funderer over alt og intet og har sjældent sine nedsmeltningsudbrud. Til gengæld kører han som en brækket arm på en cykel i trafikken og ser sig overhovedet ikke for trods utallige opfordringer om dette. Han ville være omformet til asfaltføde for længst hvis ikke Manden eller jeg kører tæt med ham. Jeg bliver så irriteret, men tænker at han også lærer dette.....engang! Til gengæld går han på biblo hver onsdag og har gymnastik hver torsdag. Han går op i drengenes nye hobby med liv og sjæl. De samler pantflasker. Det er skam en indbringende forretning for sådan et par størrelser. En tur i de lokale parker indbringer snildt 20-50 kr. pr. gang. Så pengene bliver gemt i en fælles feriekasse til sommerferien næste år. En feriekasse, der giver lommepenge. De har allerede formået at samle kr. 400,- sammen på en måned.

Mindstepigen har et selvværd på 45 meter. Hun er bare en fantastisk lille rødtop med et vanvittigt temperament.

Hvor jeg dog bare knuselsker dem alle 3.

Og til dig der har stjålet min cykel....Stil den tilbage og jeg glemmer hurtigt alle de vederstyggelige ting jeg havde lovet mig selv at gøre ved dig, hvis jeg nogensinde får fat i dig.....

så bliver jeg så lynende arrig!

Jeg har en veninde, der er ekstremt flyvsk. Hun er et godt menneske, men hun lever i perioder et liv i fuldstændig kaos med mange jern i ilden.

Vi har kendt hinanden i mange år. Vi blev konfirmeret i samme hvide kjole fra Salling, der var på tilbud. Jeg kommer pludselig til at huske, at mine forældre ikke ville købe nye sko til mig, så jeg fik min kusines aflagte i str. 40. Jeg brugte str. 37 nu og dengang. Det klarede min mor da lige med Brugsens hårde klumpede vat, der gav mig 2 vabler på storetåen.

Nå, et sidespring. Jeg lyder sgu vist lidt mavesur og bitter. Det må jeg også godt her på min blog.

Altså. Den her veninde. Vi har aftalt at skulle mødes til spisning hos os i morgen. Med familierne og hele svineriet. Det plejer at være rigtigt hyggeligt - når altså vi ikke bliver brændt af!

Hun skrev en sms til mig i morges om, at "Guuuud, Mette....Jeg havde fuldstændig glemt vores aftale i morgen, så jeg er kommet til at love ungerne, at vi skal i Ebeltoft Zoo. Vi må aftale en anden gang. God weekend. Knus A"

Så sad jeg der med alle mine talenter. Jeg hader det. Det giver uro i min mave, når det er med så lam en begrundelse. Jeg føler mig vraget, latterliggjort og holdt for nar. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor meget min indre voldsomme reaktion skyldes alle mine gamle lig i lasten. Det er oså lige meget for det der betyder noget er, at jeg reagerer. Jeg er faktisk pissehamrende sur over det. Det er nemlig ikke første, anden eller sidste gang, at hun glemmer det.

Det er det her med aftaler. Jeg tager altid mine helvedes seriøst. Måske for seriøst? Måske burde jeg blive lidt mere afslappet i min tilgang til det? Aflyse, når det ikke lige passer? Nej, det vil jeg ikke. Det ligger ikke til min natur. Jeg er ganske vist ikke altid selv så pokkers struktureret, men jeg brænder aldrig betydningsfulde relationer af med sådan lamme undskyldninger.

Måske jeg skulle brokke mig over det? Jeg ved det ikke? Jeg ved bare, at hun højst sandsynligt ikke forstår det fordi min venindes tilgang til aftaler er en anden end min. Hun ville heller ikke blive sur, hvis jeg sendte samme sms. Hun ville bare tænke, at vi kunne aftale en anden gang. Sådan fungerer det bare ikke hos mig. Jeg får ondt i maven af den her ked-af-det følelse.

Jeg kan ikke lige se nogen løsning. Relationer og deres udvikling er jo aldrig forudsigeligt. Og det er det, der nok gør mig så frustreret at skulle forholde mig til det faktum, når jeg selv har så meget brug for stabilitet i mine relationer. Der skal ikke ske for mange skarpe udsving. Det betyder ikke, at der ikke må ske udvikling. Det er ikke det samme. Jeg har brug for at vide, hvor jeg har folk for at føle mig sikker og tillidsfuld i deres nærvær, når det gælder personer i min nære sfære.

Øv. Jeg skal i biografen med min ældste søn i aften. Bare ham og jeg. Helt alene. Det bliver rigtigt hyggeligt og det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Nu gør jeg det forbudte. Jeg skriver lige kort her på bloggen fra mit arbejde. Jeg tager chancen med, at eventuelle datatræk fra min computer bliver aflæst. Lige nu er jeg bare så jublende lykkelig på den rent faglige måde. Af hensyn til tavshedspligten kan jeg jo ikke skrive så meget....:-(

Jeg har i samarbejde med en ung fyr fået etableret en rigtig god mulighed for at komme videre, få mere erfaring med både arbejdslivet og det rent sociale interaktion mellem mennesker. Det her er nemlig en gut, der aldrig fik en chance! Skodforældre, der burde have været steriliserede for mange år siden inden de producerede 5 unger til intet. Den personlige parallel rører ganske let på sig i disse sager, men jeg formår at agere professionelt og rigtigt i dem. Alligevel rører det mig. Sådan en ung gut. Han skal dælme have en chance, når hjertet, hænderne og intellektet er placeret på rette sted!

Det ser ud til at lykkes. Det giver bare den fedeste mavefornemmelse af at gøre en forskel for mine latterligt små penge som offentligt ansat. Så bærer arbejdet glæden i sig selv. Nu giver den sætning mening - og så for mig!

Og nu vil jeg dælme gå over i den dejlige kantine, sætte mig udenfor og få noget frokost inden næste levende billede kommer ind på mit kontor.

Skønt sommervejr til alle. 

med at  arbejde meget og længe. Ja, nogle af forældrene arbejder så længe, at de meget sjældent inviterer legekammerater med hjem. Der er simpelthen for travlt og når forældrene endelig har fri vil de være sammen med deres børn.

Det er jo ikke så underligt, vel? Nej, men når man som mor til 3 børn prioriterer at have tid til deres venskaber, deres behov for sociale færdigheder og rum og tid til deres venner, så kan man godt blive lidt træt ind i mellem. Træt af, at legeaftaler som oftest foregår hjemme hos os. Jeg vil så gerne være det, mine egne forældre aldrig var over for min søster og jeg, rummelige, åbne og normale. Et hjem, hvor det var legalt og muligt at have legekammerater på besøg i. Det forsøger Manden og jeg at efterleve og det betyder, at vi har legekammerater på besøg 2-3 gange om ugen. I denne uge startede mellemste søn i skole igen. Jeg var spændt på om hans meget positive sociale udvikling ville have nogen betydning for hans udholdenhed og evne til ikke at "miste" hovedet af for mange sanseindtryk!

Det er gået over al forventning. Han haft 3 legeaftaler og havde snakket med én af pigerne om at lave en legeaftale en anden dag. Så er det jo, at jeg mener, at vi som forældre bør støtte deres relationer og ønske om at være sammen udenfor skoletid. Det gør jeg jo så også ved fluks at sende en sms til pigens mor og høre om de kan lege sammen i næste uge? Hvor endte det med, at legeaftalen skal være....? Helt rigtigt, hjemme hos os som så ofte før!

Mellemste søn har en rigtig sød og betænksom ven, der har et mindre handicap uden betydning for hans sociale relationer. Forældrene er rigtigt søde og socialt bevidste. De arbejder mindst 60-80 timer ugentligt, men alligevel er de meget bevidste om at deres dreng skal have nogle gode relationer. De har bare aldrig tid til at invitere legekammerater med hjem. Vi har haft besøg af drengen mange, mange gange og det er næsten som om han er et ekstra barn af huset. Drengene holder meget af hinanden og er gode til at lege sammen. Han var her i tirsdags og det endte med, at han blev til kl. 19.30, da forældrene var til møde angående en stor ordre.

Jeg skulle måske bare sige, at det skal være fifty/fifty, men det er jo heller ikke at have fokus på børnenes behov for sociale relationer udenfor skoletid, men blot min egen egoistiske frustrationstærskel, der slår til. Nej, jeg forsøger at holde det langsigtede perspektiv. Et perspektiv, der har været at øge, træne og forlænge mellemste søns sociale udholdenhedstærskel udfra det faktum, at verdens økonomiske og kulturelle fremtid afhænger af vores evne til sociale relationer og kontekster. De utallige legeaftaler har været en social træningsplads for mellemste søns behov. Og jeg må sige, at vi nu kan mærke frugterne af det sidste halve års indsats. Alligevel er legeaftaler som oftest her, måske fordi vi selv har været med til at legalisere det med alle vores invitationer om, at det kunne være her.

Alligevel kan jeg godt køre lidt træt. Som nu. Mindstepigens ulvetime er ret presserende nu, hvor hun ikke sover til middag i vuggestuen længere. Så timerne mellem kl. 16.00-17.30 kan være ret pressede i disse uger. Jeg tænker bare, at jeg må bide tænderne sammen og holde ud for der SKAL være plads til legekammerater hos os! Det er ikke drengenes "skyld", at vi fik en lille efternøler. Derfor forsøger jeg at tage mig sammen og tænke på, at det forhåbentligt giver mine børn den store frihed det er at kunne tage sine legekammerater med hjem. Et minde frem i voksenlivet. Et minde jeg selv så gerne ville have haft.

Det har været en dejlig dag i dag. Turen til det store legested gik over al forventning. Ældste søn fik følge af 2 kammerater fra klassen, så jeg havde ansvaret for 4 drenge, der mere eller mindre passede sig selv.

tror jeg nok...

Mindstepigen er afleveret hos reservebedsterne til i morgen aften. Jeg afventer Mandens ankomst inden vi skal mødes med naboen og køre til et kæmpe stort Legeland i nærheden af vores bopæl. Det regner og regner og regner. Turen skulle oprindeligt have gået til Djurs sommerland, men det blev udsat til senere i august. Så det blev til en spontan tur sammen med nabokonen og deres 2 sønner og et par drenge fra ældste søns klasse.

Det er godt, der sker lidt på en regnvejrsdag. Jeg bliver ofte tung og trist og ensom i sjælen, når det sker. Det ligger under overfladen, men jeg tror det nok skal blive godt i dag.....!

God regnvejrsdag

Psst...!

Kom lige her!

Vasketøjet har nu været klar i maskinen i 30 minutter. I de 30 minutter har jeg lavet utallige overspringshandlinger selvom mine tanker har kværnet om tøjet konstant. Jeg GIDEEERRR bare ikke hænge det op. Helt ærligt. Der er da ikke noget mere dødssygt end vasketøj. Det værste er, at det er en evig reproducerende cirkel. 10 maskiner om ugen. Er du vanvittig mand...!

Jeg har surfet lidt rundt, talt med Manden, talt med ældste søn, der er kommet hjem fra en kammerat og burde være kommet i seng for længst, chattet med 2 veninder på Facebook, rykket mig lidt i en hårlok, hørt Mindstepigens mange og lange sætninger i mit hoved, selvom hun forlængst er puttet, smilet over det faktum, at ældste og mellemste søns ihærdige indsats for at indsamle pantflasker nu har betydet, at der ligger for over kr. 85,- i skuret på bare få uger, at det har været godt vejr i dag og at jeg nu igen bør gå ud at hænge det op....!

Psst...

I natten rækker ingen ord. Kære veninde - jeg græder med dig og husker. 

Precious One

Precious, tiny, sweet little one
You will always be to me
So perfect, pure and innocent
Just as you were meant to be.

We dreamed of you and your life
And all that it would be.
We waited and longed for you to come
And join our family.

We never had the chance to play,
To laugh, to rock, to wiggle.
We long to hold you, touch you now
And listen to you giggle.

I'll always be your mother,
He'll always be your dad.
You will always be our child,
The child that we had.

But now you're gone...but yet you're here
We'll sense you everywhere.
You are our sorrow and our joy,
There's love in every tear.

Just know our love goes deep and strong,
We'll forget you never
The child we had, but never had,
And yet will have forever.

-Author Unknown-

i armene på min veninde, så gør det ondt i hjertet.

Fredag aften kom en lille anonym dreng til verden på et sygehus i Danmark. Anonym for flertallet, kendt af en del og elsket som livet selv af de nærmeste i hans familie.

Han var lille og smuk, men alt skrøbelig til denne verden. Bag hans smukke, helt færdige miniputudseende lå de indre organer i en synderlig uorden, der ville betyde hans død kort efter hans fødsel.

Han åndede livet ind og ud et par timer inden han fik fred på hans mors bryst. Tårerne triller, når jeg skriver dette.

Hvilket dårligt menneske er jeg ikke, når alle følelser brydes i mig. Forståelse, omsorg og beundring for at turde træffe en så svær beslutning af hensyn til drengen, de smerter han ville få og så hensynet til forældrene samtidigt med, at jeg martres af kvaler over, at vi mennesker på denne måde gør os til liv og død?

Alle de paradokser teknologien medfører. Mennesker leger Gud eller er det omvendt? Guds manglende tydelige eksistens, når små børns liv stopper før det end er begyndt? Mit manglende overblik, når jeg tænker på dette.

Mit ønske og håb om, at den lille dreng kan bane vej for en søskende, der - med tiden - vil betyde glæde og håb igen.

NU gælder det om at være en god og ordentlig veninde. En veninde, der forstår, husker og har omsorg.

Min krop husker tydeligt smerten og det gør mig så ondt, at de nu skal gennemgå et sådant mareridt, hvor man kommer ud i den sorteste, dybeste og mest afmægtige afgrund overhovedet. Jeg håber, at de med tiden også finder, at beslutningen var rigtig for dem. Det må og bør kun være forældrenes beslutning.

Ære være dit minde, lille dreng!

Hele dagen har jeg været meget påvirket.

Jeg vågnede i nat og græd og græd.

Jeg havde drømt, at mellemste søn og Mindstepigen døde i en trafikulykke. Det var den mest forfærdelige og mareridtsagtige drøm jeg nogensinde har haft. Det var så virkeligt og jeg kan huske drømmen i hver eneste pinagtige detalje.

Det er sommer og Mindstepigen snakker livligt om de flagrende sommerfugle, der sværmer om de farverige sommerfuglebuske i den have, vi kommer forbi før vi drejer om hjørnet til den trafikerede vej vi skal over for at få afleveret Mindstepigen i vuggestue. Jeg går der og trækker Mindstepigen på cyklens stol og mellemste søn går ved siden af og vi taler om betydningen af traditioner. Det er samme rutine som så mange gange før. Vi går der - sammen. 2 af mine pragtfulde og elskede unger og jeg. Pludselig hviner Mindstepigen højt og råber mellemste søns navn og siger han skal prøve at fange en sommerfugl til hende. Da han elsker sin søster højt og gerne vil glæde han løber han pludselig ud på vejen uden at se sig for hvor

Hvinende bremser. Mindstepigen skriger højlydt. En sommerfugl med en knækket vinge ligger på jorden. Det er en blå bil og den kører stadig. Mellemste søn ligger på asfalten og hans nakke ligger forvredet. Jeg skriger og skriger og kaster mig ned til mellemste søn. Min cykel vælter og Mindstepigens hoved rammer bilen, der endelig holder stille. Der er alt for stille. Mellemste søn har lidt blod i mundvigen og jeg ved, at han er død. Mindstepigen ligger på asfalten, fastspændt i sin stol. Hun er alt for stille.

Ambulancer. Hvinende og hylende og skrigende. Der er fortvivlelse og lammelse i min drøm. Jeg skriger og skriger og skriger. River mig i håret og forsøger at komme til kvinden i bilen for at myrde hende. En politibetjent holder mig tilbage. I drømmen kan jeg ikke se nogens ansigter tydeligt, men lyde, stemninger og følelser er uhyggeligt realistiske og nærværende. På sygehuset kommer Manden. Han græder og græder og græder som jeg aldrig har set det før. Der er grå vægge i det rum hvor vi får lov at få børnene ind. Jeg åbner vinduet for at sjælen kan finde op til Gud. Alligevel ved jeg godt at sjælen forlod dem der på asfalten. Manden rokker og holder Mindstepigen helt tæt mens han forsøger at åbne hendes øjne for at få livet tilbage! Det er for sent. Vi ved det begge.

Så vågner jeg. Badet i sved og et vådt ansigt. Jeg sætter mig op og mærker hjertet hamre i brystet på mig. Klokken er 3.40, men jeg kan slet ikke falde til ro. Jeg står op og må ind og forsikre mig om, at det bare ER en drøm. Det er det heldigvis. Mindstepigen sover i sin tremmeseng og jeg husker, at mellemste søn er på ferie hos hans farmor. Jeg sover næsten ikke resten af natten.

Dagen i dag har været mærket af det. Jeg er blevet konfronteret med mit livs værste øjeblik - heldigvis kun i en drøm. Desværre er det en tragedie forældre oplever hver dag!

Så husk det. Elsk dine børn. Gå ind og giv dem et ekstra kys og vid, at vi aldrig kan føle os sikre på noget som helst - heller ikke uopmærksomme damer i en blå bil.....

Så er det i morgen. Hverdagen starter igen for tusindvis af danskere efter flere uger med ferie. Skolerne har stadig en uge tilbage. Ja, man skulle have været skolelærer - mange ugers ferier hvert år, men jeg er alligevel ikke misundelig på jobbets karakter med alle de "tillægsproblemer" mange klasser skal slås med.

Nå, det blev et sidespor.....

Jeg skal starte på mit nye gamle job - der er en del kolleger, der er fulgt med i det nye projekt. Jeg er spændt på at starte og skal først møde sent til første arbejdsdag. Der er planlagt introdage, kursus og tider de næste 3 uger frem. Det er jeg dælme ikke forvænt med. Når jeg har startet på nyt arbejde har jeg, efter endt morgenkaffe og det obligatoriske "goddag-rundstykke" endt på et kontor med en masse ufærdige og rodede sager, som jeg så bare kunne gå i gang med. Så jeg er meget spændt på at komme i gang. Selv lønnen er ganske hæderlig for en offentligt ansat. Jeg fik hivet næsten 10 løntrin hjem ved lønsamtalen. Sådan er det bare. Vil offentlige ledere have kvalitet i medarbejderstaben - ja, så må de hoste op med kronerne! Sådan er det bare. Jeg er en benhård forhandler, når det kommer til løn. Jeg kan også tillade mig det, da mine kvalifikationer og viden er efterspurgte mange steder.

Nå, men når nu jeg nu starter på det hersens arbejde, så har jeg jo næsten ferie på hjemmefronten. Efter et par rigtigt hyggelige dage hos svigermor i slutningen af sidste uge (ja, min svigermor er en fantastisk én af slagsen og jeg er kommet til at holde meget af hende i årenes løb) blev sønnerne dernede og kommer først hjem om en uge. Dagen før skolestart. Det er en ren win-win situation for alle parter. Os, drengene og svigermor. Så jeg kan starte nyt arbejde den første uge med kun et enkelt barn, der skal hentes og bringes i vuggestue. Det er jo ren ferie. Ingen madpakker eller legeaftaler med ungernes kammerater og logistiske sammenlægninger af hurtige madløsninger til 5-7 personer hver dag, når kammeraterne spiser med. Jeg har allerede lavet en del aftaler med nogle veninder og fået overskud til at arrangere nogle dejlige sammenkomster nogle uger frem.

Så nu vil jeg smutte og tage mig en cykeltur i aften. Der er helt vindstille og dejligt lunt efter eftermiddagens regnvejr.

God uge til jer alle.

Alle de her unger. Altså.

De gør mit liv dobbelt. Både mentalt og åndeligt. Efter mor-kasketten kom flyvende og placerede sig godt og grundigt om min knold for over 10 år siden var livet forandret. På godt og ondt. På åndelig og bevidsthedsudvidende måde. Ældste søns fødsel var en katastrofe, der nær havde kostet ham og jeg livet. Vi var indlagt længe. Jeg husker bedst årstidernes skiften udenfor vinduet fra disse dage. Det var regnvejr, slud, solskin og regnvejr igen. Jeg var i chok efter en fødsel, der slet ikke gik som planlagt.

Det tog tid, men jeg kom hurtigt efter det. Den lille store kæmpebaby med det sorte hår var min og Mandens. Jeg elskede ham instinktivt, men anede ikke hvad jeg skulle stille op med ham. Jeg passede ham, gav ham mad og sørgede for, at han ikke led overlast, men først lidt efter lidt kom følelserne. I sind og skind lignede han mig fra første dag. Det gør han stadig og alle hans gode og dårlige sider er som en kopi af mine. Jeg kender blikket og de følelsesmæssige udtryk i hans øjne.

Det blev til 3 levende børn i alt. Der skal ikke komme flere. Jeg er blevet for gammel, men i hjertet bliver jeg aldrig færdig med den biologiske proces og drømmer i øjeblikket om en lille krølhåret tøs mere. Det er ikke presserende og jeg er næsten afklaret. Min krop, min alder og mit helbred taler i mod, så der er ikke så meget at komme efter.

Jeg elsker dem. Jeg elsker at være deres mor. Jeg er stolt af dem og deres forskellige personligheder. De er helt igennem fantastiske, smukke og kloge. Jeg ville give mit liv for dem. Bogstaveligt talt. Jeg ved, at jeg aldrig ville tøve, hvis jeg skulle redde dem ud af et brændende hus. Selv med mit eget liv som indsats. Sådan er kærligheden bevidshedsthedsudvidende og smuk.

Så er der også mere om den anden - knap så pæne side ved at være mere  senere. Nu kalder det virkelige liv...! 

Underskudsmor.Det har jeg været i dag.

Jeg har været så pissesur, irriteret, underskudsmor, vrisset, hylet og haft røde plamager af indestængt vrede og hidsighed lige under overfladen. I dag var en dag, hvor jeg aldrig skulle have fået 3 børn. Hvad tænkte jeg dog på.....Grr!!

Jeg havde langt planer i dag. Ville have gjort kul på den ligusterhæk, som Manden fanme aldrig kan tage sig sammen til at komme igang med. Jeg fik også lagt an med min lille elektriske dameklipper fra Bosch i formiddags. Var klar og parat til at gå i gang. Jeg elsker faktisk at klippe hæk, hvis jeg da for fanden bare havde tid til det.....Vrumm, jeg fik lagt den i stilling og gik så i gang med at få has på de næsten 1 meter lange vildskud alt i mens Mindstepigen flippede skråt over at hun ikke måtte komme ud og være i nærheden af hækken af hensyn til hendes sikkerhed. Fanme så, begynder regnen at sile ned efterfulgt af nogle heftige tordenskrald. Og så fortsatte det med sådan et vejr - hele dagen! Så kunne jeg glo på min ligusterhæk, der fortsat kun er klippet på den ene side. Samtidigt har ukrudtet nået ufattelige højder siden jeg tog på ferie for 2 uger siden. Det har næsten dækket fliserne i en hidsig dans for at komme op til overfladen, men det tror da pokker med alle de regnvejrsdage vi har haft. Jeg havde også planer om at komme på det nærliggende bibliotek på min cykel. Det nåede jeg også, men jeg fik til gengæld også en liter vand med i tøjet, så jeg var gennemblødt, da jeg kom hjem. Jeg tog ellers afsted i en lille opholdspause, hvor jeg naivt spejdede ud på Himlen og håbede på, at jeg ville kunne nå det inden næste byge....Nå, men jeg fik da en håndfuld nye letlæsningsbøger til mellemste søn.

Helt ærligt. Jeg har været så fandens irriteret på Manden i dag. Han har haft såååååå god tid til at pille sig i navlen, rode med sine elektroniske dimser med argumenter om, at han da lige skulle sikre vores digitale billeder. Nu er han gået i seng og dimserne ligger stadig på bordet, hvor jeg har lyst til at kyle dem ind skabet for han nåede det da ikke. Han fortalte til gengæld glædestrålende, at han havde fundet nogle gode rumfilm han gerne ville have, at vi skulle se sammen. Fint, fortæl mig lige, hvornår pokker jeg skal have tid til at sætte mig ned for at se rumfilm.....? Jeg kan ikke slappe af, når haven ser ud som den gør. Det er altså virkelig slemt. Det er ikke for sjov. Græsset er snart 20 cm højt og skal slås med vores gamle græsslåmaskine, der ikke er elektrisk, men der i mod så rusten og slidt, at det er utroligt, at den fortsat alligevel kan slå græs med noget møje og besvær. Det går sååå langsomt.

Mindstepigen er også helt umulig at få til at sove. Det er et cirkus uden lige og jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Hun vil ikke sove om aftenen og i aften ville vi have set film med drengene efter hun var kommet i seng. Hun skreg så højt og hysterisk, at det var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Vi gik ind til hende på skift, men det hjalp ikke en døjt. Hun blev mere og mere hidsig og jeg var rødglødende af frustration til sidst og havde bare lyst til at råbe..."Så sov dog pigebarn". Det er jo ikke første aften, nej det har stået på i månedsvis. Nu må den middagslur bare droppes til hver dag, da vi skal have hverdagen til at køre igen fra uge 32, hvor jeg starter på nyt arbejde og Mindstepigen skal i vuggestue igen.

Desuden har alle 3 børn rapset noget mærkværdigt til sig i Berlin. De har alle 3 nogle sneglelignende sår forskellige steder på kroppen, der ikke vil gå væk. Pokkers. Jeg smører det med fucidin, men synes ikke det hjælper. Jeg har skrevet en mail til lægen i aften om at se dem i på mandag eller tirsdag, da vi tager på ferie igen hos svigermor fra onsdag. Det nager mig at jeg ikke ved hvad det er, da de ikke plejer at lide af sådan noget.

Øv. Jeg har været alt for utålmodig med mellemste søn i dag. Han piller og piller og piller i de sår. Heldigvis kradser han sig ikke til blods længere, men jeg kan næsten ikke have det pilleri og de millioner af gange, hvor jeg siger til ham, at han skal lade være.

Så blev klokken igen alt for mange. Tankerne kører rundt, men jeg er så træt i kroppen, at jeg nok skal falde i søvn i nat.....

Mon jeg når den anden side af ligusterfætteren i morgen, hvor vi øvrigt skal have besøg af vores venner i Galten. De har også 3 børn og nullermænd i hjørnerne tager vi ikke så højtideligt sammen med dem. Det er dejligt.

Gaabb, nogen der fortsat gerne vil have 3 børn.....?

Nu blev klokken alt for mange - igen!

Klokken er 1.42 og jeg burde være gået i seng for længe siden. Tiden løb afsted, da jeg fik tændt min computer efter 11 dage uden.

Manden er gået i seng. Det samme er resten af børneflokken. Det blev alt for sent, at I bare ved det. Der ligger 3 maskiner vasketøj i mit bryggers. Der ligger de jo skide godt. Der står også en ligusterhæk rundt om min have, der endnu ikke er blevet klippet. Græsset er 18 cm højt og jeg er faktisk ret ligeglad. Lige nu altså.

Det internet altså. Det er både godt og skidt. Jeg har fuldt en blog meget længe om et fantastisk livsstykke - Charlotte Englev - hedder damen. Hun har haft brystkræft i over 7 år og jeg har lært hende at kende i blogland. Nu er hun desværre død. Jeg læste informationen fra Nettet i Tyskland. Det gjorde mig ked af det. Ved ikke hvorfor, men pludselig sad jeg der og brølede midt på en internet café i Tyskland. Øv. Jeg lærer aldrig at forstå det. Bortgang af ressourcer, kærlighed og boblende personligheder. Hvad sker der lige for Ham i de øverste luftlag....?

Jeg sidder også her og tænker lidt på alting og ingenting.

Helt ærligt altså...Det er fantastisk at være sammen med mine børn i 24 timer døgnet rundt, men jeg bliver også bare så træt. Der er mange behov  hos en lille selvstændig Mindstepige, der har et selvværd på 100 m. og en selvtillid, hun først burde have i disse dimensioner som 40 årig. Hun har sine klare bestemte meninger om alting og at sidde fastspændt i en klapvogn i den Berlinske U-bahn er ikke noget hun gider. Nej, i stedet kan hun da bare skrige højt og inderligt af hysteri og galde over, at verden ikke altid arter sig efter den 2 åriges verdensbillede om at være først, størst og vigtigst i hele denne vide verden.

Verden er bare mærkelig. Jeg kan overhovedet ikke snøvle mig ind i seng. Funderer over, hvorfor vi dog blev så mærkeligt skabte, at vi har brug for at sove 1/3 del af vores liv væk...?Så ligger jeg der på puden. Tænker alt for hurtigt i flersporede motorspor over alverdens emner. Tænker på, hvornår afgrundens søvnskel kommer. I ved - øjeblikket lige inden alt bliver sort og man vågner næste morgen og opdager, at man har sovet endnu en nat.

Jeg nåede også lige at se et mærkeligt program om Michael Jacksons mange voksdukker i hans hjem Neverland. Det er sgu da noget mærkeligt noget fylde sit hjem op med voksdukker - den ene mere uhyggelig end den anden. Den mest bizarre var en bevægelig babydukke, der kun kunne bevæge venstre side. Så lå den der i voksvuggen og blinkede med sit ene venstre øje i mens venstre arm og ben bevægede sig. Den anden halvdel lå ubevægelig hen. Den kostede over 3000 amerikanske dollars. Hvem vil dog betale så mange penge for sådan en uhyggelig sag - altså udover Michael Jackson....?

Sådan noget mærkeligt noget skal der være plads til i mit hoved. Ellers kan jeg ikke få ladet af og koblet min indre ro til, når dagene er fyldt med børn, børn og atter børn, der alle kræver, giver, udholder og bringer så meget arbejde og uendelig lykke ind i mit liv. Manden var også lidt småstresset. Mindstepigen havde gået fra den ene ende af togkupéen til den anden i over 6 timer. Så bliver man sgu lidt træt i geledderne, da hun ser det som sin vigtigste opgave at slippe væk fra hendes forældre....

Og i mens triller der også et par tårer i erkendelse af, at dagen er slut for mit vedkommende. Det samme er ferien for denne gang og jeg ville ønske jeg kunne tage et par dage mere i Berlin.

Saa kunne jeg alligevel ikke lade vaere.

Jeg har sneget mig ind paa en tysk internetcafé hvor jeg for 1,20 euro i 60 minutter kan laese min post og smuglaese lidt danske nyheder alt i mens Manden har styr paa de 3 unger.

Vi har haft en fantastisk dejlig ferie her i Berlin, som klart kan anbefales til boernefamilier. Her er dejligt vejr, masser af groenne parker, store legepladser, boernevenlige tyskere i Undergrunden, i butikkerne, paa fortovene, i S-togene, ja allevegne..

Jeg var lidt skeptisk med en storbyferie og 3 mindre boern, men det er gaaet saa fint - det meste af tiden. Der har vaeret tidspunkter, hvor det kan vaere en udfordring at have en meget bestemt og selvstaendig Mindstepige med, der hellere vil gaa og skubbe klapvognen end at sidde i den. Hun har rykket saa meget sprogligt de sidste uger og er begyndt paa en uendelig raekke af "hvorfor".....! Det er lidt sjovt, men ogsaa kraevende at svare paa alle disse hvorfor´ere....:-)

Vi har besoegt verdens stoerste zoologiske have i Tiergarten i Berlin. Det var noget af en oplevelse, da haven var kaempestor og fyldt med alverdens forskellige dyrearter. Jeg skal love for, at Mindstepigen lige fik foejet en masse nye ord til ordforraadet. Vi moedtes med nogle af vores gode venner i Berlin i 2 dage foer end de skulle videre til Ungarn. Det var nogle rigtigt hyggelige dage med besoeg paa restaurant, zoologisk have og nogle timer ved et springvand, hvor vi sad med og noed det kolde vand, da varmen var haard de foerste dage.

Foerste dag i Berlin lagde vi haardt ud med et besoeg i Sachsen Hausen - en tysk koncentrationslejr, hvor der blev draebt over 6000 mennesker. Det var en dag med plads til eftertaenksomhed og overvejelser om stoerre ekstensielle tanker. Det var en haard dag, men Mindstepigen tog det overraskende godt, naar blot hun havde nogle pauser og kunne gaa lidt og faa masser af vand. Drengene var meget optagede af det, men blev alligevel meget traette, da vi gik over 12 km i haard varme. Da vores venner tog videre med tog til Ungarn tog vi et par dage til en naerliggende soe her i Berlin, der hedder Wann See. Et fantastisk sted med en skoen, skoen badestrand, hvor vi naesten foelte os hensat til Graekenland sidste sommer. Vandet er utroligt lavvandet og der er masser af fint hvidt/gulligt sand, kaempestore traer til skygge, stor vandrutchebane og god plads paa trods af, at det halve af Berlins befolkning maa have befundet sig ved Wann See den dag.

Efterfoelgende fik vi et par dage med varme, men enkelte regnbyer, hvor vi saa Ice Age 3 i biografen, koebte ind, tog i svoemmehallen og slappede af nogle skoenne aftener sammen. Desvaerre fik Aeldste soen problemer med foden i gaar og det kraevede et besoeg paa sygehuset, hvor vi konstaterede, at han har faaet betaendelse via lymfebanerne under fodsaalen, saa han naesten ikke kan gaa. De sidste dage maa vi derfor tage det lidt roligt. Det er lidt aergeligt, da vejret er perfekt til et par dage ved Wann See, men saa haaber vi paa, at vejret arter sig til et par ture ved stranden i Danmark.

Mindstepigen er stoppet med at sove middagslur!!

Det er ikke med vores gode vilje, da vi alle trænger til en pause midt på dagen til at slappe lidt af og sidde lidt med hver sine ting. Der er konstant gang i den med Mindstepigen og utallige er de gange, hvor hun igen forsøger at løbe væk, kravle højt og hun er generelt i et højt og krævende aktivitetsniveau. Der er ingen tvivl om, at hjernen er særdeles velkørende og hurtig med brug for mange og konstante udfordringer.

Jeg er bare så træt. Planlægning, pakning, rengøring og overblik skal skabes i et lille hus, hvor vi alle har brug for at kunne få lidt ro og ånde mentalt. Jeg mister fokus, bliver forstyrret i mine tankerækker og starter så igen forfra. Det er 2 skridt frem og halvanden tilbage. Hele tiden. Manden har jo også fået den idé, at det er dagen i dag, hvor vi skal afrime fryser og gøre rent i køleskabet. Vi har nemlig ikke andet at lave mindre end 24 timer inden turen går sydpå. Så hyler Mindstepigen. Hun har slået sig igen. Er kravlet op på vores hegn ude i haven og falder ned. Det er ikke alvorligt og et glas vand og et par rosiner får humøret frem igen. Jeg går indenfor og ind og åbner skabsdøren. Forsøger at finde nogle bodystockings. Hun hyler igen. Denne gang af frustration over, at hun ikke kan være med på trampolinen, hvor mellemste søn hopper med nabodrengen. Jeg tager hende med ind og forsøger mig med Bamse og kylling. Finder nogle bodystockings og får dem langt frem på bordet. Hyl igen. Denne gang har hun slået foden, da hun kom til at støde dem ind i sofabordet. Sådan går der flere timer. Manden står jo dybt begravet i fryseren og har vand, rod, kasser og alt til at ligge i bryggerset.

Frem og tilbage. Op og ned. Jeg skal også nå at besøge min mor på sygehuset i aften. Min far har ellers forsøgt at manipulere os fra at rejse, men jeg NÆGTER!

Så er det lige jeg kommer i tanke om en af disse ugebladsartikler om Reneé Toft Simonsen jeg læste for nylig. Det var vist i Femina. Temaet var om kvinder, der er trætte og udmattede pga. hverdagens mange forpligtigelser. Overskriften fangede. Det kender jeg jo alt til i perioder. Så jeg tænkte, at der måske var nogle vise ord jeg kunne bruge..

Hæh. Så sad jeg der. Fuldstændigt opslugt med en kop kaffe og tænkte, at nu var der måske en god idé....

Joohhh, artiklen handlede skam om, at vi kvinder var gode til at multitaske, (intet nyt under solen der...Det erfares dagligt her på matriklen), at det var vigtigt at give manden god sex og et blowjob og så i øvrigt huske at give os selv nogle mentale åndehuller, hvor vi kunne komme til at mærke os selv, kærligheden til ungerne og hinanden igen. Det er alt sammen rigtigt og blah..blah...blah... Reneé Toft Simonsen foreslog så, at man vi kvinder rejste alene væk for os selv for at lade mentalt op.

Hun havde da lige selv været i Thailand på et luksushotel ALENE i 3 UGER. Den lader vi lige stå lidt.....

Så er det jeg tænker, at jeg kender sgu ingen kvinder i min omgangskreds, der kunne eller ville rejse fra ungerne i 3 uger. Økonomien er nok heller ikke lige til 3 uger i Thailand hos de fleste i en tid med finanskrise, tvangsauktioner og arbejdsløshed. Så jeg føler egentligt at artiklen gør lidt grin med den store hårdtarbejdende gruppe af middelklassekvinder som knokler dagligt for at få alle ender til at hænge sammen. Der er også forældre/mødre med lave lønninger eller sociale ydelser, der nok ikke bare lige hopper på flyveren til Thailand i 3 uger! Enten er ungerne tvangsfjernede, når de kommer hjem eller bankkontoen spærret.

Så jo, jeg tager da lige til Thailand i 3 uger på et luksushotel og lader mit legeme afstresse under en palme på en strand i Phuket.

Nogen, der vil med.....?

Det hørte jeg en mand sige til sin præ-teenager i centret i dag. De gik foran mig med indkøbsvognen og diskuterede højlydt. Jeg hørte kun nogle enkelte fragmenter af samtalen, men fik da med, at sønnen gerne ville blive længere oppe end til kl. 22, når nu det var ferie. Argumenterne skulle åbenbart findes i, at det måtte alle hans kammerater. Jeg hørte ikke faderens svar, men pludselig råbte han "Så hold dog kæft, knægt"!

Ikke en særlig værdig og respektfuld måde at afslutte en dialog på, vel?

Desværre må jeg være helt ærlig og indrømme, at jeg udmærket forstår faderen og jeg kunne lynhurtigt høre den træthed af diskussionens evindelige kværnen og de mange omkvæd sådan en lemmedasker præsterer.

Jeg har nemlig én i huset. En rigtig intelligent, følsom og udspekuleret én. Han er lynhurtig verbalt og mener selv, at han klart burde bestemme alt selv. Sådan er det ikke bare her i huset - endnu! Jeg kan bruge lang tid på at diskutere med ham og finder pludselig mig selv i en diskussion, der burde være stoppet for længe siden, hvilket er mit ansvar. Jeg kan høre mig selv stå og diskutere som jeg ville gøre med Manden og det er smadderhamrende forkert. Når jeg ikke får stoppet sådan en diskussion, der kan vedrøre ALT, den unge mand mener burde være anderledes, så bliver jeg nemlig også irriteret og får lyst til at bede ham holde sin kæft! Det gør jeg ikke, men i min dysfunktionelle familiebaggrund var grimme ord og fornedrelser en del af konfliktløsninger. Rent logisk og rationelt forstår jeg udmærket, at det på ingen måde løser konflikten og diskussionen hensigtsmæssigt for nogen af parterne, MEN det kræver nogle overvejelser fra mig INDEN situationerne opstår.

Ja, så sent som i går fik jeg lyst til at brøle ham ind i hovedet..._"Så hold dog din kæft, knægt"! da han mente, at han ikke skulle rydde op på sit værelse, selvom hans kammerat har boet her i 3 dage. Det vil jeg overhovedet ikke diskutere for det skal han bare....!

Men hold fast, hvor jeg godt kan føle fornemmelsen af, at nu gider jeg ikke mere. Lad ham gøre hvad han vil og så får jeg fred....Det gør jeg ikke, Manden og jeg er ved at opfinde de vise ord i vores familie på, hvordan vi vil håndtere disse diskussioner, der opstår tid til anden. Jeg er nok en anelse autoritær - mor og fars ord er i vid udstrækning lov indtil han bliver noget ældre. Det er en konstant balancegang at vide, hvornår han kan forudse konsekvenserne af sit valg og hvornår han rent neurologisk og udviklingsmæssigt ikke kan. Jeg prøver at kombinere faglig viden med min egen mavefornemmelse og fornuft samtidigt med, at jeg anser det som vigtigt at understøtte hans evne til at reflektere og sætte spørgsmålstegn ved NOGLE emner. Manden er enig. Klokken 21.30 er det godnat. Vi vil også have lidt "ego-ferie" uden børn for at lade op til næste dag.

Nu skal det ikke lyde som en ren omgang jammer. Langt det meste af tiden er ældste søn en fantastisk én af slagsen. God ved sine søskende, mange kammerater, blændende dygtig i skolen, kun ros fra lærere, indfølende, sød og empatisk. Han bliver ældre og skal både høres og respekteres, men det er vel stadig os, der bestemmer....!

Det må også kunne formidles uden et brølende:"HOLD NU KÆFT, KNÆGT"!! 

Ferien står for døren. Min blog har ligget stille et stykke tid. Der er så mange oplevelser, tanker og ord jeg gerne vil fortælle. Ordene står kaotisk og planløst i række i mit hoved for at blive udtrykt, reflekteret over og sat på ord.

Alligevel står det stille. Ordene altså. De står ikke i kø på samme flydende måde som normalt. Det er lidt staccato. Jeg tænker på de her spanske klap-klap-klap instrumenter. Sådan har jeg det. Ordene er lidt som i klynger - uden retning, mening eller forståelse. Måske er det fordi der er sket så meget.Nyt job. En endnu mere syg mor end normalt, hvis det overhovedet snart kan lade sig gøre, et BMI på 26, en Mand, der er lidt stresset og træt (modsat hans oprindelige jeg), ferie for alle ungerne, forskellige spring i ungernes udviklingstrin. Mindstepigen, der snakker der ud af og er i sin - "det er min tur, moar" "mig ka´selv" fase, mellemste søn, der har lært at læse rigtigt godt, selvom han først skal til at i 1. klasse og endelig ældste søn, der er blevet en rigtig lemmedasker, som tror, at alt skal diskuteres!

Nyt job. Det er sgu godt. Et rigtigt knæ-venligt job med et fagligt indhold jeg nok skal klare. Det er bedre lønnet. Jeg har fri kl. 15.00 hver dag og en fridag hveranden uge. Jeg risikerer ikke at få nogen på lampen eller blive truet på livet. Jeg siger farvel til nogle rigtigt gode kolleger og det er måske det, der gør at jeg kan få lidt ondt i maven om jeg nu gør det rigtige, men det gør jeg....Der er ikke noget alternativ til helhedsperspektivet. Jeg skal ikke bruge al min energi på jobbet og kan på denne måde få det til at hænge sammen - mentalt og fysisk.

Knæoperationen har været en bragende succes! Jeg kan gå langt, cykle, træne og ikke mindst småløbe UDEN SMERTER!! Det er jo fantastisk og jeg bøjer mig i støvet for ortopædkirurgen på Århus Sygehus, der har afstedkommet dette personlige mirakel for mig. Tænk, at jeg ikke længere er afhængige af krykkerne eller smertestillende. Der skulle gerne være 5-6 år mere i mit knæ, så det vil jeg glæde mig over.

Manden er lidt stresset og derfor mere distræt. Han bliver aldrig i dårligt humør eller hidsig, men distræt og glemsom. Jeg prøver at lade være med at blive irriteret over, at han glemmer Mindstepigens skiftetøj, gummistøvler osv. nu hvor ferien står for døren. Han bærer det igennem, når jeg ikke i de dage, hvor alt er sort for mig og jeg næsten ikke magter noget. Så må jeg for da for pokker lade være med at lade mig irritere over et par gummistøvler. Herregud, et par tørre sokker eksisterer da.

Nu er det snart tid. Tid til ferie. Vi drager afsted til en storby i Europa. Glæder mig. Et hold venner befinder sig også i byen i nogle dage på samme tidspunkt som os. Vi skal lave lidt sammen og så ellers bare håbe på, at vejret arter sig nogenlunde.

Det skal nok gå det hele. Sådan bare. Det regner dejligt i min have og alle roserne står i fuld flor sammen med det lange græs, hækken der endnu ikke er klippet og ukrudtet, der pibler frem blandt fliserne. Herligt. Gider ikke bekymre mig om det. Tænker på det nære. Tænker på de gode dage der netop har været med besøg af gode venner, feriebarn. Ture ved stranden. Klamme vandmænd under fødderne og sommeraftener, der aldrig ender.. 

Grr....Jeg bliver vanvittig!

Hvorfor er der ikke en læge, der for engang skyld kan skære igennem overfor min mor og insistere meget kraftigt på, at hun skal blive på sygehuset....!

Hun ryger ind og ud i øjeblikket. 3 dage inde og 3 dage ude med nogle få variationer imellem. Sådan går det hele tiden i øjeblikket og jeg er konstant stresset af det.

Nu har hun snart været i terminalstadiet i det uendelige. Kan hun da ikke snart få fred.

Det påvirker mit sociale liv i enhver henseende. Jeg prøver at holde fast i nogle aftaler, men mit stressniveau er konstant og jeg kan slet ikke slappe af, hvis jeg skal have gæster, fordi jeg tænker på om jeg nu bliver hidkaldt midt i det hele. Det går op og ned og op og ned.

Jeg har helt glemt at skrive, at jeg har fået et godt jobtilbud, som jeg lige overvejer, hvis jeg ellers kan få tid og ro til det.

Mit knæ går forrygende, så der er også meget at glæde sig over. Det gør jeg, men jeg er konstant stresset lige nu.

Mellemste søn er så følsom i øjeblikket. Han kan ikke tåle at være længe oppe for så bliver han så pirrelig næste dag. Det er svært for ham at forstå og holde ham inde i de sene sommeraftener vi har i øjeblikket, hvor nabodrengene og nogle piger spiller rundbold hver aften på vores fælles græsplæne i ejerforeningen.

Jeg er alt i øjeblikket. Så træt, at jeg næsten ikke kan rokke mig ud af stedet. Glad fordi knæet endelig arter sig og jeg har gemt krykkerne væk på loftet for denne gang og jeg ikke har svært ved at finde arbejde her i finanskrisen. Mindstepigen snakker og er bare så glad og levende og krævende hver dag. Fuld af liv og kærlighed. Hun har været på ferie hos sin farmor i weekenden. Jeg skal ærligt tilstå, at det gav os et tiltrængt hvil.

Det er varmt. Det er sol. Det er sommer. Min mor er dødssyg og det hele er bare så overvældende.

Grr....Jeg bliver vanvittig!

Hvorfor er der ikke en læge, der for engang skyld kan skære igennem overfor min mor og insistere meget kraftigt på, at hun skal blive på sygehuset....!

Hun ryger ind og ud i øjeblikket. 3 dage inde og 3 dage ude med nogle få variationer imellem. Sådan går det hele tiden i øjeblikket og jeg er konstant stresset af det.

Nu har hun snart været i terminalstadiet i det uendelige. Kan hun da ikke snart få fred.

Det påvirker mit sociale liv i enhver henseende. Jeg prøver at holde fast i nogle aftaler, men mit stressniveau er konstant og jeg kan slet ikke slappe af, hvis jeg skal have gæster, fordi jeg tænker på om jeg nu bliver hidkaldt midt i det hele. Det går op og ned og op og ned.

Jeg har helt glemt at skrive, at jeg har fået et godt jobtilbud, som jeg lige overvejer, hvis jeg ellers kan få tid og ro til det.

Mit knæ går forrygende, så der er også meget at glæde sig over. Det gør jeg, men jeg er konstant stresset lige nu.

Mellemste søn er så følsom i øjeblikket. Han kan ikke tåle at være længe oppe for så bliver han så pirrelig næste dag. Det er svært for ham at forstå og holde ham inde i de sene sommeraftener vi har i øjeblikket, hvor nabodrengene og nogle piger spiller rundbold hver aften på vores fælles græsplæne i ejerforeningen.

Jeg er alt i øjeblikket. Så træt, at jeg næsten ikke kan rokke mig ud af stedet. Glad fordi knæet endelig arter sig og jeg har gemt krykkerne væk på loftet for denne gang og jeg ikke har svært ved at finde arbejde her i finanskrisen. Mindstepigen snakker og er bare så glad og levende og krævende hver dag. Fuld af liv og kærlighed. Hun har været på ferie hos sin farmor i weekenden. Jeg skal ærligt tilstå, at det gav os et tiltrængt hvil.

Det er varmt. Det er sol. Det er sommer. Min mor er dødssyg og det hele er bare så overvældende.

på så en meningsløs og tragisk måde som det skete i sidste uge, hvor en lille pige blev glemt i bilen og døde af overophedning og tørst, så sker der noget med mig.....

Der dør børn hver eneste dag. Små børn, der burde have haft langt bedre betingelser end dem, der nu blev den givet. Det er rystende, forkert og meningsløst.

Når jeg tænker på den lille pige tænker jeg også på min egen lille datter. Jeg tænker, hvor forfærdeligt det ville være at miste hende og tårerne triller bare ved tanken.

Det er kun et splitsekund jeg måske kan føle den overvældende, lammende og skrækkelige smerte forældrene til den lille pige må have følt og stadig føler. De har ikke kun mistet pigen. De har sikkert også mistet hinanden. Det må kræve tilgivelse og barmhjertighed at tilgive en så meningsløst tankeløs handling muligvis forårsaget af stress og jag.

Jeg græder, når jeg tænker på den lille pige. Hver gang jeg ser små børn i bilerne er jeg ekstra opmærksom. Jeg håber sådan, at hun ikke led for meget. Jeg kan næsten ikke udholde tanken om, at det lille væsen har kæmpet sig fri af autostolen for dernæst at glide ned i bunden af bilen!!!

Hvor må hun have lidt og grædt og ikke forstået, at der ikke kom nogen for at hjælpe hende.

Så dør hun - i bunden af en bil. Jeg kan slet ikke udholde tanken om, hvor alene og ensom hun må have haft det inden hun dør. Hvilken lidelsen hun har gennemgået inden hun endelig fik fred.

Så tvivler jeg dælme på Vorherre! Hvor er du henne i den meningsløse del af tilværelsen. Det ekstensielle paradoks, at meningsløsheden er prisen for kærligheden. For livet.

Lille pige - hvil i fred. Jeg håber inderligt, at dine forældre får den bedste og professionelle hjælp man overhovedet kan forestille sig.

Stakkels din far. Stakkels din mor og stakkels din familie, der blev tilbage. Må de med tiden finde tilbage til hinanden, hvis det overhovedet er muligt.

Jeg ved det ikke. Havde Manden glemt nogle af børnene på den måde så tror jeg ikke på tilgivelsen længere. I mit simple univers ville jeg sikkert have lyst til at slå ham ihjel. Men hvad ved jeg....? Intet om at blive del af så forfærdelig en skæbne.

Meningsløst. Forfærdeligt. Skrækkeligt. 

Så har jeg lige talt med en veninde i over en time.

Jeg er fuldstændig brugt i mit hoved af at lytte og lytte og lytte. Lytte til lidelseshistoriernes flydende uendelighed og manglende evne til at ændre sine vilkår til det bedre.

Jeg føler mig lidt ussel efter samtalen. Jeg tænker nemlig over, at sådan har det altid været med hende. Hun taler, taler, taler og taler. Jeg lytter, lytter, lytter og lytter. Er konstruktiv og deltagende, medfølende og empatisk. Jeg har altid tiltrukket disse intelligende, navlepillende og sugende typer. Hvorfor gør jeg mon det....? Det er mit store, kvalmende frelser gen, der gør sig gældende. Jeg har fået luget i flere af relationerne, der er således. Kan mærke, at det ikke gør mig godt at jeg altid skal være til stede og lytte uden at der er deltagelse og indlevelse den anden vej fra.

Jeg er selv kommet ind i disse relationer og må ud af dem igen. Jeg ved bare ikke helt hvordan. Føler mig lidt ussel i erkendelsen af mine egne mangler i disse dage. Jeg ville ønske, at der var mere overskud og jeg er meget tæt på at aflyse vores tur på café i morgen, da jeg ikke magter 2 timers "containing" af alle hendes problemer med børn, mand, depression, mor, arbejde osv...

Svigter jeg så.....?

Sådan er det i øjeblikket. Jeg har det rigtigt godt i disse dage samtidigt med, at frustrationen og sorgen over min mors snarlige død løber side om side i mit sind.

Min operation er gået rigtigt godt. Jeg er ikke længere afhængig af krykkerne indenfor og på små ture af 1 km udenfor huset. Det er simpelthen fantastisk og det giver mig håb om, at der igen venter nogle år med en god knæfunktion.

Vi har været på camping med mellemste søns klasse i weekenden. Det var en rigtig god oplevelse med masser af gode oplevelser og søde mennesker. Det er en klasse, hvor mange samfundslag er repræsenteret og der er mange spændende mennesker at snakke med. Vejret var godt og ældste søn skulle trodse kulden og bade i vandet. Det var simpelthen så dejlig en weekend.

Det gode vejr giver muligheder for nogle gode oplevelser. I går fik vi besøg af nabodrengene og deres mor til en god omgang vandkamp i haven. Vi havde 6 drenge i alderen 7-11 år på besøg. Det var rigtigt hyggeligt, vanvittigt, larmende, livsbekræftende og skønt at kunne få disse oplevelser. Jeg tænker meget over at få det bedste ud af mine dage. Have nogle glade og dejlige unger. Få mit ægteskab til at køre på trods af de vanskeligheder vi har med alt det ydre pres, der ofte er i vores liv. Glæde mig over reservebedsternes betydning for ungernes liv og ikke mindst min svigermor, deres faster og de af mine veninder, der sommetider passer dem eller bare interesserer sig for dem.

Min mor kommer ikke udenfor en dør. Blodtrykket er alt for højt, fødderne er svulmet op til ukendelighed og hun vil ingenting. Jeg besøgte hende i går og hun har mistet meget af sin rationelle habitus, da hun havde skoddet en cigaret i kaffen ude i køkkenet. Det er trist at se, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg havde rundstykker med til kaffen, men hun kunne ikke klare besøg i mere end 3 kvarter, så sad hun op og sov pga. det forhøjede kulilteniveau i blodet. Det er ikke let længere og hun har sagt til min far, at hun ønsker at dø nu. Hun magter ikke mere, så jeg håber, at hun kunne sove stille ind en nat ved at hun simpelthen ikke vågnede om morgenen længere.

Så mit liv balancerer midt i mellem liv og død. Jeg forsøger at holde ved, elske mine unger og gøre, hvad jeg kan for at kunne fungere på alle planer. Det kræver lidt tid til nogle tårer ind i mellem. Jeg græder bedst i ensomhed. Sådan har jeg lært det af dårlige erfaringer som barn, hvor trøst og rare ord ikke var til stede. Så lærte jeg at græde i ensomhed og sådan fungerer det også bedst som voksen.

Solen skinner og vi skal til Sankt Hans i aften. Jeg glæder mig og så selvom det betyder, at mellemste søn kommer for sent i seng og nok er lidt træt i morgen.

God sommerdag til alle.

er syg med hand-food-mouth disease. Han er hårdt ramt med store blæner i munden, på balderne og ved håndleddet.

Det øger hans sensitivitet ganske betragteligt i dag. Han kom hjem kl. 18.00 efter den 3. legeaftale i træk og han var helt udmattet. Jeg kunne se det, da han kom hjem med Manden. Da de kom ind i bryggerset vidste jeg med det samme, at det ville blive 2 timer med jammer og klynk. Jeg skulle lige trække vejret dybt nogle gange, da jeg har gået meget rundt på benet i dag og havde fået en del smerter. Han var så træt og udmattet og sagde det meget sigende: "Mor, jeg har så ondt i huden". Han er utrolig til at aflæse mig for uden at jeg havde sagt noget og endda prøvet at tage mig gevaldigt sammen sagde han til mig:"Mor, du skal gå ind og lægge dig på sofaen for du har vist meget ondt.....".

Det er både rammende, fantastisk og maner til eftertanke. Han kan i den grad aflæse mine signaler.

I går ringede en af drengene fra hans klasse for at høre om han ville lege i dag. Han havde allerede lavet en anden legeaftale, så det kunne han ikke. Det er en af de drenge, der sommetider driller og som mellemste søn ikke er særligt begejstret for. I dag sagde han så med tårer og grådkvalt stemme, at den dreng havde sagt, at han ikke måtte være med i en leg i dag, selvom 2 af hans andre kammerater i legen sagde, at det måtte han gerne. Da mellemste søn ikke havde meget overskud havde han trukket sig i legen og fundet en anden legekammerat. Jeg fortalte ham, at han gerne må stå mere fast og insistere på at være med, når de andre i legen gerne vil have ham med. Den afvisning reflekterer han længe over - både hvad det betyder, at man ikke er med og hvorfor han selv bliver ked af det. I dag turde han så heller ikke spørge nogle andre senere i sfo-tid, da han var bange for, at de ville sige nej.

Jeg prøver at anvise ham nogle konkrete handlemuligheder. Find en voksen og søg hjælp. Insister på at være med. Jeg ved jo godt, at han har haft en begyndende virus på vej og dermed nedsat lyst og overskud til at løbe rundt og lege. Samtidigt roser jeg ham for at have fundet en anden legekammerat, da han fik nej til at være med.

Selvom det går rigtigt godt med mellemste søn, så er det klart, at hans sansemotoriske problemer kombineret med hans følsomme og intelligente/refleksive sind gør det lidt mere kompliceret til tider. Jeg har lige vendt det med Manden. Han har nogle gode pointer og en mere nøgtern indgangsvinkel. Han har lige gjort mig opmærksom på, at dagen i dag ikke er et godt udgangspunkt for alt for mange refleksioner, da de væskefyldte blæner føles langt mere intimiderende og hæmmende for mellemste søn og han var så træt.

Jeg forstår bare ikke altid mellemste søn. Jeg elsker ham mindst ligeså højt som de 2 andre, men det er ikke altid, at jeg instinktivt forstår ham. Han ligner sin far i sind og skind og Manden er også lidt af en social enspænder, der har brug for meget tid alene, når han har været sammen med andre mennesker. Jeg er en social selskabspapegøje. Det samme er mine 2 andre børn. De trives altid i selskaber med mange og Mindstepigen er allerede en populær legekammerat i vuggestuen, selvom hun kun er lidt over 2 år.

Jeg passer selv ind i betegnelsen på et særligt sensitivt menneske og jeg kan se, at min mellemste søn har mange af de lighedspunkter. Når jeg læser de meget præcise definitioner på særligt sensitive børn er det som at læse om mellemste søn.

Så sidder jeg her.

Det går sgu egentligt meget godt. Med benet altså. Det er begyndt at klø i såret, som er tegn på god heling. Det gør heller ikke vanvittigt ondt i benet. Når jeg sidder ned kan jeg faktisk ikke mærke, at jeg er blevet opereret. Der er heller ikke flere låsningstilfælde i benet. Jeg må arbejde lidt for at få den fulde bøjning igen, men ellers går det meget godt. Jeg vil prøve at bevæge mig udenfor huset i dag. Hen i den lokale Netto med krykker. I morgen vil jeg prøve at tage til styrketræning og så træne det jeg kan og må i forhold til smerter. Jeg håber at blive klar til sommerferien, der om 27 dage går sydpå.

Jeg skal ringe til arbejdet, men jeg kan næsten ikke tage mig sammen. Jeg kan ikke magte at skulle forholde mig til en forventet tidshorisont. Fakta er, at jeg ikke kan se mig selv være i mit nuværende arbejde længere på trods af, at det er ekstremt spændende og fagligt udviklende. Den øgede åbningstid, arbejdets krævende borgere og ikke mindst min frygt for igen at blive truet på livet gør det svært at se mig selv fortsætte! Min søde chef fortjener dog, at jeg ringer i dag. Så vidt jeg ved skal jeg vist også løbende orientere for fortsat at kunne modtage min løn.

Jeg er begyndt at kigge mig om efter andet arbejde. Jeg har intet alternativ, men har heller ikke mange kræfter til det i øjeblikket. Ungernes daglige behov kræver det meste.

Ja, det er ikke mig, men min efterhånden ret beskrevne mor på denne blog.

Hun røg ind i går morges IGEN efter at have udskrevet sig selv i tirsdags. Det er efterhånden blevet en hel sport for hende. Ind og ud og ind og ud. HUN gad da ikke lige være indlagt på en medicinsk afdeling. HUN kunne da ikke lige lade være med at ryge i den uge op til min operation, selvom hun godt ved, at det ender med en lille tur i respiratoren. HUN skal nok selv bestemme om hun vil have fast ilt tilkoblet eller ej. HUN skal nok selv bestemme, at hun ikke vil have hjemmeplejen til at komme og kigge til hende et par gange om ugen, hjælpe hende i bad og aflaste min far. HUN skal nok selv bestemme om hun vil indlægges og tager sin medicin selv, hvilket ikke længere virker medmindre hun får det intravenøst.

Så nej. Jeg fik da bare lige IGEN en opringning fra min far kl. 6.00 om, at hun igen var kommet i respirator og jeg tumlede ud af sengen - endnu påvirket af narkose, smertestillende og med smerter og fik gjort mig klar. Manden har ellers haft en engels tålmodighed med denne ekstremt belastende situation for vores familieliv, men jeg kan mærke, at det også begynder at tære på ham.

Så jo, jeg sad igen med et nyopereret ben hos min mor, alt i mens jeg i mit stille sind ønskede, at hun kunne få fred. Jeg orker ikke mere. Det gør hun heller ikke. Det er ligesom at være i terminalstadiet i det uendelige. Det trækker ud og trækker ud. Det er ikke værdigt for hende og efterhånden er det en kæmpe belastning for mig. Ja, det er måske tabu, men jeg er ikke bange for tabuemnerne! Når en pårørende er så syg og egenrådig i sin manglende sygdomserkendelse og forståelse, så er det efterhånden en kæmpe belastning, der gør, at jeg er ved at kaste op over det. Var hun så bare "syg" og agerede hensigtsmæssigt derefter, så var det langt nemmere at bære og håndtere. Nu, hvor hun er syg er det pludselig legalt, at alt drejer sig om én selv - som det altid har gjort. Der er ikke plads til andet end min mors sygdom. Min far har end ikke spurgt, hvordan det gik med min operation. Han bliver blot sur og irriteret over, at jeg ikke stillede op kl. 8.00 i morges.

Heldigvis skinner solen i dag efter 2 dage med uophørlig regn og mit humør er, på trods, ret godt i dag.....Mine smerter i knæet er til at holde ud og jeg håber, at det fortsat går den rigtige vej.

er altid godt for så er halvdelen af prøvelserne overstået.

Sådan er det netop nu. Jeg blev opereret kl. 14.00 i dag - altså mindre end 12 timer siden i skrivende stund. Jeg har det, efter omstændighederne, rimeligt. Jeg er kommet hjem kl. 20.00, hvor jeg så har ligget blundet det meste af aftenen på sofaen. Nu er det midnat og jeg er frisk og kan mærke, at lokalbedøvelsen i knæet er ved at forsvinde og det er nu godt ømt og en anelse hævet.

Selve kikkertoperationen er gået godt. Jeg blev, som jeg havde insisteret på, opereret af en rigtig dygtig kirurg, som fandt en rigtig stor "mus" i knæet på næsten 2 cm på den længste led. Han havde medbragt den til samtalen på opvågningsstuen, hvor jeg så den. Desværre kan jeg ikke tydeligt huske hvad han han fortalte, da jeg på daværende tidspunkt var meget omtåget o groggy af det smertestillende medicin jeg havde fået. "Musen" havde lagt sig fast om resten af mit bagerste korsbånd, hvilket var årsagen til mine låsningstilfælde. Han fortalte også nogle andre punkter vedr. tilstanden i mit knæ og i forhold til det skadede udgangspunkt så det rimeligt ud. Efter en rekonvalens på nogle uger skulle jeg gerne komme tilbage til mit oprindelige udgangspunkt og have dette nogle år endnu. Det betyder, at tidspunktet for en knæprotese er udskudt til en noget fjernere tidshorisont, hvilket er dejligt.

Da jeg kom ned fra opvågningens kompetente og meget omsorgsfulde sygeplejerske var det at komme fra himmel til helvede. For over 5 år siden havde jeg et ophold på næsten 4 uger på en ortopædkirurgisk afdeling, hvor forholdene var så kritisable. Dårlig kommunikation, mangelfuld smertedækning af komplicerede og komplekse smertetilstande, elendig rengøring og hygiejne og sanitære forhold. Jeg kom ned på en 6-mands stue, hvor der lugtede ganske forfærdeligt af afføring. En mand klagede og skreg forpint af smerter på stuen ved siden af. Der var fuld af mennesker til besøgstid og jeg havde det rigtigt skidt. Da jeg efter en time ikke havde snakket med hverken sygeplejerske eller læge ringede jeg efter en. Jeg havde det rigtigt dårligt og tårerne lå lige under overfladen pga. den stressede situation jeg er/var i. Min mor er ekstremt dårlig igen - det går ned ad bakke for alvor nu. Der var så mange ydre forhold jeg skal udholde samtidigt med mine smerter. Da der endelig kom en sygeplejerske knejsede hun om med beskeden, at jeg hverken kunne få is til at lægge på knæet, smertestillende piller eller andet, da der var andre patienter, der var dårligere end jeg. Da begyndte jeg at græde. Min naturlige rapkæftethed var fuldstændig væk pga. træthed, smerter og omtågethed.

Jeg ringede efter Manden og kom hjem. Drengene er hos reservebedsterne og Mindstepigen sover.

Jeg er chokeret over, at en højt profileret og dygtig afdeling med international anerkendelse, status, forskningsprojekter i verdensklasse og dygtige overlæger har så ringe en efterbehandling og pleje. Sengene på afdelingen er fra 1960´erne, alle stuer er 6-mands stuer uden kønsopdeling og der er 4 toiletter til 30 patienter. Toiletterne var konstant møgbeskidte og jeg måtte bede en sur sygeplejerske om at rengøre dem hver gang jeg skulle til, da jeg umuligt kan slappe af ved tanken om al den afføring jeg kunne sætte mig på med efterfølgende infektion. Der er beskidt på afdelingen, ingen plads til senge, apperatur og hjælpemidler. Sure sygeplejersker gør bestemt ikke opholdet mere tåleligt. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på at skulle ligge der igen i flere dage, når en gang jeg skal have en protese.....!

Nå nej, det bliver ikke nødvendigt. Jeg fandt jo også ud af betydningen af det "accelerede patientforløb", hvilket konkret betyder, at patienter nærmest smides ud af hospitalssengen 48 timer efter en stor operation med mange smerter og særdeles nedsat mulighed for at klare tingene selv den første uges tid. En ældre dame ved siden af mig havde netop fået skiftet hofteprotesen mindre end 48 timer i forvejen, da en meget ung og lidt for rapkæftet sygeplejerske med svirpende stemme meddelte, at NU skulle hun finde transport hjem indenfor 4 timer. Den ældre dame græd stille - af frustration, smerter og manglende omsorg. Føj for den....! Når det engang bliver min tur, så vil jeg skide højt og flot på dette nye begreb, der blot er et skalkeskul for at skjule økonomiske besparelser.

Det blev langt og om meget andet. Det har fyldt meget i dag og det vil det sikkert gøre det næste stykke tid indtil mit knæ igen får det bedre.....

Dagen i går og i dag er tung, tung, tung.

Sådanne dage kommer til mig i sjældne perioder. Jeg har fundet ro ved at acceptere, at sådan er det. I mange år blev jeg grebet af panik, når perioderne kom væltende med al deres mørke, tristhed og ensomhed. Nu ved jeg, at perioderne kommer og de forsvinder igen - hurtigt. Jeg må bare gennemleve dem og acceptere, at det er således. Jeg graver mig mentalt ned i de dage. Lukker min mobiltelefon og forholder mig ikke til andet end det, der lige kræves i forhold til mine unger og Manden. Dårlige erfaringer fra tidligere perioder har lært mig, at sådan går det bedst. Jeg kommer ikke i konflikt med andre pga. urimelighed og barndommens vrede ved at holde lav profil. Min vrede kan være så overvældende, frembrusende og voldsom på andre, der er blevet ramt i den i situationer, der var helt ude af proportioner. Det skal ikke ske igen.

Det regner voldsomt udenfor. Jeg kan høre en enkelt solsort i mit blommetræ synge lystigt og tilsyneladende upåvirket af den tristhed, der hænger over min dag. Det må være sådan. Det er ikke noget at gøre ved det. Jeg kommer over det igen. Hverdagen tvinger mig ud af mit skalkeskjul, da jeg i eftermiddag skal besøge en veninde med Mindstepigen, der skal passe hende hele søndag. Jeg skal ud og mærke livets strejf, rusk og vinde i dag. Der er ingen vej udenom. Det er vist også godt nok.

Tror jeg....?

Når konkrete situationer og stemninger laver overspringshandlinger i tid og rum kan det være særdeles rædsomt.

Jeg oplevede det i dag. Flash back mellem tid og rum. Mellem alle professionelle og modne lag i hjernens erindringer til en tid, da jeg var et ensomt lille barn i en dysfunktionel familie. Jeg husker ikke alder eller år. Alle mine receptorer i huden huskede stemningen, tiden og slagene i bagdelen. Tavse dage uden ord. Tavse weekender uden input fra andet end en fuld mor og en rasende far, der ikke tog ansvar, men fulgte med i piller og raseriudbrud. Der var vi børn. Min søster og jeg. I en lille bitte lejlighed på 80 km2 - fortættet, ensom, kvælende og skrækkeligt.

Jeg husker bøjlen, der var pyntet med en hæslig grøn strikrædsel, der var højeste mode dengang i 70´erne, hvor jeg var i et fængsel af smerte, ensomhed og mangel på kærlighed og omsorg. Min krop, mine sanser, mine erindringer, mine følelser er tilbage til tiden i dag. Den bøjle fik jeg flere slag af i bagdelen, da mine forældre kom hjem med min søster og jeg lavede stort bag gardinet i stuen fordi jeg var jaloux.

Jeg husker min evige flugt i bøgernes verden. Jeg læste mange bøger. Ingen interesserede for valget af litteratur, der ofte handlede om rejser mellem stjernerne eller ensomme børn, der stak af hjemmefra. Disse bøger gav mig glæde og rungende genlyd af indre transformateret smerte til en dag i 2009, hvor jeg har tænkt meget over min egen død og mine forestillinger om tiden efter tærsklen til døden.

Jeg forstår det ikke. Hvorfor blev det netop mit lod at blive en del af en familie, der er vævet ind i generationers dysfunktionalitet? Jeg bliver så smerteligt mindet om det, da jeg i dag besøgte min dejlige veninde, der har fået en datter for 2 uger siden. Hun har en velfungerende familie. Mor, far, bror, søster, svigerbørn. Hun er moster og faster til flere børn i en familie, der tager på sommerferie, vinterferie og påskeferie sammen og hjælper hinanden på kryds og tværs. Hvor er det bare pisse hamrende uretfærdigt, at det ikke blev mit lod....! Jeg græder i aften. Over en lille ensom piges smerte, der altid skal opfinde den nye tallerken - hver gang i relationsarbejdet med mine egne børn. Der er intet at trække på - ingen bagage at tage med fra tidligere tider. Jeg skal altid rationalisere, tænke og bruge så mange kræfter på at gøre det rigtige - for mig, for Manden og for mine højtelskede unger! Jeg elsker dem højt og vil gå i døden for dem. Der er dog enkelte dage, hvor jeg næsten ikke kan udholde det pres det er at sørge for dem - konstant, non-stop og uophørligt uden at snøfte og græde lidt.

På fredag skal jeg i øvrigt opereres - jeg håber, at det går godt. Jeg har ikke noget alternativ.

Ja, de sansemotoriske problemer har han haft altid - det er 6 måneder siden vi blev bevidste om det. Der har været en følelsesmæssigt udviklende og belastende periode for mine evner som mor. Min rationelle habitus som mor kontra min dybe og stærke følelsesmæssige påvirkning af, at min søn havde nogle problemer han ikke selv var herre over eller kunne forstå - kun mærke dybt i alle sine sanser og udmattes af.

Det har været perioder med sejre og nedture. Sejrene fylder mest og det er dem jeg mentalt har holdt fast i, når vi var i en bakkedal med både motivation, udvikling og lyst til at fastholde de samme øvelser og finde energi, overskud og mental ro til at udvikle nye veje for at gøre træningen mest effektiv.

I løbet af de 6 måneder, der er gået fra erkendelsen af, at der var behov for en ekstraordinær indsats og undersøgelse for at klarlægge mellemste søns problemer er der sket en forrygende udvikling.

Mellemste søn har nået følgende sejre:

Slået over 3500 kolbøtter.

Hoppet titusindvis af hop i trampolinen - først med træning og nu uden opfordring sammen med sine venner, hvor de leger Star Wars, krig og boldlege.

Deltaget i fodboldcup sammen med sine klassekammerater 2 gange og vundet 2 medaljer, han med stolthed har hængt op på værelset.

Deltaget hver eneste uge i svømning 1 time med stor entusiasme og glæde og tydelig fremgang i styrke, udholdenhed og dygtighed.

Deltaget i 2 svømmestævner, hvor han tilsammen svømmede over 500m.

Blevet så god til at kaste i stikbold, at han nu er i blandt de bedste i klassen i følge klasselærer og en kammerat fra klassen)

Opnået gode og nære venskaber med 3-4 drenge fra klassen, som han hovedsageligt leger med udenfor skole.

Deltager hver dag i fodbold i skolegården - sommetider som den sidst valgte, men ikke altid længere.

Giver langt flere knus og kram end tidligere. Reservebedsterne, klasselæreren og hans farmor har udtrykt det.

Kan bedre overskue nye sammenhænge og er ikke længere helt så "systemafhængig", når blot han fortælles om forandringer i forvejen.

Deltager i rundbold med kvarterets børn i de lyse sommeraftener vi har haft. Skyder mange lange bolde og er blevet god til at løbe hurtigt og koordineret.

Har færre sansemæssige "trafikpropper".

Laver selv mange legeaftaler.

Har i denne uge haft legeaftaler 4 dage i træk. Det er aldrig sket før. Han kommer hjem om 20 minutter og jeg er spændt på at høre, hvordan det er gået.

I skolen udtrykker han langt mere sine glæder og frustrationer, hvis han oplever at blive drillet, hvilket sjældent sker.

Har lært at læse og fået styr på alle tallene op til 1000.

Træerne vokser ikke ind i himlen, men de kommer langsomt derop - hurra for det!

Han har gået til sansemotorisk træning i 7 uger og skal fortsætte et godt stykke tid endnu.

Han glæder sig meget til at komme i 1. klasse og vores rejse til udlandet i sommerferien.

Så det kan lykkes at vende en uheldig udvikling. Jeg ved godt, at vi er "heldige" i den forstand, at mellemste søns sansemotoriske problemer ikke er et "følgesymdrom" til en neurologisk lidelse i form af ADHD, autisme eller andre udviklingsforstyrrelser. Det gør sikkert mulighederne for en stærk og positiv effekt endnu nemmere. Det har dog været en udfordring for os at komme dertil og ikke mindst forstå, at der ikke har været hjælp eller ekspertise at komme efter i børnehave/skoleregi. Vi har som forældre selv fundet ud af problemet og det er da skræmmende at tænke på, at der sikkert går andre børn rundt på samme måde.

I næste uge skal jeg have en kikkertoperation. Besøget hos ortopædkirurgien i går var en god og lettende oplevelse. Grunden til mine store gener er en stor "mus" - et stykke brusk med lidt knogle, der har revet sig løs og nu ligger lige under knæskallen og "låser" benet. Den er 1,4 cm, hvilket er stort i et knæled. Den kan fjernes med en kikkertoperation i næste uge og så skulle jeg faktisk blive ligeså god som før. Det er jo næsten for godt til at være sandt, det er fantastisk, at det bare er "det". Det kan igen give mig mindst et par år inden der skal overvejes en knæprotese.

Det er dog også på høje tid. Jeg kan overhovedet ikke støtte på benet og er blevet så handicappet i alt, hvad jeg foretager mig. Det er dog til at holde ud, når det bare er en mindre tid.

I mellemtiden er min mor så lige røget en tur i respirator igen. Endvidere er hun blevet flyttet til et sygehus 40 km væk, da der ikke var plads på det sygehus, der er tilhørende vores område....:-((( Så transporterer man min mor - dødssyg og i respirator i ambulance, selvom alle erfaringer viser, at disse transporter er voldsomt belastende for den syge. Det er rigtigt usmart, da jeg ikke selv kan tage derned med offentligt transport pga. knæet og skal have hverdagen til at hænge sammen med alle ungerne og ikke mindst Mandens arbejde, der i forvejen er blevet ret forsømt de sidste uger pga. mine indskrænkninger. Det er ikke så fedt i disse krisetider, men han er ikke i farezonen, men man kan aldrig vide sig FOR sikker.

Men det får nu ikke ødelagt min lettelse og gode humør over, at det bare var en lille "mus", der driller og låser mit knæ for tiden. Selv min families dysfunktionelle mønstre, der altid slår ud i lyse luer, når min mor indlægges påvirker mig synderligt denne gang. Min søster vil ikke være hos min mor, når jeg er der pga. vores brud i december. Ikke engang det faktum får sorgen frem. Jeg ryster blot på hovedet i mit stille sind og tænker, at det er synd for hende og at hun bliver så frygteligt ensom den dag min far ikke er længere. Så har hun nemlig ikke familie tilbage, men så er der måske også der hun MÅSKE begynder at reflektere......

Nok om det. Solen skinner. Mine unger og Manden har det godt. Jeg skal snart opereres og blive så god som "ny". Så kan jeg ikke forlange og ønske mere i dag.

på email så sker der pludselig ting og sager i det bureakratiske og stive danske sundhedsvæsen, der måske nok har en høj faglig standard på mange felter, men en total ineffektiv og belastende struktursammensætning for patienterne.

I morges ringede jeg til den afdeling, hvor jeg skulle have været indkaldt fredag. De kendte ikke min sag og den rekvirerende afdeling af MR-scanningen havde sendt papirerne tilbage til skadestuen - helt forkert. Det tog 3 opringninger til 3 forskellige ambulatoriedamer, der i den grad sidder på en udtalt magtposition. 2 ud af 3 damer var først afvisende, men så har jeg luret et trick, der virker...Lyt efter irritationen i deres stemme og bestem, hvor den kommer fra. Her var det et nyinstalleret edb-system, der konstant var nedbrud i. Et par medfølende ord og en medgivende brokkeagtig attitude af...."Det kender jeg også og hvor er det bare træls og besværligt" agtigt, så sker der ofte ting og sager.

Den sidste afgørende ambulatoriedame var ikke til hugge eller stikke i og så er det jo, at jeg må ty til langt mere effektive metoder. Jeg skrev en lang og beskrivende mail om min situation til overlægen, sektorchefen og sygehusdirektøren og vupti....3 timer senere blev jeg ringet op af sidstnævnte ambulatoriedame og nu var tonen en anden. Jeg kunne komme til de sidste røntgenoptagelser i morgen og ses af en anden dygtig overlæge kl. 16 til en akut vurdering.

Det kræver et godt helbred at være syg......

Når sol og varme i blåt og lysende skinner

så føler jeg mig som verdens vinder.

Når blomster og biller vandrer i min have

så er verden ikke helt af lave.

Når de ødelagte ligamenter i mit knæ så voldsomt smerter

tænker jeg på mine ungers glade smil i vore hjerter.

Når en kompliceret operation snart kommer på tale

må jeg i mit indre ro, glæde og overbevisning male.

Tro på intellektets og stædighedens magt vil vinde

Så min frygt, sorg og angst for lammelse vil forsvinde.

Så vil jeg igen ud i verden gå

med oprejst pande og med fødderne i verden stå.

Efter en vidunderlig pinse med mange dejlige mennesker på besøg i haven, hvor årets første brumbasser, myrer, biller og andet kravl har myldret omkring i græsplænen, fuglene har sunget højt i midsommernatten, grillkullene har buldret, ungerne har leget, grinet, hvinet og hylet af fuldendt mæthed af oplevelser med vandslanger, juice, vandkamp og trampolin kan jeg næsten glemme de barske realiteter. Mit knæ har låst flere gange om dagen og nu også om natten. Jeg håber sådan at høre fra sygehuset tidligt i denne uge, da det er tvingende nødvendigt for at jeg kan komme videre.

Fantastisk med solskin, dejlige fridage og energi til næste uges oplevelse.

kan også være en oplevelse af fuld lykke og gode fornemmelser efter en dag, der snart slutter for hans vedkommende.

I dag har Manden været nødsaget til at tage til Tyskland og er først kommet hjem for 20 minutter siden. Jeg har været på arbejde med krykker og dernæst været alene med alle 3 børn fra kl. 15.30 og frem til puttetid. Det lyder måske ikke af så meget, MEN jeg har været meget nervøs for hvordan det skulle gå alt efter hvordan mit knæ ville virke i dag. Jeg har været med bus og gået langt med benet i dag. Det er gået nogenlunde - der har heldigvis ikke været tilfælde af "låsninger", så det har været dejligt. Det alternative job er smuttet - desværre, men chefen opfordrede mig til at søge til august, hvor de søger endnu en medarbejder. Så må vi se hvordan det går til den tid.....!?

Nå, men tilbage til indlæggets oprindelige emne. Min ældste søn har været en kæmpe hjælp i dag. Da jeg kom ned på skolen hjalp han med at finde mellemste søns jakke, der var blevet væk i forvirringen over "meller-dag", som skolen betegner sidste skoledag, hvor der er karameller, vand, barberskum og vanvittige påfund. Mellemste søn var i øvrigt ikke særligt vild med det. Dagen var fuldstændig anderledes, hvilket børn med sansemotoriske problemer ikke altid er glade for. Selvom det går fremad er det et lodret brud på mellemste søns behov for systemafhængighed og faste rutiner. Han var blevet inde i klassen sammen med et par andre fra hans klasse, der heller ikke var særlig vild med risikoen for at blive våd og fedtet ind i barberskum. Han var derfor fuldstændig balret, da jeg kom kl. 15.00 og sad alene i sofaen og slappede af. Jeg kunne øjeblikkeligt se, at han var træt og trængte til at komme hjem. Ældste søn drønede rundt og fandt jakken.

Da vi kom hjem og skulle have købt ind hjalp han med at slæbe det hele, komme i poser, samle sammen og have styr på det. Min far kom med mindstepigen fra vuggestuen. Eftermiddagen gik uden problemer og vi hjalp hinanden med at se efter Mindstepigen, hoppe på trampolin, rydde op, gøre lidt rent, snakke og bare hygge os. Ældste og mellemste søn var på trampolinen sammen i over en time uden at diskutere. Hele eftermiddagen gled så let af sted. Det var skønt at mine bekymringer kom til skamme, da den fysiske indskrænkning ved knæproblemet er den værste.

Ældste og mellemste søn er dog lidt fortørnede over, at jeg har sagt, at jeg ikke gider legeaftaler i pinsen. De har haft hhv. 2 og 3 legeaftaler denne uge og nu trænger vi lige til en pause. Vi får gæster 2 ud af 3 dage med jævnaldrende børn og så er det lige, at jeg tænker, at det må da være nok.....? Da jeg var barn havde jeg sjældent legeaftaler og jeg synes altid huset er fuld af børn og jeg skal ærligt indrømme, at enkelte dage orker jeg ikke at forholde mig til andre end mine egne unger. Jeg ved jo også, at nabodrengene nok kigger forbi på et tidspunkt og så må det være nok....!

Det er fantastisk, at vejret arter sig i pinsen. Jeg håber, at jeg igen kan gå lidt rundt i haven uden krykker. Her til aften er knæet så godt, at jeg kan gå rundt i huset uden krykker med en anelse forsigtighed.....Herligt.

Alt er brok i dag - desværre!

Jeg ville ønske, at jeg aldrig var stået op i morges, men havde sovet hele dagen igennem. Det har været en rigtig møgdag og jeg forsøger at tænke på: "At dette også vil gå over" som en klog kvinde har sagt. Det er rigtigt og sådan hænger verden heldigvis også sammen.

Der er gået 5 1/2 år siden min forfærdelige ulykke, hvor mit venstre ben blev smadret. Det har været muligt at træne benet op til et dueligt funktionsniveau, hvor jeg har passet mit arbejde, dyrket svømning, cykling og fitnesstræning og sågar fået endnu et barn uden problemer.

Desværre er der ikke sådan længere. I dag gik det helt galt, da jeg skulle have været til jobsamtale i dag i et nyt og stillesiddende arbejde. Jeg skulle cykle derhen - troede jeg. Det er en tur på 5 km, men desværre går det ikke som planlagt. Halvvejs låser mit knæ midt i et særdeles befærdet kryds. Det kunne let have gået galt, da jeg ikke kan støtte på knæet, men jeg får "krabbet" cyklen og mig selv i sikkerhed, men jeg kan ingenting, da knæet er helt låst. Jeg ringer til Manden og er fuldstændig grædefærdig over, at jeg nu ikke når til min jobsamtale og det dumme knæ gør mit praktiske liv besværligt. Manden kommer og vi kører direkte på skadestuen, hvor vi får en helt igennem professionel og dygtig behandling og jeg får både taget røntgenbillede og lavet en MR-scanning af knæet samme dag. Da en dygtig afdelingslæge på skadestuen læser beskrivelsen af mine gamle brud åbnes dørene i de interne afdelinger godt presset af mine argumenter og min overbevisning om, at jeg skal have lavet de indledende undersøgelser til en faglig vurdering af, hvorvidt jeg skal opereres eller ej og i så fald - hvilke muligheder er der i dag for et knæ som mit - 5 år efter ulykken? Jeg kom hjem igen og knæet har låst og hævet op flere gange i dag.

Jeg tror, at mine låsningstilfælde skyldes noget løst brusk, resten af det lille stykke menisk, der var tilbage, som kommer i klemme og låser. Det håber jeg inderligt for det kan fjernes nemt og let ved en kikkertoperation. Reelt ved jeg det ikke.

Jeg veksler meget mellem rationel og kognitiv viden om de betingelser og muligheder, der er samtidigt med, at jeg bliver grebet af frygt over de indskrænkninger det vil medføre, hvis ikke der kan gøres noget effektivt i forhold til at udskyde tidspunktet for et nyt knæ. Jeg kan mærke tårerne stige op i mine øjne ogvære tæt på at løbe over hele tiden.

Manden fik ringet til en sekretær vedr. samtalen til stillingen, men da jeg selv først var hjemme sidst på eftermiddagen fik jeg ikke ringet tilbage. Den mulighed er sikkert også røget - desværre! Jeg formoder, at de allerede har fundet den egnede kandidat - øv. Jeg vil ringe i morgen og høre ad.

Jeg må også erkende, at jeg ikke kan passe mit arbejde fuldtid længere og at mit fremtidige arbejdsliv kræver et stillesiddende job på nedsat tid. Jeg har talt længe med en veninde i aften, der er socialrådgiver. Hun har sået en tanke i mig, der skal have lov til at arbejde i forhold til, at jeg kan bevilges et fleksjob, "da min arbejdsevne er varigt nedsat i et hvert erhverv".  

Jeg skriver sjældent om mit job, men fakta er, at jeg for over en måned siden blev truet på livet og udsat for et groft verbalt overfald, der i den grad har slået benene væk under mig. Jeg har været til psykolog flere gange, der mener, at jeg har været ude for et svært traume/chok, der nu forværres i forhold til at skulle acceptere, at jeg ikke kan fungere fuld tid på arbejdsmarkedet længere - desværre!

Der er mange ringe i vandet, men det skal nok gå. Det ved jeg.  

Det var hvad jeg så i dag.

Nu har hysteriet og dobbeltmoralen da gået helt bersærk i vores lokale indkøbscenter. Der er åbent. Fuld af gode søndagstilbud og andre gode sager, som jeg skulle snuse til. Billige sko på tilbud. Bluser til kr. 100,-, nye gummistøvler og en masse andre godter til spotpris.

Midt i det hele må mit knæ have en pause. Det sitrede og låste og jeg var tørstig efter kaffe og vand. Jeg køber mig en kop kaffe i den lokale kaffebar og er i fuld gang med at begrave mig i et gammelt dameblad jeg har fået af min senile farmor på 94 år, der ikke kan læse, men alligevel er indehaver af den slags herlige hjernelamme litteratur. Så strejker mit blik lige rundt i caféen for lige at få et overblik. Helt normalt og vanligt. Der skal jo ikke pludselig være noget unormalt, vel?

Så sidder jeg der og mit blik falder på en ung pige med en barnevogn. Hun har en gevaldig masse gevandter op foran sig og mit blik ænser diskret, at hun skal til at amme sit lille spæde barn. Så tager hun gudhjælpemig en stor sort tingest af masser af sort stof op foran sig. Hun får den over hovedet, armene stukket ind i den og lagt sit lille barn an. Det ser mærkværdigt ud, da hun har en kort top på, hvis arme dermed bliver helt dækket af den store sorte tingest af sort stof.

Så sidder hun der, helt pakket ind i den sorte tingest og har tiltrukket sig langt mere opmærksomhed end hvis blot hun diskret havde lagt sit barn til at die. Så er det lige jeg tænker, at nu har hysteriet da nået sine fulde højder, når en ung førstegangsmor føler det nødvendigt at iføre sig en sort ammeburka for at kunne amme sit barn i det offentlige rum. Jeg er forundret og kan slet ikke samle mig om at læse i mit gamle dameblad, men overbeglor selvfølgelig ikke den unge pige, der får svedperler på panden over den lille ikke vil tage fat. Han spænder ryggen og skriger under burkaen. Hans bevægelser ses tydeligt mod stoffet og jeg tænker på, at han sikkert sveder gevaldigt under alt det sorte stof. Ganske rigtigt - den bette spæde purk er våd i ansigtet, da han bliver løftet frem af ammeburkaen.

For pokker da. Hvad sker der lige med danskernes dobbeltmoral, når unge førstegangsmødre føler det nødvendigt at dække sig til på samme måde som muslimske rabiate kvinder? På min vej op til centret så jeg mindst 2 store reklamer på busskure af nøgne kvinder med en fuckfinger. Helt ærligt, DET kan vække min forargelse, da jeg er tvunget til at forholde mig til en yderst nedværdigende og pervers reklame blot fordi jeg vil på tilbudsjagt.

Her sidder jeg sammen med en ung kvinde, der skal give sit lille barn mad. Det mest naturlige i verden. Jeg har selv ammet alverdens steder og det har jeg sørme ingen skrupler haft ved. Jeg har aldrig eksponeret mine bryster offentligt, men diskret holdt en klud henover mine børns ansigt, hvorved langt det meste af brystet var skjult.

Jeg fik medlidenhed med hende og inden jeg havde tænkt mig om gik jeg over til hende, satte mig og holdt bettemanden, mens hun kunne få lagt den store sorte klud fra sig og sat sig diskret til rette, så hun kunne få givet ham mad. Den lille skreg af varme, men et par beroligende hænder på maven fik ham så meget til ro, at han uden problemer tog fat, da moren forsøgte igen. Lettelsens overvældenhed stod malet i hendes ansigt, da de små spæde suttelyde fortalte, at der nu var ro over måltidet. Vi fik en snak og jeg lød som en gammel erfaren ammeko, da jeg fortalte om mine holdninger og lyttede til, hvorfor hun dog valgte sådan en forfærdelig tingest. Mødregruppens formanende pegefingre, svigermors nidkærhed og sin egen mors snerpethed havde afstedkommet dette.

Sådan kan det gå. Jeg gik derfra lettere forundret over, at det nu er kommet til det. Aldrig om jeg vil sidde i en sort tingest og amme mit barn blot fordi der er en rystende dobbeltmoral i forhold til noget så biologisk korrekt som brystmad.

Ja, i dag måtte jeg erkende mine begrænsninger som mor.

Jeg blev så edderspændt rasende og hysterisk på min ældste søn. Han røg lige på hovedet i seng. For 10 minutter siden. Klokken er kun 18.49, men den berømte dråbe nåede sit højdepunkt i aftes.

Det er aldrig sket før og jeg håber ikke det bliver nødvendigt at gøre igen. Igennem hele dagen har han været tvær, sur og utilfreds. Intet har været godt nok. Mandens boldspil med ham i trampolinen, på fodboldbanen og igen her til aften. Brok, brok, brok og atter brok. Han har været afsted med sin morfar til en udstilling her i byen i nogle timer. Det var det eneste tidspunkt jeg har set ham i nogenlunde humør.

I aftes skete der så det, at mit bæger blev fyldt. Ja, det blev vist overfyldt af en ung præ-teenagers brok, brok og atter brok. Da han decideret ikke adlød sin far, men blev ved med at gøre det stik modsatte til trods for 3-4 irettesættelser, der tilmed blev akkompagneret af flere frækheder, ja så blev jeg edderspændt rasende og smed ham i seng. Jeg har forklaret ham hvorfor og hørt hans version. Han synes vi er dybt uretfærdige over, at han skal i seng nu, men da revselsesretten er ophævet ved lov, blev det altså sengen! Jeg blev så vred, at jeg fik de berømte røde tåger foran øjnene og jeg havde nær taget skovlen og losset ham bagi.

Nu ligger han inde i sengen. Jeg er stadig vred, kogende vred over hans opførsel i aften. Jeg vil ikke acceptere at blive sagt flabet imod af min egen 10-årige søn. Jeg bestemmer stadig - trods alt. Jeg har lyttet til hans version, men ligenu er vi begge så opfyldt af hidsig vrede, at pausen må gælde til i morgen. Jeg magter ikke mere lige nu og skal jeg ikke gøre eller sige noget jeg fortryder, må skrubbe i seng. Så må vi se, hvad der sker i morgen.

For snart 5 måneder siden skrev jeg om den erkendelse og klarhed, der opstod i forbindelse med mellemste søns problemer i forhold til udholdenhed, motorisk selvværd og humør. Han havde sansemotoriske problemer i en middelsvær grad.

Det har været en lang vej med både op- og nedture. Flest af de førstnævnte i flere lag af erkendelsen. Jeg kunne se en begyndende eksklusion i klassens stærke motoriske fællesskab, hvis drengegruppe mellemste søn så gerne vil være en del af. De valgte ham ikke fra. Han magtede ikke at være med pga. svimmelhed, manglende overblik, svimmelhed og dårlig koordinationsevne. Han hadede at blive rørt ved og undgik ofte vores knus og berøringer. Da jeg endelig forstod hvorfor var det også langt nemmere at tackle hans mentale nedbrud, ekstreme systemafhængighed og ikke mindst de mange særlige bekymringer han ofte gjorde sig om emner, der slet ikke burde tage hans energi og kraft i en alder af 7 år.

Jeg har grædt undervejs sammen med mellemste søn, når svimmelhedsanfaldene gjorde træningen rigtig ubehagelig for ham. Det har hele tiden været en nøje afvejning af, hvornår han skulle presses og hvornår han skulle skånes. Blide skub og en anelse mental  pres har været nødvendigt til tider for at han kunne mærke sin egen udvikling og øge sit motoriske selvværd, da han endelig begyndte at kunne gribe mere end halvdelen af de bolde Manden eller leg kastede til ham i de mange utallige træningstimer vi har haft henover foråret.

Reservebedsterne har kommenteret hans gode udvikling ved, at de har lagt mærke til, at han er blevet utrolig kærlig overfor dem. Han vil gerne give knus og kram og er glad for berøring. Det er så dejligt at se og mærke, at det går fremad. Flere af hans kammeraters forældre har kommenteret, at han er blevet langt mere udadvendt og jokende med dem på en god og charmerende måde. Overskuddet er vokset.

Han har været i gang med den sansemotoriske træning i 6 uger og skal fortsætte et stykke tid endnu. I processen har han også lært at læse, fået styr på de store tal og ligger i top rent fagligt i klassen. Han er meget glad for at komme i skole hver dag og laver selv mange legeaftaler nu. Han har masser af energi og overskud til at agere konfliktmægler i skolen, hvis nogle af hans kammerater har problemer.

Det er svært som mor at erfare, at ens barn ikke fungerer optimalt i den gruppe barnet tilhører. Jeg ved godt, at min søns problemer kan afhjælpes ret effektivt med den rette træning. Han har ingen neurologisk dysfunktion, hvor de sansemotoriske problemer er et afledt problem, men "kun" sansemotoriske problemer og dermed også et meget konkret og håndterbart problem, der kan løses. Det var en meget svær proces at spotte, erkende og forstå betydningen af de problemer, han begyndte at udvise i starten af børnehaveklassen. Det sværeste var, at hverken lærere eller pædagoger kunne "se" problemet før jeg gjorde opmærksom på det - flere gange. De så "kun" en velfungerende, stille og god dreng, men ikke at han begyndte at trække sig fra de motoriske lege og udfordringer i frikvartererne. Det var kun os forældre der så en meget træt, modløs og energiforladt dreng herhjemme efter sfo. En dreng, der ikke automatisk havde lyst til at bevæge sig mere den dag, men helst ville se fjernsyn eller spille playstation. En dreng, der græd og brød sammen over den mindste modstand eller problemer af et omfang, vi som forældre så som bagateller. Ved hjælp af min egen viden, evne til at opsøge viden, indsamle konkret erfaring og viden fra veninder i forskellige brancher indenfor fagene og kontakt til en motorisk screener i vores by fandt vi et svar.

Jeg var virkelig ked af det, da vi fik et svar. Ked af, at jeg havde stillet for store krav og ikke forstået, at nedbruddene skyldtes sansemæssige trafikpropper, når mellemste søn blev for træt og energiforladt. Alle hans sanser har været på overarbejde i forsøget på at kompensere for de mange input. Men nu går det, som tidligere beskrevet, fantastisk fremad. Han er blevet glad, åben og mere motorisk klar på at være med til fodbold, stikbold og rundbold. 

Jeg skriver meget sjældent om mit arbejde her på bloggen, men i dag vil jeg alligevel bruge et indlæg på det. Jeg har middagspause efter et orienterende møde om kommende strukturændringer på mit arbejde. Sagen er kort fortalt, at der i løbet af nogle få måneder skal ske en omfattende strukturændring, der betyder, at vi skal gå fra at være et dagtilbud til også at omfatte aften-, weekend- og helligdage.

Det er håbløst. Det kan jeg under ingen omstændigheder være med til. Jeg er ret rystet over det, da det betyder, at jeg ikke kan fortsætte i mit nuværende arbejde - DESVÆRRE! Jeg er rigtigt glad for arbejdet, mine kolleger og dets nuværende indhold, men det hænger logistisk set slet ikke sammen som mor til 3 mindreårige børn. Jeg vil ikke arbejde hver tredje weekend, helligdage og aftener. Det er måske en luksusovervejelse, men det kan jeg slet ikke holde til - hverken psykisk eller fysisk med mine begrænsninger. Jeg er rigtigt ærgelig over det og magter næsten ikke at skulle forholde mig til at søge job - igen! Jeg blev ansat i denne projektstilling i december 2008 og der var på daværende tidspunkt ingen udsigt til, at tilbuddet skulle være et døgntilbud, men pga. populariteten og den øgede brugertilgang er det nu besluttet fra den organisatoriske ledelse. Det er jeg som sådan enig i, men det passer slet ikke med mit privatliv. Øv.

Jeg er ked af det. Ønsker ikke flere forandringer på dette område nu. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle blive her de næste 5 år - mindst. Jeg orker ikke at skulle søge nyt arbejde igen, men jeg har selvfølgelig ingen anden udvej.

Øv.

Det er mandag morgen i morgen.

 Hurra!

Da skal jeg nemlig tjekke ind på en uges fred og ro på arbejdet. Det kan jeg få maden serveret for den fystelige sum af kr. 20,- i kantinen, hvor udbuddet af velduftende retter vil ramme min næse præcis kl. 12.00. Det vil stå i skarp kontrast til de sidste 3 dages hårde arbejdslejr. Efter diverse "hysteriudbrud" fra en meget bestemt og dejlig lille dame på 2 år, der allerede nu besidder en fantastisk fornemmelse for, hvad hun gerne vil have af sko og hatte, mad i lange baner, gæster det meste af weekenden, indkøb, rengøring, haven osv. trænger jeg til lidt ro og fred. Det har været dejligt at have ferie, men der er ingen tvivl om, at arbejdet med at få sådan en flok til at rende rundt tager pippet fra mig til tider. Manden er mindst ligeså meget på som jeg, men alligevel overmander trætheden mig, så jeg har gået i seng kl. 21.00 hver aften.

Så er det snart mandag morgen. Hurra.

Jeg er ked af det i aften.

Jeg er kommet hjem fra træning og har haft en god dag. Adrenalinens effekt er ved at lægge sig og jeg burde gå i seng. Alligevel kan jeg ikke sove for jeg kan mærke den indre uro er i fuld gang. Det er angsten for at miste betydningen af nære relationer. Jeg har prøvet det før. For mange år siden flyttede min bedste veninde til Sjælland. Jeg blev meget ked af det - dengang. Hun er så siden flyttet til Jylland igen og vi ses i dag hver måned. For 3 år siden mistede jeg en anden veninde ved et svært og følelsesmæssigt dramatisk brud. Det tog mig lang tid at komme over og jeg kan stadig tænke på hende ind i mellem. Jeg savner hende, men skårene vil aldrig kunne klinkes igen - desværre.

I over 12 år har Manden og jeg haft en rigtig god ven, der altid har været single. Han er bare helt fantastisk og har været som en del af vores familie. Han har været med til barnedåb, fødselsdage og til mange højtider. Nu har han fundet en pige, en rigtig sød én af slagsen. Det glæder både Manden og jeg på hans vegne. Hvad vi der i mod ikke glæder os til er, at de har planer om at flytte til Sjælland efter sommerferien. Jeg har været så trist siden jeg Manden fortalte det, da jeg kom hjem. Jeg får tårer i øjnene og kan mærke tristheden brede sig i sjælen. Jeg ved godt, at vores venskab er så dybt og fasttømret, at det ikke ødelægges af en flytning til Sjælland. Faktum er bare, at vi som forældre til mange børn ikke er så mobile i nogle år endnu. Det kan selvfølgelig bare være, at Manden selv kan tage afsted. Han er alligevel på Sjælland én gang i måneden i forbindelse med sit arbejde, men det betyder, at ungerne heller ikke får glæde af hans selskab på samme måde som nu.

Jeg ved det godt. Intet er statisk og for evigt. Jeg ønsker ham alt det bedste i livet. Han er en sjælden gut med hjertet og intellektet på det helt rette sted. Jeg har ikke haft mange mandevenner, jeg svinger så godt med uden der er den mindste antydning af tiltrækning eller en mand-kvinde relation. Vi er venner af hjertet. Det hjerte der nu er nervøs og usikker på fremtiden.

Held og lykke kære ven. Jeg håber, at jeres ønske om et barn snarest bliver opfyldt. Rent egoistisk set er jeg bare forfærdelig ked af, at du rejser, selvom jeg er glad på dine vegne over, at du nu har fundet en rigtig sød pige, som vi godt kan lide.

Øv, hvor er jeg bare træt af det omskift i vejret, når man er nødt til at bevæge sig rundt på cykel. I dag har jeg cyklet mere end 20 km samlet i stormvejr. Jeg er dødtræt og skal til træning i aften, hvor vi så lige spurter 7 km mere på spinningscyklen. Så håber jeg, at nattesøvnen bliver god. Jeg er hamrende træt for tiden og kan ikke sove. Vågner engang i timen og spekulerer på alt muligt. Jeg håber, at det snart bliver bedre....

Mindstepigen er ellers helt fantastisk i disse uger. Hun snakker som et vandfald, forstår alt og mange sammenhænge, som gør, at hun jo faktisk er ved at være ovre den heftige tonserperiode hun havde. Hun piller ikke ved tingene mere, men er så god til at lege i lang tid ad gangen. Det er en fornøjelse at være med til.

Jeg kæmper for at holde de negative tankemønstre væk. Laver en del aftaler med mennesker, der er gode for mig og min familie. Så skal det nok gå.

Blæst, storm og rusk...Brrr, så koldt det er.

Åh, vi er bare løbet ind i et svært dilemma. Det er udfordrende for mig som mellemste søns mor at håndtere på en måde, der ikke giver ham mindreværd og dårlig erindring omkring Mandens og min håndtering af situationen. På den anden side er jeg nødt til at handle drastisk på det og jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an...?

Gode råd modtages gerne.....?

Sagen er den, at mellemste søn kradser og klør voldsomt i sine myggestik hver sommer. Sidste sommer måtte han behandles med pencillinkur og fucidin salve efter vores tur til Grækenland, hvor han fik utallige myggestik. Han har nu bittesmå ar mange steder på fødder, ben og arme. Heldigvis gik ansigtet og halsen fri, så han har ingen synlige ar. Sidste sommer håndterede jeg situationen rigtigt dårligt i afmagt, frustration og uvidenhed omkring hans sansemotoriske problemer. Jeg både truede, bad og hvæsede til ham om at holde op med at klø og kradse i sine myggestik, da han fik svær betændelse i flere af dem.

Nu er den så gal igen og jeg er ved at springe indvendig af raseri og frustration. Det provokerer mig i den grad, at han ikke lader være. Sidste weekend var han i sommerhus og fik 5 myggestik omkring anklen. Jeg så det søndag aften og formanede ham igen om ikke at kradse i dem og forklarede hvorfor.

Alligevel har han gjort det igen. Onsdag aften så jeg, at der allerede var dannet store sårskorper på flere af dem. I går aftes fik jeg ved en tilfældighed øje på den indvendige side af anklen, hvor der nu er kommet et betændt, hævet og gulligt område på størrelse med en femkrone fordi han kradser sig. Jeg blev rasende og kom til at råbe af ham. På ingen måde hensigtsmæssigt og korrekt, men jeg blev ret nervøs for, hvad det kan udvikle sig til, da huden på foden er hård og rød flere steder omkring såret. Jeg har haft ham til læge i dag, hvor han har fået endnu en pencillinkur og fucidinsalve.

Jeg ser med gru sommeren i møde med tanken om, at vi skal have det scenarie én gang til. Jeg KAN og VIL ikke acceptere, at han river sig sådan til blods. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Manden er ligeså magtesløs. Nu er såret forbundet og jeg har lyst til at binde hans hænder på ryggen. Han bliver ked af det og lover, at han nok skal lade være. Alligevel er trangen til at kradse og klø så stærk, at det giver store problemer med hudirritation og betændelse.

Nogen gode råd.....?

Det er anden gang for mellemste søn i dag.

Han er træt, meget træt i dag. Han har haft en dag, hvor der ikke skal ske meget uventet før end bægeret vælter. Han sidder på værelset sammen med en legekammerat og ser "Clone Wars". Det går fint. De spiser popcorn og der kræves intet af dem. Han har drillet ældste søn i skolen i dag. Det sker meget sjældent, ja jeg kan faktisk ikke huske, at der har været episoder mellem ældste og mellemste søn i skolen. Ældste søn meldte klart ud til mellemste søn, at det ikke var sjovt. Det har mellemste søn tydeligvis ikke forstået for Manden fortalte, at mellemste søn blev ved med at sige:"Det var bare for sjov..."

Jeg er netop kommet hjem og funderer lidt over sammenhængene. Jeg tænker, at vi som forældre ikke har tænkt os om lige i denne stund. Han skulle ikke have haft en legeaftale i dag, hvor han i forvejen er udmattet og udfordret efter en times motorisk træning i morges. Det er hårdt for ham og han skulle nok have været hjemme på sit værelse alene og slappe helt af i eftermiddag.

Han har været på weekend med sin ven i klassen. Det var gået rigtigt godt og han talte begejstret om alt det, de havde oplevet. Vennens forældre var glade for at have haft ham med. Det var gået over al forventning og de ville meget gerne have ham med en anden gang. Det var dejligt at høre. Det ville han ikke have kunnet uden flere sansemæssige trafikpropper for bare et år siden.

Vennen bliver hentet efter aftensmad. Så er det også på hovedet i seng for mellemste søn. Senest kl. 19.30 bliver der sagt godnat for denne gang. Manden skal ud for at svømme og jeg får besøg af en veninde i aften. Det bliver hyggeligt. Det er længe siden jeg har set hende, så jeg trænger også til at snakke.

Ja, de vilde planer står for døren for mellemste søn. Jeg er spændt på, hvordan det skal gå, da han er blevet inviteret med i sommerhus af én af hans bedste venner i klassen. Det skal nok gå godt og han glæder sig som et lille barn. Jeg har lige sagt farvel til ham i morges og får ham returneret søndag ved middagstid. Det er heldigvis nogle rigtigt søde forældre og i siden jul har venskabet med den pågældende dreng udviklet sig rigtigt meget.

Mellemste søn har det bare så godt for i disse uger. Han spørger hver dag om han må lave en legeaftale. Det er helt nyt at skulle sige "nej" en enkelt gang i mellem, da vi også skal have programmet til at hænge sammen for resten af familien. Utroligt at være vidne til. Han kom hjem fra en legekammerat i går og fortalte, at han lavet forskellige former for leg med en bold hver eneste frikvarter og i den ustrukturerede sfo-tid. Fodbold, stikbold og "du-rørte-den-sidst". Spørg mig ikke, hvad det sidstnævnte går ud på...En leg, jeg ikke kender, men som jeg har forstået inkluderer en bold...:-).

Han var træt i går og var lige på nippet til at få diverse symptomer på et affektudbrud, men han sagde selv, at han lige vil gå ind på sit værelse i en halv time og så komme ud igen. Da han selv kom ud fra værelset igen havde han overskud til at lege med sin lillesøster en hel time på trampolinen, mens Manden lavede mad og jeg købte ind. Pga. al den naturlige fysiske aktivitet sprang vi træningen over i går. Jeg fik helt tårer i øjnene, da han fortalte, at det nu også er meget sjældent, at han bliver valgt sidst i fodbold. Desuden er han blevet langt mere fysisk kærlig end tidligere. Han vil rigtigt gerne have knus og kram og kommer selv og er den opsøgende part. Han er meget glad for mig for tiden. Det er utroligt dejligt, at det er lykkedes os at skabe en langt bedre kontakt med hinanden.

I går havde vi selv ingen planer for weekenden. Nu skal vi spise med naboerne i aften, passe nogle andre nabodrenge et par timer lørdag og søndag får vi besøg af en lidt ældre kvinde, der måske skal hjælpe os med at hente og bringe og ikke mindst passe børn under længerevarende sygdom ved ungerne. Det bliver spændende. Det fantastiske forårsvejr skulle fortsætte. Hurra for det....

Sådan får jeg det, når jeg lytter til Susan Boyles referende til det link jeg postede tidligere på youtube.com.

Jeg har lyttet til det klip flere gange siden og hver gang får det tårerne til at trille fra et højere niveau i min bevidsthed, hvor de store følelser, evigheden og guddommeligheden ligger. Den gudsbenådede stemme hun får hjertet til at banke hurtigere, tankerne til at fare, påskønne, mærke og føle livet.

Hun har i sandhed "The voice of an angel".....

Jeg plejer meget sjældent at kigge på youtube.com og har aldrig før linket til en video, men denne er helt fantastisk. Jeg har lige hørt den mest grimme ælling synge så smukt, at hun endte med at blive den smukkeste hvide svane...

Se og nyd den:

http://www.youtube.com/results?search_type=&search_query=susan+boyle&aq=f

Det er, når mellemste søn bliver hentet kl. 16.00 og er i fuld firspring med en anden dreng oppe i skolegårdens tårn med en fodbold.

Lykke er, at mellemste søn er startet med sin sansemotoriske træning i dag og er meget glad for det.

Lykke er, at mellemste søn i øjeblikket taler løs om legeaftaler hele tiden og helst hver dag. Det betyder, at han har fået overskud og energi til at være sammen med andre kammerater - også efter skoletid.

Lykke er, når jeg henter Mindstepigen i vuggestuen på et ben, der næsten ikke har gjort smertende ondt i dag.

Lykke er, at mit knæ ikke har låst sig i hele 3 dage.

Lykke er, at jeg har fundet en måde at kompensere en del for smerterne ved at gå langsomt, meget langsomt, så bøjningen i knæet ikke når op til det punkt på yderste højre side, hvor smerten stikker og brænder.

Lykke er at kende "min" knækirurgs e-mail adresse og han lover at få mig ind på et afbud snarest muligt, når egen læge har modtaget henvisningen.

Lykke er, at jeg skal tisse så meget hele tiden pga. alle de grøntsager og frugter jeg spiser for tiden.

Lykke er at snakke længe i telefon med en veninde jeg ikke har talt med længe.

Lykke er at håbe på, at der alligevel kan findes en løsning, der giver mig nogle flere gode år med knæet.

Lykke er at have bestilt for over kr. 1500,- blomstrende buske, træer, stauder, roser og løg til haven i dag.

Lykke er, at det er vår og der er udsigt til solskin hele ugen.

Lykke er, at få at vide som mor, at ældste søn er suverænt den bedste i klassen, meget social kompetent og en rigtig dejlig dreng.

Lykke er, at Mindstepigen viser samme tydelige form for intelligens som både mellemste og ældste søn i sin gøren og laden.

Lykke er at opdage, at mellemste søn nu staver sig igennem mange små ord uden at vi har øvet det med ham i lang tid, da den sansemotoriske træning har været i fokus længe.

Lykke er, at alle 3 unger er i haven og hjælper hinanden i trampolinen, ældste søn bærer rundt på Mindstepigen i mens mellemste søn henter scooteren til hende i haveskuret alt i mens solen bager ned med en temperatur, der føles meget varm i vores lukkede have.

Se, det er lykke. Det er disse øjeblikke jeg husker, når livet føles sort og svært og ulykkeligt.

Det er hvad der henhører under kategorien "overvægtig".

Ja, ja....Jeg ved det jo godt. Jeg vejer mellem 7-10 kg for meget. Det har jeg gjort on and off de sidste 5 år, hvor det endelig lykkedes mig at få mit BMI tal under 30 ved hjælp af vægtkonsulenterne, hvor jeg tabte 20 kg på 15 uger. Desværre røg mellem 7-10 kg på igen. Min vægt har ligget meget stabil de senere år uden at jeg har gjort noget aktivt for at ændre den.

Nu er der ingen vej uden om. Jeg har tænkt det før og overvejet det mange gange. Jeg er bare aldrig kommet i gang igen efter Mindstepigens fødsel med at få tabt mig de sidste kilo. Jeg har derfor været ved at finde mine gamle papirer frem fra vægtkonsulenterne igen for at finde det rette forhold mellem protein, kulhydrater og fedt. Man kan mene meget om vægtkonsulenterne, men mit individuelle faktum er, at det virker SAMTIDIGT med, at jeg får masser af energi af alle de grøntsager og frugter jeg skal tygge mig igennem. Måske bliver jeg nødt til at melde mig hos konsulenterne igen, men i første omgang er det min plan at følge madopskrifterne og vægtforholdene herhjemme. Der skal bare ryge nogle kilo i en pokkers fart. Jeg håber både at få et bedre humør, når jeg går på jagt efter tøj og ikke mindst at en vægtreduktion kan fjerne nogle af smerterne fra knæet. Flere videnskabelige undersøgelser viser, at slidgigtens smerter reduceres, når der ryger nogle kilo af personen. Det er jo egentligt også ganske logisk i følge min optik.

I dag var jeg til træning og jeg prøvede at reducere min belastning på knæene med 11 kg. Det kunne øjeblikkeligt mærkes ved, at presset på det yderste af knæleddet blev lettet. Så det er bare om at komme igang. Første delmål er at komme ned under et BMI på 26.

Sådan er det hver gang for mig. Op på hesten igen. Jeg ved jo, at det kommer jeg hver gang. Jeg nægter simpelthen at lade mig knække. Så er mine livsbetingelser måske ændret for en tid. Det må jeg overleve og tilpasse mig og lade mig styre smerterne og ikke omvendt. Det vigtige er hele tiden at tilpasse sig og finde nye styrker i problemområdet. Så skal det nok gå på en eller anden måde alligevel.

Jeg græder.

Jeg ved, at det nu går tilbage for mig igen. Jeg orker det ikke. Mit hoved er fuldt af alverdens skrækscenarier om fremtiden. En mor på krykker. Hvad er det lige for en mor, veninde og datter? Ja, det lyder hårdt, men jeg synes det simpelthen er så forfærdeligt, at mit knæ er begyndt at svigte i sådan en grad, at det synes håbløst at komme videre. Jeg har ellers gjort alt det rigtige med at træne, træne, træne og tage hensyn i mit erhvervsvalg, at jeg ikke kan bevæge mig meget fysisk i løbet af dagen.

Jeg har bevæget mig meget i dag. Cyklet over 10 km og været til styrketræning, cyklet 6 km med hård belastning og træning af de fleste muskelgrupper. Det lyder nok af meget, men det plejer jeg at kunne uden problemer. I dag opstod der flere farlige situationer i trafikken, hvor mit knæ pludselig låser, bliver ramt af en stikkende smerte og jeg kan ikke støtte på det. Det svinder nærmest under mig. Det er jo håbløst og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Når jeg sidder stille har jeg ingen smerter - heldigvis. Det er bare ikke til at holde ud at tænke på alle de begrænsninger jeg kan se frem til - med krykker! Jeg har trods alt 3 aktive unger, der gerne vil en masse med mig og lige nu kan jeg bare ikke en skid. Øv. Gid jeg dog aldrig havde bowlet for halvanden uge siden.

Disse låsningstilfælde går heldigvis over igen, men jeg aner aldrig hvornår de kommer og det er en helt ny situation.

Der er gået næsten 5 1/2 år siden ulykken. Jeg vidste jo godt, at det ville give problemer i fremtiden. Jeg kan bare næsten ikke bære ligenu, at fremtiden faktisk ER kommet.

Jeg vil KUN undersøges af 2 bestemte kirurger pga. jeg ikke skal have nogle studerende til at rode i mit knæ. Glem det. Jeg stiller krav og har heldigvis viden om, hvilke kirurger der er gode til mit komplicerede tilfælde. Jeg har netop erfaret, at ventetiden er svimlende lang til at komme til. Det udvidede frie sygehusvalg er udsat til d. 1. juli 2009 kan jeg læse mig til. Det betyder, at jeg skal vente i rigtigt lang tid på at komme til og få kontakt til en patientvejleder i min region. Det er håbløst lige nu og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.

Øv.

Det går rigtigt godt med mellemste søn. Det er 3 måneder siden vi konstaterede, at han sansemotoriske problemer i middelsvær grad. På mandag starter den sansemotoriske træning, hvilket jeg er meget spændt på. Vi har stået på venteliste længe og har selv lavet et meget stort forarbejde de sidste måneder. Jeg ville gerne gennemgå det sansemotoriske program hver dag, men i realiteten bliver det 3-5 gange om ugen alt efter dagens andre gøremål.

Vi har været i gang i under 100 dage og mellemste søns gode fremgang må være et bevis på, at det kan lade sig gøre at lave bevidste ændringer på relativt kort tid. Det har ind i mellem været utroligt hårdt at motivere både os til at gennemføre, når vi alle har været trætte eller pressede af andre gøremål.

Rejsen er langt fra slut endnu. Jeg håber, at mellemste søn kan holde til at gå med bare tæer i sandet til sommer, hvilket han altid har hadet og jamret over, når vi har været på stranden. Reelt set kan vi se nu, at han får langt færre sansemæssige trafikpropper end tidligere. Han har mere overskud og glæde generelt. Han bekymrer sig ikke længere om voksnes problemer eller emner på samme måde som tidligere. Han har ikke brug for så meget motorisk overblik inden han kaster sig over nye motoriske oplevelser. Han er blevet meget bedre til fodbold og er i den sidste måned selv begyndt at arrangere nogle legeaftaler, hvor vi som forældre altid gjorde det for ham for blot 4-5 måneder siden. Der kan være divergerende holdninger til, hvorvidt vi som forældre skal hjælpe dem med at arrangere legeaftaler. Personligt er jeg af den helt klare overbevisning, at nutidens vægt på sociale kompetencer i samfundet gør, at vi må klæde vore børn bedst muligt på til at omgås hinanden i mange sociale sammenhænge. Ældste søn har altid selv arrangeret sine legeaftaler og vi har aldrig blandet os andet det end når vi syntes det tog overhånd. Det er en stor styrke at se, at han meget sjældent går alene rundt i sfo´en længere med hatten op over ørerne. Han leger med mange forskellige og til forældrekonsultationen i marts fik vi meget ros til ham for hans meget veludviklede empatiske sans.

Det betyder ikke, at alting er rosenrødt. I påskeferien begyndte sengetiden at skride lidt og der er mellemste søn stadig yderst følsom. Han har meget brug for faste sengetider for at være sikker på, at han får sine 10-11 timers søvn hver nat. Når han er meget træt bliver sanseindtrykkene overvældende og så bliver han meget let ked af det, vred og hidsig.

Alt i alt er der sket en betydelig fremgang. Jeg har helt sikkert også fået ændret mange af mine måder at håndtere disse udbrud på en langt mere hensigtsmæssigt og rummende måde end tidligere. Det har ikke været let og når jeg selv er træt og har smerter fra knæet skal jeg virkelig bide mig selv i læben for ikke at hvæse "hold dog mund, knægt", når han pylrer. Heldigvis er der ikke så ofte sammenstød af den grad længere, så vi er på rette vej.

med en kæmpe køkkenkniv, så er der dælme noget helt galt i Danmark.

Jeg er omfattet af tavshedspligt og vil ikke sige for meget andet end jeg er dybt berørt af gårdsdagens hændelse i Århus, hvor en socialarbejder stikkes ned.

Der er en syg stodder, der planlægger at gøre et andet menneske ondt ved at medbringe en kniv. Handlingen er derved velovervejet og afskyelig. I det øjeblik er jeg pisseligeglad med, at han er frustreret, psykisk syg og vanvittig. Et uskyldigt menneske, der passer sit arbejde stikkes ned.

Det er grumt og skrækkeligt.

Jeg kan ikke lade være med selv at blive utryg i mit borgerrettede arbejde. Jeg arbejder nemlig også med personligheder, hvis samvittighedsbarometer fungerer ganske anderledes end mit og flertallets.  I raseri- og affektudbrud opfattes verdenen som helt sort eller hvid. Der er ingen grå nuancer midt i mellem. Det betyder en vis risiko. Det lever vi med, men ingen skal leve med at få stukket en kæmpe køkkenkniv i venstre arm - tæt på hjertet.

Syge idiot. 

Jeg har ikke skrevet om det tidligere, da det ikke har haft den store betydning de senere år. Nu er det desværre blevet højaktuelt igen.

For 5 år siden fik jeg smadret mit venstre knæ i en trafikulykke. Mit skinneben blev fuldstændigt ødelagt og jeg har ingen korsbånd eller yderste menisk tilbage. Ved hjælp af godt kirurgisk håndarbejde og en god portion stædighed lykkedes det mig på trods af alle odds at få et normalt funktionsniveau i mit knæ, hvor jeg kunne gå normalt, cykle og motionere.

Mandag i påskeferien spillede jeg bowling med mine drenge. Det skulle jeg aldrig have gjort. Siden har jeg i perioder haft så mange smerter i mit ben, at jeg må ty til krykker. Det fylder mig med en utrolig angst og rædsel for, at det nu skal blive min hverdag at have smerter og nedsat funktionsniveau, når nu jeg i så mange år har holdt den gående ved hjælp af træning og atter træning. Jeg kan med nød og næppe passe mit arbejde i disse dage. 

Der er absolut ingen behandlingsmuligheder tilbage andet end en knæprotese. Det har jeg vidst, men da jeg er alt for ung til at blive indstillet til et nyt knæ er udsigten lidt håbløs ligenu. Jeg kan slet ikke overskue ikke at kunne bevæge mig rundt på krykker det meste af tiden for at lette trykket på den ydre del af mit tibiaplateau, som blev knust og siden samlet igen. Jeg håber, at tiden og min ihærdige træning muliggører, at jeg igen kan gå rundt uden krykker. Jeg magter det simpelthen ikke, hvis jeg skal være ærlig, men det kan jeg selvfølgelig blive nødt til.

For at tydeliggøre skadens omfang udtalte diverse kirurger, at mit ben nær var blevet sat af under knæet pga. bruddets kompleksititet.

Øv 

Jeg var ved at være helt desperat.

Min blog forsvandt nemlig fra mit login. Jeg kunne ikke "finde" adgangen nogle steder, hvilket var lidt af en skræmmende oplevelse for en teknisk analfabet som jeg.

Heldigvis fik jeg adgang igen efter en intern kontakt i fynske medier, som står for den tekniske opdatering af smartlog.dk

Det har jo været påske og alt det der. Fantastisk vejr, indkøb af magnoliatræ til billige penge i Ikea, mandeltræ, og en masse forskellige løg i haven. Der har ellers været nok at se til. Ture i Ikea sammen med en million andre danskere og Manden med et forhøjet blodtryk af at trippe efter konen med indkøbsvognen ligesom alle de andre mænd, der går rundt med et forjaget udtryk i ansigtet blandt potteplanter, billige håndklæder, kaffekopper og færdiglavede gardiner.

Mindstepigen har været på ferie hos svigermor i 3 dage. Det gik fantastisk og jeg skal ærligt indrømme, at jeg først begyndte at savne hende på dagen, da hun kom hjem. Hun havde haft nogle dejlige dage med besøg hos faster og oldemor på svigermors side. Masser af opmærksomhed med en massiv udvikling i sproget her i påskeferien. Hun er simpelthen så sød og dejlig, når hun går rundt og putter dukker allevegne under tæpper og dyner og højlydt siger. "Baby sover nu, moar". Hun har så meget personlighed, der kommer til udtryk i sproget i disse uger. Hvor jeg dog bare elsker den fantastiske og vidunderlige lille trold, der på ingen måder var planlagt, men hvilken uventet gave det var. Og inden jeg vidste af det var perioden med det værste pilleri i alting ved at være ovre.

Det er realiteten netop nu.

Svigermor har netop startet sin lille blå polo og kørt ud af vejen med Mindstepigen på bagsædet. Forude ligger 2 timers kørsel til svigermors bopæl.

Det er fantastisk og dog lidt mærkeligt. Her er så roligt. Manden banker en gammel computer i stykker og drengene ligger tøj sammen på værelset og mundhugges lidt ind i mellem. Jeg sidder her og mærker stilheden forplante sig i min krop. Den eneste aktive lyd er lyden af tastaturets lavmælte kliklyde, når jeg skriver.

Jeg kommer til at savne hende. Det er der ingen tvivl om. Samtidigt er jeg bare så træt og nærmest slidt over den konstante opmærksomhed hun fortsat kræver for ikke at bringe sig selv i farlige situationer. Det er mærkeligt, at jeg slet ikke skal have et øje på hver finger eller en opmærksom hørelse. Der er stille. Helt stille i mit indre.

På onsdag kommer hun igen. Svigermor, det dejlige menneske, har nemlig tilbudt at køre hende hjem igen. Benzinpenge er vist på sin plads her, selvom hun ikke gerne tager imod. I mens skal vi have lavet en del praktisk arbejde, da vi har haft maler i løbet af ugen til at male 2 rum. Der ser frygteligt ud her med skabe og tøj i kasser i overalt.

Vi tog ned til vores gode venner ved Horsens igår. De har fået 3 mindre heste og vores jævnaldrende unger forsvandt som altid op på deres høloft, kæmpe have og ikke mindst kom de ud at ride. Det var som altid rigtigt hyggeligt og afslappet. Vi har kendt dem i over 10 år og vores unger er vokset op sammen gennem årene. Vi har begge 3 børn - 2 drenge og 1 pige i samme rækkefølge. Vi fik noget godt at spise, vin, kaffe i forårets solskin på terrassen og i det hele taget en afslappende tid.

I morgen skal vi bowle sammen med et andet hold venner og deres 2 store børn. Deres mindste pige på 3 år er også på ferie hos sin farmor, så vi skal rigtigt hygge os med de store unger. Det bliver super hyggeligt at kunne gøre noget med vores store børn og de kan få den opmærksomhed de også kræver og har krav på.

Forinden skal jeg så lige en tur i Ikea sammen med alle de andre, der har påskeferie og købe skab, seng og møbler til Mindstepigens kommende værelse. Et kæmpe projekt for to funktionelle analfabeter - Manden og jeg.

Ja, det er desværre blevet lidt af en uvane!

Jeg ved ikke lige, hvorfor det føles så rensende godt at sige "den fucking nar", hvis jeg er vred eller rasende på min far. Det er jeg til tider, når familieknuderne strammes så meget, at jeg næsten bliver kvalt. Så føles det mærkeligt rensende at hvæse - nærmest hvislende ud gennem tænderne: "Den fucking nar".

Nu er det bare sådan, at det er jo ikke for smart, vel? Jeg er jo mor til 3 børn og skal være en rollemodel hele tiden. Og voldsomme bandeord og ordet f... hører ikke sig ikke til i den personlige dannelse jeg gerne vil give mine børn. Sådan er det med idealer nogle gange. De er ikke altid mulige eller opnåelige for en helt almindelig gennemsnits mor med en fucking baggrund.

Der sneg den sig ind igen, men det er bare sådan, at ordet f... har en fantastisk virkning for mig personligt at understrege voldsomme oplevelser eller følelser, der dukker frem fra krybdyrhjernen. Vrede, sorg og frustration. Jeg forsøger derfor at være meget bevidst om ikke at have den slags mindrebemidlede sprogbrug foran mine børn. Det lykkedes næsten.

Dog ikke mere end at mellemste søn højlydt i morges bekendte, at nu vidste han, hvad "f..k dig" hedder på tysk. Nå, hvad da...? "Fick dich". Det er næsten endnu bedre at bruge, når jeg skal tænke over det. Jeg har gået og sagt det højlydt i mit hoved på flere tidspunkter i dag.

"Fick dich".

I nat drømte jeg en drøm om min søster. Det er sjældent hun dukker op i mine tanker, men hun må alligevel have en vis indre betydning, når jeg drømmer om hende om natten.

Og nej, det er ikke en aprilsnar....:-)

Jeg drømte, at jeg fik at vide, at hun var blevet gravid. I min drøm var hun allerede højgravid. Jeg ved ikke, hvem der fortalte mig om graviditeten. Det centrale element er, at hun er gravid. Jeg drømmer, at hun får en dreng. En lille rødhåret dreng, der ligner min far. Mærkeligt, da jeg i drømmen ikke ser drengen, men jeg ved alligevel, at han ligner min far.

I drømmen skriver jeg et brev/kort til hende med ordlyden: Tillykke! Må du få en god og dejlig fremtid med din søn. Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke og er ikke længere fuld af vrede i mit hjerte. Jeg ønsker dig kun en god og lykkelig fremtid."

Ja, det er et detaljeret kort og det er beskrevet i drømmens næsten rette ordlyd. Sådan vil jeg gøre. Jeg er ikke specielt tilhænger af at bruge drømme som et redskab i mit daglige virke, men denne drøm havde et centralt budskab fra mit indres krogede sind. Et budskab til min søster om, at jeg ønsker hende intet ondt. Jeg ønsker, af mit hjerte, at hun må få et godt og lykkeligt liv med sin søn. Jeg har ingen intention eller ønske om at være en del heraf. Det vil aldrig blive, men derfor ønsker jeg det bedste for hende i livet. Ønsker for hende, at hun også kan få mulighed for at ændre historiens gang i de dysfunktionelle mønstre, der har præget vores familie i generationer. Om det vil lykkes...? Jeg ved det ikke. Jeg kan have min tvivl, men derfor kan jeg jo godt ønske hende held og lykke på rejsen.

Det var en rigtig udfordrende weekend for mellemste søn.

Der stod nemlig fodboldcup på programmet hele lørdag formiddag og en god del af eftermiddagen. Mellemste søn var med Manden til fodboldstævne for nogle skoler i vores område.

Det gik fantastisk godt! Han var med i 3 ud af 4 kampe og løb afsted rundt på banen sammen sine klassekammerater. Hans hold kom på en 2. plads i turneringen, så de var super glade. Det var rigtigt hårdt fysisk for mellemste søn, men han havde en rigtig god dag uden sansemæssige trafikpropper, som vi kalder hans nedsmeltningsudbrud, når de kommer. Senere lørdag eftermiddag besøgte vi nemlig et hold gode venner i Galten, hvor mellemste søn legede hele eftermiddagen/aften med deres jævnaldrende søn. Søndag legede han med naboens dreng hele dagen, så han var træt i aftes.

Alligevel kom naboens dreng igen i eftermiddag, da vi var kommet hjem, hvor de spillede playstation. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag for ham sagde han inden han blev lagt i seng kl. 20.00 - dødtræt.

Aftenens træning bestod af boldleg på trampolinen med Manden i en halv time. 10 minutters hurtig og skiftende hop. Indenfor stod der krabbegang, sækkehop, krydshop, trillebør og 50 kolbøtter på menuen.

Godnat min dreng. Må du sove godt og længe.

Livet som mor til 3 mindreårige børn er fantastisk, givende og opslidende. Jeg elsker mine børn højt. Jeg elsker dem højere end noget andet i denne verden og da jeg fik min ældste søn i armene for første gang forstod jeg for første gang det fulde omfang af ordene.."At gå gennem ild og vand". Det var præcist min følelse. Følelsen af total hengivenhed og en stærk beskyttertrang, jeg aldrig før og sikkert aldrig siden vil kende det fulde omfang af.

Jeg elsker også min mand. Højt. Jeg holder meget af mine veninder. Enkelte elsker jeg. Jeg elsker min svigermor og børnenes faster. Jeg holder utroligt meget af vores reservebedster.

Men kærligheden til mine børn slår det hele.

Derfor er det også smertefuldt at indrømme, at kærligheden ikke altid fjerner alle forhindringer på vejen. Jeg HADER at gøre rent. Jeg HADER at bruge min kostbare tid på at vaske tøj og købe ind, når jeg hellerede ville bruge alt min tid på at være sammen med ungerne, når vi har fri fra arbejde. Det prioriterer vi meget, men der skal altså stadig vaskes 9 maskiner vasketøj om ugen eller mere og der er mange praktiske forhold i en familie med 3 børn.

I disse uger synes jeg det er hårdt at nå omkring alle børnene på den bedste måde. Jeg vil gerne spille skak med min store dreng, stratego med mellemste søn, der efterspørger godnathistorie hver aften og læse i bøger med mindstepigen. Tit er jeg så træt, så træt, da jeg har store søvnproblemer for tiden. Jeg tænker på, om jeg er begyndt at udvise stress-symptomer, da det er virkelig udmattende ikke at kunne sove. I aftes lå jeg 2 timer uden at falde ned i den dybe søvn. Jeg er derfor fuldstændig udmattet, når jeg kommer hjem. Jeg har trænet og trænet med mellemste søn og Manden har lavet mange af de praktiske opgaver.

Samtidigt har jeg hængepartier i forhold til flere undersøgelser på sygehuset jeg ikke får lavet. Ja, ja...jeg ved det godt. Det er for uansvarligt, men den ene dag tager den anden. Problemet er jo, at disse undersøgelser altid ligger i arbejdstiden, hvorfor jeg skal tage fri til at tage afsted. Kostbare timer og dage jeg langt hellere vil bruge sammen med min familie...

Der er hængepartier i forhold til veninder, der gerne vil mødes. Hver aften sætter jeg mig for at få aftalt noget konkret og alligevel er jeg så træt, at jeg næsten ikke kan tænke en tanke. Jeg håber, I har lidt tålmodighed med mig...:-) Det er ikke uvilje, men det ved I jo også godt.

Nu er jeg efterhånden snart 36 år. En halvgammel kone, der pludselig er blevet voldsomt haveinteresseret. Efter 4 år i huset kan jeg slet ikke vente med, at jeg kan komme i haven og få plantet mine løgliljer, gladiolus, nye træer, hyacinthbuske og et magnolia og rosenmandeltræ. Det glæder jeg mig til. Det giver mig sådan en indre ro at fokusere på det smukke og enkle, der er en fryd for øjet.

Der sker ting og sager her på matriklen. Det er i bund og grund vel mest godt, men også nyt og overvældende.

Mellemste søn har fået mange sejre og god udvikling de sidste mange uger. Det er gået op af bakke langt størstedelen af tiden.

Det var en svær dag for mellemste søn i går. Han var blevet meget ked af, at han fået et "nej" til at være med til at spille "klodsmajor" i klassens første modul hos 2 af sine venner. Mellemste søn græder meget sjældent  i skolen, så klasselæreren havde vendt sig rundt og set, at han græd. Han har igennem et par uger været ked et par gange af nogle kontroverser med en af sine nære venner i skolen. Han græd og græd i skolen. Klasselæreren havde trøstet ham og hjulpet ham ved at få snakket med vennen om det.

Mellemste søn er blevet mere opsøgende for fysisk kontakt og har brug for at få en del flere knus og kram end han før har givet udtryk for. Klasselæreren har også bemærket, at han har brug for mere fysisk kontakt end før. Det er vel positivt vil jeg mene. Det er kommet næsten på samme tidspunkt som børstningen gik i gang. Han er meget glad for at blive børstet og efterspørger det gang på gang.

Jeg snakkede med klasselæreren i aftes. Det var ikke let, men hun er heldigvis kompetent og god til at hjælpe mellemste søn i gang. Drengegruppen i hans klasse er meget forskellig, men alligevel rummelig og de leger en del på kryds og tværs. De havde talt på klassen om, at mellemste søn havde været ked af det og brug for at blive spurgt om at være med i legene. Jeg inviterer mange legekammerater hjem og det går rigtigt godt. Mellemste søn har brug for, at vi ind i mellem hjælper ham på vej til at invitere legekammerater med hjem, da han ikke får det gjort på samme måde som ældste søn altid har ordnet det selv.

Det er svært for tiden for mellemste søn vågner før klokken 6. Han har altid i perioder været ekstremt tidlig vågen. Det betyder, at i skrivende stund er han stagende træt. Han har en legekammerat på besøg. De spiller playstation ligenu. Jeg kan ikke rigtigt høre dem, så det går stille og roligt. Kammeraten er også en rigtig sød dreng. Jeg har i disse dage svært ved at undertrykke en indre irritation over, at han er stået op før klokken 6 de sidste 3 dage med masser af "øje-gnidning" til følge og ikke mindst en øget trætbarhed efter det i en lang periode kun gik fremad.

Alle forældre ønsker sig jo, at deres barn er glad og veltilpas og ikke mindst efterspurgt blandt kammeraterne hele tiden. I dag er jeg ked af, at det med mellemste søn i perioder skal slås med disse følelsesmæssige udbrud om end jeg rationelt ved og kan "måle", at der er sket en voldsom reduktion af de følelsesæssige nedbrud. Så er det hårdt i dag at vide, at han ikke er så glad som han kunne være, hvis bare han ikke skulle slås ekstra meget i perioder. Øv.

Der bliver virkelig gået til makronerne.

I løbet af ganske få uger har mellemste søn fået en langt større kropsbevidsthed og udholdenhed på en måde jeg aldrig havde forestillet mig i sådan et tempo. Der er stadig langt endnu, men når jeg forholder mig til hans udgangspunkt og hans motoriske funktionsniveau lige nu er det utroligt, hvad der er sket siden.

Han har kun haft ganske få sansemæssige "trafikpropper" i løbet af de sidste 4 uger, hvor han før kunne få "nedsmeltningsudbrud", der kunne vare i flere timer. De få gange han har været ked af det er han hurtigt kommet over det og videre med at lege.

Han bryder ikke sammen i gråd ved træthed længere. Han gnider ikke øjnene så ofte længere ved træthed.

Han slår uden problemer 100 kolbøtter på under 4 minutter, hvor han knap kunne slå 10 motorisk kluntede kolbøtter uden at blive meget svimmel for 4 uger siden.

Han er knap så afhængig af at være på forkant med, hvad der skal ske. Hans behov for systematik vedr. motoriske udfordringer er knap så udtalt længere. Mellemste søn slapper mere af i dagligdagen.

Han drøner afsted, når vi leger krabbegang, hopper i sække og bærer kartofler på skeer. For 4 uger siden kunne han næsten ikke lave krydsbevægelserne i krabbegang uden at blive voldsomt udmattet. Det er fuldstændig væk. Han drøner afsted med samme lethed som hans storebror. Sidelæns, baglæns og forlæns. Vi har drønet op og ned af vejen og i haven med kartofler på skeer. Jeg tænker, at der har været nogle, der har gloet lidt ekstra længe på det mærkelige syn i skumringen, når mellemste søn og jeg har gået afsted med en kartoffel på ske. Det er en fantastisk øvelse til både at koordinere kropsbevægelserne og fastholde koncentrationen samtidigt med, at balancen udfordres.

Han er vild med at blive børstet. Det er svært at udtale sig om den konkrete effekt endnu, da det kun har stået på en uge. Han efterspørger det hver aften og bliver fuldstændig rolig og salig, når jeg børster ham.

I formiddag var han ude at spille fodbold med ældste søn, der siger, at han igen løber hurtigere, nemmere får styr på små finter i boldlegen osv.

Den største forandring var dog at spore fredag eftermiddag, hvor jeg hentede ham kl. 15.30. På dette tidspunkt plejer han at være fuldstændig færdig, men han tonsede rundt på fodboldbanen og en af hans klassekammerater, der er rigtig god til fodbold kommenterede mellemste søns udvikling til mig. Vennen sagde, at han er blevet bedre til fodbold og løber hurtigere end han plejer. Så det er jo helt utroligt dejligt at se, at min indsats for ham virker.

I aften var der pludselig også noget ved at kaste bolde til ham. Vi gik udenfor og selvom mellemste søn var træt efter en weekend med mange legekammerater var han god til at gribe. Vi træner under- og overhåndskast, koordination og gode kast. Jeg er selv god til at gribe og kaste bolde, så jeg er begyndt at lave ujævne kast, "tyrekast", der kræver at han kaster sig efter bolden. Tænk, det virker sgu. I halvdelen af tilfældene får han fat i de bolde, der ikke er "lige for". Mine kast er blevet hårdere og han begynder pludselig at kunne få min puls lidt op, når vi øver. Herligt.

I øvrigt en skøn og afslappet weekend med besøg af en god ældre veninde. Mellemste søn legede hos nabodrengene i går og havde besøg af en klassekammerat i dag. Ældste søn var til fodboldkamp og havde besøg af en kammerat fra hans klasse. Svigermor er kommet og er her et par dage, så Mindstepigen får en fridag fra vuggestuen i morgen.

Hmm...

Mon vi slår et for stort brød op?

Der er indbydelser til fodboldcup i skolen i mellemste søns klasse. Han vil gerne med.

Det betyder 4 små fodboldkampe på en dag med klassekammerater, hvor af flere af dem er virkeligt gode med en bold på et niveau, hvor mellemste søn endnu ikke kan være med.

Jeg ved ikke om det er en god idé....? Jeg bliver lidt nervøs for om det er for tidligt i forhold til, at han stadig bliver hurtigere udmattet end sine jævnaldrende i klassen og bliver ked af det, når han mærker sine begrænsninger.

Jeg var i øvrigt til forældrekonsultation i aften.

"Han er en rigtig sød og omsorgsfuld dreng"

"Han har flere gode relationer og venskaber i klassen"

"Han er god til at koncentrere sig og udvise omsorg for de andre børn"

"Han forstår at kompensere for sine sansemotoriske problemer vi sjældent bemærker i skolen. Enkelte dage trækker han hætteblusen op om ørerne"

Så kan det vist ikke blive bedre. Jeg er glad for, at mellemste søn alligevel formår at være en del af fællesskabet i klassen...

Så mangler vi bare at tage en beslutning omkring fodboldcup´en.....?

Må gå lidt i tænkeboks til i morgen. 

Om en måned.

Den 20. april starter vores faste træningsprogram hos en dygtig motoriktræner her i byen. Kl. 8.10 er den faste træningstid hver mandag. Vi har talt med skolen og det er lovligt fravær, når det gælder sansemotorisk træning.

Jeg er glad for, at vi endelig kommer igang med et professionelt forløb. Som forældre kan vi gøre meget, men vi bliver nødt til at have den faglige ekspertise med over, så vi sikrer en kontinuerlig udvikling og proces.

Så er der også gået 3 måneder fra jeg erfarede, at mellemste søns problemer skyldes sanseintegrationsproblemer til vi kommer endelig i gang med et træningsforløb, der kommer til at vare 4-8 måneder. Jeg er spændt på at se mellemste søns reaktion på træningen. I aftes blev han børstet for første gang og han nød det utroligt meget. Da han først erfarede, at det ikke gjorde ondt slappede han af og lukkede øjnene. Da jeg var færdig ville han gerne have fortsat.

I dag er han meget træt. Manden er netop taget afsted til svømning med ham. Da vi kom hjem fra sfo´en blev han sendt ud at hoppe i trampolinen pga. det gode vejr. Der er sket en holdningsændring fra vores side, selvom det hele tiden er en afvejning af at stille krav, forventninger og så respektere hans grænser på en måde, der gør, at han mærker, ræsonnerer og selv tror på, at han godt kan, når det drejer sig om fysiske aktiviteter. Han har ikke haft sansemæssige "trafikpropper" i flere uger undtagen lørdag, hvor mit humør og overskud var lig nul. Når han kommer retur fra svømning bliver han sikkert sendt ud for at hoppe igen, så vi kan lave træningsprogrammet igennem.

Flere af mine læsere har spurgt til hvilken træning vi laver. Det er enkle og grundlæggende øvelser, der på ingen måde virker hindrende eller ødelæggende på den mere fagspecifikke træning børnene modtager i privat/kommunalt regi hos professionelle.

Min dreng bliver snurret rundt på en kontorstol i mangel af en gynge. Vi startede gradvis med 20 sekunders interval begge veje rundt på kontorstolen. Nu kan han klare 40 sekunder hver vej. Han slår kolbøtter 2 gange dagligt på en madras i stuen. Vi har startet med 20 kolbøtter fordelt på 2 omgange dagligt. Det er gradvist øget til nu være 100 kolbøtter dagligt fordelt på 2 omgange. Min søn er lynhurtigt blevet god til at koordinere kolbøtterne, så de er hurtige og lige på madrassen. I starten kunne han kun klare 10 af gangen i et meget langsomt og ujævnt tempo. Vi laver krabbegang i alle retninger (vigtigt med mange krydsbevægelser) forlæns, baglæns og sidelæns. Vi laver trillebør, sækkehop og laver små konkurrencer om at bære en kartoffel på en ske så langt som hurtigt. Vi laver mindst 200 boldkast hver dag, hvor det gælder om at træne hånd-øje koordinationen. Her har vi også lynhurtigt mærket en tydelig fremgang.

Disse øvelser kombinerer vi på utallige måder. Sommetider laver vi små konkurrencer med os selv. Det er super sjovt. Desuden har vi en meget stor trampolin i haven, hvor mellemste søn bliver sendt ud hvert eneste ledige øjeblik.

Jeg børster også mellemste søn 5-7 minutter dagligt. Det er lige begyndt, så det er for tidligt at udtale som om nogen effekt af denne endnu. Her skal det lige pointeres, at det er vigtigt at blive instrueret af en professionel inden man går i gang med et børsteprogram.

Og nu kalder aftensmaden..... 

Endelig på rette spor igen.

Efter den mest elendige dag i går, hvor alt gik helt galt er jeg på rette spor igen.

Vi har haft en fantastisk dag i dag. Vi har haft besøg af gode venner og deres børn til kaffe, boller og lagkage. 

Dagen startede på den helt rette måde efter en god nattesøvn. Dejligt udhvilet og klar igen. Mellemste og ældste søn blev sendt ud for at spille fodbold en times tid i formiddag, hvor manden og jeg fik lidt styr på hytten, rengøring og de praktiske pligter vi ikke nåede i går. Da ældste søn kom ind igen sagde han, at mellemste søn havde spillet det bedste fodbold han nogensinde havde gjort. 

Der har været masser af trampolinspring af flere omgange i dag - både alene og med drengenes venner. Mellemste søn har lavet parvise, flot symmetriske hop med vekselvirkning mellem hop på venstre og højre ben i flere minutter i dag. En umulighed for blot få uger tilbage. Forlæns, bagud og sidevers krabbegang i hurtige og lange baner. Hurtige og sikre bevægelser. Boldkast i en varierende omgang med under- og overhåndskast. Lange strækninger med legen trillebør, sækkehop osv.

Jeg har bestemt, at vi skal have købt et balancebrædt og på mandag får jeg de 2 børster jeg skal bruge for at kunne begynde med børstning. Optimalt vil det være flere gange om dagen. Realistisk set vil det blive 5-7 gange ugentligt i det anbefalede tidsrum af 5-9 min. pr. gang. Jeg er spændt på at se effekten af dette sammen med balancetræningen.

Nu starter en ny uge. Vi skal til den individuelle forældrekonsultation med mellemste søn på onsdag. Jeg er spændt på at høre, hvad de har at fortælle!

Roger over and out. Ugen er lige på trapperne og jeg må finde i seng og prøve at få sovet. Håber det kan lade sig gøre i nat. 

Lørdag d. 14. marts var en af de dage, jeg ville ønske jeg kunne spole baglæns og starte forfra. Det kan jeg desværre ikke, men jeg ville ønske det var en mulighed.

Det var en rigtig dårlig dag med alt for mange negative følelser, gamle spøgelsesspiraler fra en fjern fortid, hvor jeg havde det rigtigt svært pga. en dysfunktionel familie med dårlige kommunikationsmønstre og alt for meget alkohol. Jeg havde menustration og den påvirkning var denne gang en rigtig dårlig kombination med mine rasende hormoner.

Jeg var fuld af vrede, irritation og frustration. Over alt og intet. Over Manden og børnene. Det var lørdag efter en alt for travl og vanvittig uge. Jeg havde ikke nået halvdelen af det jeg gerne ville og mit hoved var ved at sprænges pga. mit dårlige søvnmønster for tiden. Det ER sindssygt hårdt og skulle være mor til 3 små børn og passe et arbejde på næsten fuld tid. Et krævende, men også fagligt inspirerende og meningsgivende arbejde. Jeg havde bare sådan brug for at kunne ligge mig en halv dag og restituere under dynen. Mit overskud var lig nul til Mindstepigens uendelige løjer, glæde ved toilettet, hysteriske udbrud og konstante brug for opsyn. Manden var væk det meste af dagen, da han var deltagende i at holde ældste søns fødselsdag for klassen. Det kan ikke beskrives hvor forfærdeligt det er at udholde børnenes larm og støj, når jeg har det så skidt. Det sker heldigvis ikke så ofte, men der er sjældne nedbrud i mit system. Tårerne sad i øjenkrogen og ofte løb de over alt i mens jeg kom til at hvæse alt for meget af Mindstepigen og bad mellemste søn om at holde mund flere gange med alle hans evindelige spørgsmål.

Jeg forsøgte at gennemføre træningen med mellemste søn og det var en fiasko. Han kunne hverken gribe, hoppe eller tælle ordentligt. Jeg blev dødfrustreret og irriteret over dette tilbageslag, selvom jeg udmærket godt er klar over sammenhængen mellem mit manglende overskud og irritation. Han blev ked af det og jeg var så indestængt irriteret og spruttende oven i mit hoved, der var ved at kvæles af træthed og mangel på hvile.

Når mindstepigen ikke sover til middag er der ingen pause. Normalt ville jeg kunne ligge mig med hende i en time og sætte en video på til mellemste søn, men det kan ikke lade sig gøre. Voldsomt stressende og udmattende at skulle udsætte sine egne behov så længe, når man er så udmattet og træt ve tanken om alle de lørdagspligter vi manglede.

I nat tog jeg en halv sovepille og det hjalp. Jeg har sovet 8 timer i streg og har meget mere overskud i dag. Da er mellemste søn som en radar på mine følelsesmæssige trafikpropper, der opstår, når jeg ikke kan trække mig tilbage og hvile hensigtsmæssigt. Min opmærksomhed må konstant være tilstede i huset og jeg skal instinktivt hele tiden vide, hvor Mindstepigen befinder sig.

I dag er mellemste og ældste søn lige kommet hjem fra en times fodbold på skolens parkeringsplads. Ældste søn beretter, at mellemste søn har spillet bedre end nogensinde før og været fuldt koncentreret omkring det. Så virker træningen jo altså både implicit og eksplicit.

Jeg har bestemt mig for at rykke på for at få træningen iværksat af en professionel behandler på mandag. Jeg kan ikke blive ved med at sidde med hænderne i skødet og vente, når jeg ved, at der den mere intensive træning kan udrette mirakler for mellemste søn. Hvis ikke motorikeksperten ikke kan snarest må jeg finde andre alternativer. Jeg har allerede fået et godt navn anbefalet, hvor han vil kunne starte i løbet af få uger. 

I dag skal vi holde ældste søn og Mindstepigens fødselsdag for vores venner og deres børn. Jeg glæder mig til at se dem alle igen. Enkelte har vi ikke set i flere måneder, så det bliver dejligt.

X-factor er netop slut. Mellemste søns favorit er netop stemt ud. Det skal jeg fortælle ham i morgen tidlig.

Mellemste søn ligger i sin seng og sover, hvilket han har gjort i 1 time. Jeg sidder her og efterrationaliserer dagens gang. Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg forlangte for meget af ham i aften?

Vi har ikke fået trænet siden tirsdag pga. en alt for travl uge med mange aftenarrangementer. Jeg har været dødtræt hele ugen, da jeg har haft nogle dage, hvor jeg igen ikke kunne sove om natten. Derfor har jeg ikke haft nogen energi til andet end at få dagens mange praktiske arrangementer til at gå op i en højere helhed.

I aften sover Mindstepigen hos mormor og morfar og Manden er med hjemme hos ældste søns kammerat, hvor de holder dobbelt fødselsdag for hele klassen med overnatning.

Jeg hentede mellemste søn hos en klassekammerat pga. fødselsdag. Jeg kunne straks se, at han så meget træt ud, men var egentlig ved godt mod og legede udenfor i haven sammen med flere af de andre fra klassen. Jeg fik en kop kaffe og snakkede med de andre forældre. Samtidigt har jeg en meget veludviklet fornemmelse af, hvor mellemste søn befinder sig i forhold til de andre drenge. Er han med i legen? Er han i yderkanten af legen? Er han ikke fysisk i stand til at følge med? Det er en anelse anstrengende, at min følelsesmæssige radar straks indstilles. Jeg har altid haft en meget veludviklet fornemmelse for andres position og placering i det givne fællesskab. Så min radar er altid i gang med at fornemme mellemste søns placering i fællesskabet. Jeg kunne tydeligt se, at han ER med i størstedelen af tiden, men en enkelt gang "glider" han ud og bliver optaget af sit eget og trækker hatten op om ørerne. Han går lidt for sig selv i haven, men glider så ind i fællesskabet igen.

Jeg vil ønske, at jeg kunne slappe lidt af! Jeg er jo for pokker ikke en professionel behandler, men hans moarrr! Vi gik hjem ved 17.30 tiden på en gåtur, der varer 20 min. Da vi kom hjem var han træt, men da han ikke har trænet i 3 dage blev han sendt ud på trampolinen i 30 min. Da han kom ind blev han sat igang med at slå 50 kolbøtter, snurre rundt på kontorstolen, hoppe og vekselvirke mellem højre og venstre ben, lave krabbegang rundt i hele huset og andre øvelser, der kræver koordinering af både venstre og højre side af hjernen. Til sidst kastede vi bold til hinanden i mindst 10 min. Jeg kan se en tydelig ændring i udførelsen af kolbøtten, der er langt mere præcis og hurtig end for blot 3 uger siden. Boldkastets afsæt og grib er langt mere koordineret end før. 

Jeg ved bare ikke om jeg pressede ham for meget i aften for da X-factor var nogle minutter henne i programmet bad ham om at komme i seng.

På trods af massiv træthed var der ingen følelsesmæssige udbrud i aften. Der var tydelig fremgang i motorisk sikkerhed på trods af træthed.

Alligevel sidder jeg nu her med en lille nagende og udefernerlig usikkerhed på, om jeg og Manden mon gør det rigtige ved at træne med mellemste søn i stedet for at overlade det til motorikeksperten efter påske? Jeg har så svært ved at sidde på mine hænder og vil helst handle mig ud af det hele.

I aften krymper mit hjerte sig ved, at min elskede søn skal have dette lille ekstra svære at slås med. Det er jeg ked af i aften. Øv. Jeg orker ikke at vi skal vente mere på at få startet forløbet, når mellemste søn vil profittere af at starte i morgen.

Jeg har valgt at samle mine indlæg om min søns sanseintegrationsproblemer på www.sanseintegrationsproblemer.smartlog.dk for at give et samlet overblik for både mig selv og de mange læsere, der skriver til mig om deres egne erfaringer om sanseintegrationsproblemer.

Jeg håber derved at kunne se et samlet overblik over måneder og dele den smerte, der også findes i at ens barn ikke er helt som de andre. Jeg ved dog, at med den rette træning er der ganske gode muligheder for, at ældste søn bliver alderssvarende i sine grovmotoriske færdigheder i løbet af nogle måneder, måske et år.

I dag havde mellemste søn den største sejr nogensinde i børnehaveklassen.

Han har spillet og spillet og spillet forskellige boldspil den sidste uge. Med en smule skubben på fra min side og hans egen gå-på-mod på trods af sine vanskeligheder har han overvundet sine egne grænser og oplevede i dag den største sejr i forhold til sine motoriske vanskeligheder.

Han blev nummer et i stikbold i eftermiddagens sfo-tid i dag. Han greb og undveg boldene fra andre 20 børn, så han til sidst vandt en runde i stikbold. Det er aldrig sket for ham før og han var pavestolt, da han blev hentet hos en legekammerat i eftermiddag.

Jeg var så berørt, at jeg måtte lade tårerne løbe ude på badeværelset. Af glæde. Det var simpelthen den bedste oplevelse med mellemste søn længe. Jeg så den glæde og det gryende motoriske selvværd, der vokser langsomt, men støt i disse uger og det rørte mig dybt. Lille skat, lille mand. I hans øjne så jeg den uskyldsrene glæde, der skal kendetegne en helt normal lille drengs verden. En ren lykke og stolthed over sin motoriske præstation. En lykke i den rene form uden dikkedarer. Disse sjældne øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed. En slags religiøs og åndelig oplevelse af fred. I mødet mellem vores øjne var frugten af de sidste 6-8 ugers erkendelse og vilje til at ændre svære betingelser til det bedste.

Så i aftes slog vi kolbøtter igen og igen og igen.

Mindstepigen var med. Hun er allerede verdensmester i hurtige og runde kolbøtter, selvom hun kun er lige 2 år. En fantastisk lille pige, der snakker og snakker og snakker.

Hop, hop, hop, hop.

Han hopper og hopper og hopper.

Slår kolbøtter, kolbøtter, kolbøtter og atter kolbøtter. 2 gange dagligt med mindst 50 kolbøtter for rigtigt at stimulere den vestibulære sans. Gyngeture og ture på kontorstolen. Rundt og rundt og rundt.

Han hopper på det højre ben og det venstre ben. Skiftevis i forskellige talintervaller. Laver kryds kombinationer af hånd på fod og fod på hånd. Højre og venstre og højre og venstre.

Vores stue er forvandlet til en mini gymnastikhal med bløde bolde, der ikke smadrer fjernsynet og madrasser.

Vi har gjort det i snart 14 dage hver aften i 20-30 minutter. Det er faktisk ret sjovt, da både ældste søn og mindstepigen også vil være med.

Da vi startede var mellemste søns hånd-øje-koordination virkelig dårlig. Han kunne ikke gribe en mellemstor blød bold. 3 ud af 4 gange tabte han den. Nu griber han den 3 ud af 4 gange.

Vi laver også krabbegang, hopper i sække og enkelte dage har det været godt vejr til trampolinhop.

Hop, hop, hop.

Jeg kan langsomt se en bedre udholdenhed og koordination hos mellemste søn.

Han kan først komme i gang med den sansemotoriske træning til april. Jeg kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente. Derfor laver vi disse gentagne grundlæggende øvelser med ham. 

Siden jul har der været langt færre sansemæssige trafikpropper hos mellemste søn. Det går fremad. Jeg håber så inderligt, at hans fysiske udholdenhed står mål med hans gode intellekt og evne til refleksion i løbet af dette år. Kan det lykkes for os i 2009 er det vigtigste af alt opnået.

Lykkelige og trivelige børn.

Se, det er lykken. Det giver livet det allerstørste indhold og glæde derved.

En stille stund midt på en grøn plet i dag.

Halvt by og halvt skov.

En stor fuldfed hare springende over græsset flere gange.

Solen, der netop der skinner varmt mod mit ansigt.

Den stille kulde, der kryber op om mine ben, mens jeg sidder der på bænken og drikker årets første kaffe udenfor.

Så er det forår.

Så vokser den forunderlige trang til at se livets vår i alle former opstå.

Jeg drømmer om gule påskeliljer, grønne bøgetræer i maj, duftende hyancinter i lyserød, hvide sommerliljer, stokroser og mine store orange roser i haven.

I år har jeg nemlig lyst til at komme ting i jorden, som skal vokse og gro.

Og endelig ser jeg to store magnoliatræer lige midt i vores forhave, hvor der kun er græs.

Jeg glæder mig som en vanvittig til at komme i haven i år. For første gang.

Så kom....Ohh...forår.

Jeg bringer sjældent temaer ind fra mit arbejdsliv, men i dag gør jeg.

Jeg arbejder nemlig med en glemt og overset gruppe, der i den grad er socialt marginaliserede i et samfund, der sjældent stemmer overens med de rammer ADHD unge og voksne så desperat har brug for i et kvalificeret forsøg på at undgå de mange personlige nederlag og kaotiske livsforløb som de sværest ramte lever i hver eneste dag.

Jeg har mange unge mænd og kvinder i starten af 20´erne, der netop diagnosticeres i disse år. De har stået på venteliste til kvalificerede psykiatere i årevis i mens de er udsat for det ene nederlag efter det andet i uddannelses- og jobsystemerne. Flere af dem er håbløst forgældende i de hurtige lån, man kan optage med bare en underskrift. Der er ingen guidende hænder, der hjælper med at kanalisere denne impulsændring til hurtig tilfredsstillelse og glæde uden evne til at kunne se og forstå konsekvenserne af handlingen.

Det lyder måske mærkeligt, men sådan står det til. Fakta er, at der nærmest ingen velkvalicerede tilbud er til dem om bostøtte, bofællesskaber, stram og respektfuld styring af de økonomiske dispositioner. De falder i et hul gang på gang på gang. Samtidigt fordrer både LAB og LAS, at der skal trækkes benhårdt i kontanthjælpen, der i forvejen er på et eksistensminimum eller mindre til de unge.

Googl... emnet og der dukker spændende artikler op, der bekræfter denne barske virkelighed der er derude for et stort tal blandt børn, unge og voksne. Det er bare ingen politiske stemmer i dem. Mange aner ikke engang hvad de skal gøre med valgkortet på trods af, at langt de fleste ADHD´ere er normalt eller godt begavede.

Øv. Jeg har haft en ung mand i dag, der har stået på venteliste til kvalificeret bostøtte i mere end 4 ÅR!!! Det er vanvittigt.